Den 4. november er det ’Tulasi-Saligrama Vivaha’, Srimati Tulasidevi og Saligrama-silas ægteskab. Hvad er Tulasi-Saligrama Vivaha, og hvad handler det om? Det fortælles her på de næste sider.

Tulasi og Sudama forbandes

Tulasi var en kohyrdepige i Goloka, hvor hun tjente Srimati Radharani, Krishnas mest elskede gopi. En dag omfavnede Krishna hende, da de to var alene, og hun besvimede af glæde. Imens hun lå der, dukkede Srimati Radharani pludselig op og blev overvældet af jalousi. Blindet af raseri skældte hun først Krishna ud og derefter forbandede hun Tulasidevi: ”O du usle, bliv født som et menneske i den materielle verden.”

Krishna trøstede og beroligede Tulasi: ”Hvis du udøver selvtugt på Jorden, kan du tilfredsstille Brahma, der vil give dig en velsignelse og arrangere for dit ægteskab med Herren Narayana, der er Mig selv i en anden ekspansion.” Krishna forsvandt, og Tulasi faldt til denne verden og fødtes som datter af Kong Dharmadhvaja og Dronning Madhavi.

Hvordan Sudama blev forbandet og faldt ned, fortælles også. En dag forlod Sri Krishna Srimati Radharanis selskab for at være sammen med en anden gopi ved navn Viraja. Da Radha hørte fra en af Sine tjenestepiger, at Krishna var sammen med en anden gopi, løb Hun til stedet med Sine ledsagere. Da Hun så, at det var sandt, forbandede Hun Viraja til at blive en flod, imens Krishna Selv forsvandt. Da Hun senere så Krishna, der på det tidspunkt var sammen med Sudama, dadlede Hun Ham. Sudama kunne ikke holde dette ud, så han skældte Radharani ud, hvilket gjorde Hende så rasende, at Hendes øjne blev røde af vrede. Hun gav med det samme tusinder af Sine tjenestepiger besked på at fordrive Sudama. Sudama rystede af frygt, men han fortsatte med at kritisere hende. Hun forbandede ham så: ”Må du blive født fra en danavis [dæmonkvindes] moderliv.”

Sudama bukkede sig grædende ned foran Krishna og beredte sig på at drage af sted. Radharanis hjerte smeltede, og hun prøvede at holde Sudama tilbage. Alle hendes tjenestepiger og hyrdedrengene begyndte at græde, men Krishna trøstede dem: ”Sudama kommer tilbage om et halvt øjeblik, når forbandelsen er overstået, selv om et halvt øjeblik svarer til en manvantara [308.571.000 år] på Jorden.” Krishna vendte sig til Sudama og sagde: ”Kom tilbage hertil, så snart forbandelsen er overstået.”

Tulasis askese

Tulasi fødtes som den smukkeste pige, og på et tidspunkt drog hun til bjergområdet i Badarinatha for at udøve streng selvtugt. Hun var besluttet på at få Herren Krishna til at vise Sig for hende og indvillige i at blive hendes ægtemand. I 100.000 himmelske år udsatte hun sig om sommeren for brændende sol og ild fra alle sider, om vinteren sænkede hun sig ned i isnende floder, og i regntiden udholdt hun voldsomme regnskyl. I 20.000 år levede hun af frugt og vand, i 30.000 år tyggede hun kun tørre blade, i 40.000 år levede hun af luft alene, og i 10.000 år indtog hun intet og stod på ét ben og mediterede.

Til sidst nedsteg Herren Brahma på sin svanebærer og viste sig foran hende. Tulasi bøjede sig ned for ham, og Brahma sagde: ”Bed mig om en velsignelse. Hvad end du vil have, vil jeg give det til dig.”

Tulasi fortalte Brahma, hvem hun var, og hvorfor hun var født i denne verden, og hun bad ham opfylde hendes ønske om at blive gift med den firarmede Narayana, Krishnas ekspansion. Herren Brahma svarede: ”Som resultat af Srimati Radharanis forbandelse blev Krishnas hyrdeven Sudama forbandet til at fødes som dæmonen Sankhacuda. I Goloka var han tiltrukket af dig og ville giftes med dig, men fordi han var bange for Radharani, gjorde han ingen tilnærmelser til dig. Ligesom du husker dit tidligere liv, gør han det også. Derfor har han nu udført stor askese for at få dig som sin hustru. Jeg vil gerne opfylde hans ønske. Gå derfor med til at fuldbyrde hans ønske. Bagefter vil du ved forsynets arrangement få den smukke Narayana som din mand. Senere vil han forbande dig til at blive at blive tulasi-planten, den bedste af alle blomster. Du vil blive et træ i Vrindavana, hvor du altid vil være i selskab med Sri Krishna.”

