Af Jahnu Dasa
Den kedeligste sandhed om livet er, at vi skal dø. De fleste vil sige, at døden intet problem er, eftersom det er uundgåeligt og sker for os allesammen.
Det lader til, de fleste mennesker synes, at blot fordi noget er uundgåeligt og er behæftet med eksistentiel vished, er det intet problem. Hvorfor bekymre sig om noget, vi alligevel ikke kan gøre noget ved?
Vi kan have mange problemer i livet – vi har ikke nok penge, vores partner skrider, vores børn bliver afhængige af stoffer osv. osv. Listen bliver ved og ved, men hvis vi, hvad Gud forbyde, bliver diagnostiseret med en uhelbredelig sygdom og har en uge at leve i, træder alle andre problemer om på bagsædet. Så hvad enten man vedkender sig det eller ej, er døden faktisk det største problem i livet.
Sagen er dog, at menneskelivet er en enestående mulighed for sjælen til at blive fri for at dø. Døden er den sidste eksamen i livets skole, man skal op til. Den mentalitet og de handlinger, vi har kultiveret gennem mange liv, vil bestemme den næste krop, vi bliver født i.
Krishna siger: ”Og enhver, der ved slutningen på sit liv forlader sin krop, imens han kun tænker på Mig, opnår øjeblikkeligt Min natur. Om det hersker der ingen tvivl.” (Bg. 8.5)
”Enhver tilstand, man ihukommer, når man forlader kroppen, O Kuntis søn – den tilstand vil man med sikkerhed opnå i det næste liv.” (Bg. 8.6)
Her er, hvad man kan forvente, der vil ske på dødstidspunktet, sådan som det beskrives i Vedaerne.
Hvis man har været meget god og from, vil man, når man forlader sin krop, blive ført til de himmelske planeter og blive en halvgud. Der vil man nyde i millioner af år, før man igen vil falde tilbage til Jorden og blive født som menneske. På de himmelske planeter nyder man stort set, som man gør på jorden – sex, drugs and rock’nroll, men det foregår på et mere subtilt (fintfysisk eller psykisk) plan.
Astralplanet er der nogen, der kalder det. Der er himmelske dansepiger og vidunderlige haver og soma-drik (en berusende drik, der øger ens velvære), og musikken leveres af gandharvaerne (en slags engle), der er de himmelske musikere. På de himmelske planeter er der ingen alderdom og sygdom og ingen kropslige udskillelser. Men til slut dør man og falder tilbage til en menneskelig krop.
Hvis man har været meget ond og nederdrægtig, vil man på dødstidspunktet blive hentet af yamadhutaerne (dødsguden Yamarajas budbringere) og blive ført til de helvedesagtige planeter, hvor man vil blive pint og plaget i, hvad der føles som en evighed. Det sker også på det subtile, astrale plan. Så kort tid kan forekomme som meget lang tid ligesom i en drøm. Efter endt lidelse bliver man igen født på Jorden, men ikke nødvendigvis fra en menneskelig livmoder. Det kan være fra en hvilken som helst af 8.400.000 livsarter.
Hvis man bare har været et ganske almindeligt, anstændigt menneske, som folk er flest, ikke for god og ikke for ond, vil man på dødstidspunktet simpelthen slukke. Man falder i dyb søvn. Syv måneder senere vågner man så op i en eller anden livmoder totalt snøret sammen. Fostertilstanden er yderst pinefuld, og man er ved fuld bevidsthed. Man vil huske alt om, hvad man har gjort for at havne i den livmoder og få de forældre. Efter to måneder i dette helvede bliver man mast ud af et hul, der er alt for lille, og bliver født i totalt chok og glemmer alting. Fostertilstanden beskrives detaljeret i Srimad-Bhagavatam.
Hvis man derimod har praktiseret åndeligt liv og tænker på Krishna ved dødstidspunktet, vil man vende tilbage til sin oprindelige, evige tilstand af viden og lyksalighed i den åndelige verden, eller man vil blive født på den planet i det univers i den materielle verden, hvor Krishna er fremtrådt for manifestere Sine lege. Når det er slut, vil man sammen med Krishna vende tilbage til den åndelige verden. Den åndelige verden består af ren bevidsthed, dvs. evighed, viden og lyksalighed. Hvert eneste atom der er en sjæl i sin oprindelige rene, åndelige tilstand. Med andre ord består alting af bevidsthed. Der hører sjælen oprindeligt hjemme. Det er derfor, man aldrig kan blive fuldt tilfreds i en materiel krop.