Tulasi svarede: ”Kun fordi Krishna bad mig om det, har jeg bedt om at få Narayana som min mand, men mit hjerte længes stadig efter Krishna. Nu ser det ved din nåde ud til, at jeg igen vil opnå Krishna, der er meget vanskelig at opnå. Men jeg beder dig om en ting mere: lad mig miste min frygt for Radharani.”

Brahma svarede: ”O barn, jeg giver dig Radha-mantraet. Ved dette vil du blive Radharani lige så kær som selve hendes liv, og hun vil billige din fortrolige omgang med Krishna.” Brahma initierede Tulasi i Radha-mantraet og forsvandt derpå.

Sankhacudas fødsel

I mellemtiden fødtes Sudama som søn af danava-dæmonen Dambha, der var en hengiven af Visnu, selv om han var en dæmon. Han tilbad Visnu med streng askese og bad ham om at få en kraftfuld og modig søn, der både var Visnus hengivne og uovervindelig for halvguderne. Herren Visnu gav ham denne velsignelse, og Dambha gav sønnen navnet Sankhacuda.

Da Sankhacuda blev en ung mand, udførte han askese i Puskara i lang tid for at få en velsignelse fra Brahma. Da Brahma var tilfreds med ham, viste han sig for ham og sagde: ”Fortæl mig, hvad du ønsker.”

Sankhacuda svarede: ”Gør mig uovervindelig for halvguderne og lad mig blive gift med Tulasi.”

”Lad det blive så,” svarede Brahma. Så gav han Sankhacuda Sri Krishnas guddommelige amulet, Sarvamangalamaya. Han fortsatte: ”Drag nu til Badarikasrama, hvor Tulasidevi udfører askese, og gift dig med hende.”

Sankhacuda og Tulasis ægteskab

Sankhacuda så Tulasidevi fra sit juvelbesatte aeroplan og landede foran hende i Badarikasrama. Ifølge en lang samtale imellem dem i Brahma-vaivarta Purana testede Tulasi Sankhacuda. Han forklarede, hvem han var, og hvad hans ærinde var. Derefter viste Brahma sig pludselig foran dem og sagde: ”O Sankhacuda, hvorfor spilder du din tid på sådan en tom tale. Gift dig her og nu med Tulasidevi med Gandharva-ritualet [hvor manden og kvinden indgår et ægteskab ved fælles overenskomst alene].” Brahma velsignede dem og forsvandt til sin bolig.

Herefter nød Tulasidevi og Sankhacuda deres ægteskabelige lykke. De gav gaver til hinanden og rejste rundt i universet til mange bjerge, huler, strande, floder og skove. Til sidst tog Sankhacuda Tulasi med til sit eget land, hvor de fortsatte med at nyde hinandens selskab.

Sankhacuda var konge i en manvantara (308.571.000 år), hvor han vandt herredømmet over alle halvguderne og universets andre indbyggere som gandharvaer, danavaer, kinnaraer og raksasaer. Han fordrev halvguderne fra deres planeter og berøvede dem deres rigdom. Til sidst vandrede de som tiggere usete rundt i universet og endte med at møde op hos Brahma for at forklare deres situation. Brahma tog halvguderne med til Siva, der tog dem med videre til Visnus bolig, hvor de frembar deres fulde overgivelse til Ham. Brahma forklarede situationen for Ham.

Som svar fortalte Herren Visnu historien om, hvordan Sankhacuda var blevet forbandet til at blive født i den materielle verden. Han gav Siva Sin trefork og bad ham drage ned og slå Sankhacuda ihjel med den. Han fortalte også, at så længe Sankhacuda bar Hans [Visnus] amulet, kunne han ikke dræbes, ligesom han også var usårlig, så længe hans hustru var ham trofast. Men Visnu lovede, at Han ville fjerne begge hindringer.

Kampen mellem Sankhacuda og halvguderne

Siva slog sig følgelig ned ved bredden af den mægtige flod Candrabhaga og sendte Puspadanta, gandharvaernes leder, til Sankhacuda som sendebud. Puspadanta bemærkede, at Sankhacudas by var smukkere end Indras verden og mere velstående end Kuveras. Byen var 50 kilometer bred og 100 kilometer lang og bygget af perler, juveler og krystaller. Syv uoverskridelige voldgrave omgav den. Puspadanta blev ført ind til Sankhacuda, der overvældede ham med sin personlige skønhed, rigdom og magt. Puspadanta sagde: ”O Konge, jeg kommer fra Siva. Min herre har bedt mig fortælle dig, at halvguderne har søgt beskyttelse hos Herren Hari, så du må hellere give dem deres kongerige tilbage. Hari har givet Sin egen trefork til Siva og bedt ham føre krig imod dig om nødvendigt. Hvad skal jeg fortælle min herre?”

Sankhacuda lo højt og svarede: ”Forlad hellere stedet her. I morgen drager jeg af sted for at kæmpe mod Siva.”

Puspadanta vendte tilbage til Siva og fortalte ham om udfaldet. Imens gik Sankhacuda ind til Tulasi og fortalte hende om den forestående krig. Hendes gane, læber og hals tørrede ind, og med et sorgfuldt hjerte bad hun ham blive en nat mere hos hende. Sankhacuda tilbragte natten hos hende, hvor han trøstede hende med, at de begge snart ville mødes igen i Goloka Vrindavana og være sammen med Krishna der. Hans instruktioner fyldte Tulasidevi med stor glæde, for hun forstod, at alt i denne verden er midlertidigt.

Ved brahma-muhurta [tiden før solopgang] stod Sankhacuda op, tog bad og rent tøj på, mærkede sin krop med tilaka, udførte sine morgenritualer og tilbad Deiteten af Krishna. Han så lykkebringende ting som yoghurt, ghee og honning og gav som altid velgørenhed i stor mængde til brahmanaerne. Han indsatte sin søn Sucandra som regerende konge og gjorde sig klar til krigen. Han mobiliserede sin hær, der talte milliarder af soldater, heste og elefanter. Hele tre aksauhinier [omkring en halv million mand] slog på krigstrommer. Sankhacuda huskede på Herren Hari og drog af sted for at møde Siva.

Da dæmonen ankom foran Siva, så han ham sidde i yogisk meditation ved roden af et stort figentræ. Han var lysende som millioner af sole og smilede. Sankhacuda steg ned fra sin stridsvogn og bukkede sig sammen med hele sin hær for Siva. Han hilste også på Durga og Karttikeya, Sivas hustru og søn, der velsignede ham til gengæld. Sankhacuda talte hjerteligt til Siva, der til gengæld fortalte ham hele hans [Sankhacudas] livshistorie og opfordrede ham til at give halvguderne deres planeter tilbage uden kamp. De talte længe frem og tilbage og blev til sidst enige om at kæmpe.

Sankhacuda rejste sig hurtigt, bukkede sig ned for Siva og steg op i sin stridsvogn. Hærene gjorde sig klar, og så begyndte kampen mellem halvguderne og dæmonerne. Det blev en voldsom kamp. Det regnede med mystiske og overnaturlige våben, og utallige halvguder og dæmoner blev dræbt. De fremmeste halvguder kæmpede imod de fremmeste blandt dæmonerne. Solen blev formørket af de mange våben, heltene brølede som løver, slagmarken var et hav af afrevne lemmer, døde elefanter og heste, og mange hovedløse korpusser sprang rundt og fortsatte med at kæmpe med våbnene i deres hænder.

Men dæmonerne var for stærke, og til sidst måtte halvguderne se sig besejrede og flygtede fra slagmarken. De løb tilbage til Siva og bad ham om hjælp. Siva blev rasende. Han gav sin søn, den mægtige Karttikeya, ordre til at angribe dæmonerne. Karttikeya kastede sig som en løve ind i kampen og dræbte et hundrede aksauhinier (mindst femten millioner mand). Herefter kom Kali (Durga) ind i kampen og begyndte at hugge hovederne af dæmonerne. Med den ene hånd greb hun ti millioner elefanter og ti millioner mand, slyngede dem henkastet ind i munden og åd dem. Kun de, som det lykkedes at kravle ud af hendes mund (omkring 100.000 mand), overlevede. Sammen gik Karttikeya og Kali imod dæmonerne. Nu var det dem, der flygtede.

Ved synet af dette blev Sankhacuda rasende, og han gik personligt i krig imod Karttikeya. Kampen bølgede frem og tilbage. Begge blev slået bevidstløse af den andens strøm af våben, og begge vågnede lige så hurtigt igen og sprang op og kæmpede videre. Så kastede Sankhacuda et frygteligt våben imod Karttikeya, der blev slået bevidstløs uden at rejse sig. Kali sprang ind, greb sin søn og førte ham tilbage til Siva, der genoplivede ham. Dernæst gik Kali ind i kampen med Sankhacuda. Hun kastede det ene fantastiske våben efter det andet imod ham, og scenariet lignede universets undergang. Men lige så mange våben Kali kastede, lige så mange parerede Sankhacuda.

Kampen fortsatte i lang tid med alle halvguderne og dæmonerne som tilskuere. Nu  var Kali rasende og skulle lige til at kaste sit pasupata-våben, da en himmelsk stemme råbte: ”O Gudinde, kast ikke dette våben imod Sankhacuda. Så længe Haris amulet er på hans hals, og hans hustrus kyskhed ikke er brudt, kan kongen ikke dræbes, ikke engang af dit våben.” Kampen fortsatte imellem dem, men Kali kunne ikke slå ham ihjel på grund af hans velsignelser fra Herren Brahma. Til sidst vendte hun tilbage til Siva og fortalte, hvad der var sket.

Siva lo, og sammen med sine ledsagere gik han personligt ind i slaget. Krigen fortsatte et helt år, og himlene, jorden, bjergene, havene og floderne skælvede. Begge kastede de frygteligste våben imod hinanden, og begge skar den andens våben i stykker, før de kunne ramme. Et par gange blev Sankhacuda slået bevidstløs, men lige så hurtigt var han på benene igen uden det mindste anstrøg af træthed. Utallige af hans mænd blev dræbt af Siva, Durga og Karttikeya, men han selv var uanfægtet. Så greb Siva Haris trefork, men lige før han kunne kaste den, blev han standset af en usynlig stemme: ”O Siva, kast ikke treforken nu. Respekter velsignelserne, som Sankhacuda har.”

Siva svarede: ”Lad det være så.” I stedet bad han til Visnu om hjælp, og Visnu viste Sig for ham og lovede at hjælpe.

Forklædt som en gammel brahmana kom Visnu foran Sankhacuda og bad ham: ”O Danavaernes Konge, giv mig velgørenhed. Jeg er en fattig gammel brahmana. Lov mig at give mig, hvad jeg beder om.”

Sankhacuda svor, at han ville give, hvad end han blev bedt om, og Visnu bad om hans amulet. Sankhacuda gav med det samme den forklædte Visnu sin guddommelige amulet.

Herefter antog Visnu formen som Sankhacuda selv og viste Sig uden for Tulasidevis palads. Han skabte, hvad der lød som en sejrrig velkomst med trommer og råb af ”Sejr.” Tulasidevi vågnede og blev ekstatisk ved lyden. Hun kiggede ud igennem vinduet og så sin mand komme tilbage med alle tegn på sejr. Visnu i form af Sankhacuda kom ind på hendes værelse, hun bukkede sig ned for ham, og han omfavnede hende. Overvældet af lykke betragtede hun sin mand, som hun aldrig havde regnet med at se igen. Hun spurgte, hvordan slaget var gået.

Visnu forklædt som Sankhacuda forklarede, at efter at de fleste af soldaterne var blevet dræbt, og han havde kæmpet med Siva i et år, kom Brahma og fik dem til at indgå fred. På Brahmas ordre blev universets magt overgivet til halvguderne, og Sankhacuda kom derfor hjem. Efter at have forklaret dette lagde Visnu sig ned sammen med Tulasidevi på hendes seng.

Tilbage på slagmarken nærmede Sankhacuda sig på dette tidspunkt Siva uden våben. Siva greb sin flammende trefork, det mægtigste af alle våben, og kastede det imod Sankhacuda. Da dæmonen så våbnet komme imod sig, fattede han sig, smed sin rustning, satte sig i yoga-stilling og mediterede på Herren Krishnas lotusfødder med stor hengivenhed. Treforken knuste dæmonens hoved og brændte ham til aske. Af medfølelse kastede Siva dæmonens knogler i havet, hvor de blev til konkylierne, der altid regnes for hellige og bruges i al tilbedelse. Halvguderne vendte tilbage til deres planeter. I Goloka blev Sankhacuda, nu igen Sudama, fløjet til Srimati Radharani og Sri Krishna, der løftede ham op og af kærlighed omfavnede ham på Deres skød.

Tulasi forbander Visnu

I mellemtiden lå Tulasi på sengen med Visnu, der stadig var forklædt som Sankhacuda. Pludselig gik det op for hende, at det ikke var hendes mand, hun lå med. Hun rejste sig, veg tilbage og så på ham med rædsel og vantro. ”Hvem er du?” stammede hun.

Visnu antog Sin virkelige form. Tulasidevi besvimede, da hun så Herrens transcendentale form. Et par øjeblikke senere vågnede hun og sagde: ”O Herre, Du er som en sten! Du har ingen nåde! Du brød min kyskhed med Dit bedrag, og således har Du dræbt min mand. O Herre, Du er ubarmhjertig. Dit hjerte er som en sten. Derfor forbander jeg Dig til at blive en sten. De, der kalder Dig for hellig, tager fejl. Din hengivne havde intet forkert gjort, og alligevel slog du ham ihjel.”

Overvældet af sorg græd Tulasi højt og klagede sig igen og igen. Visnu, der er et hav af barmhjertighed, forsøgte at trøste hende. Han sagde: ”O ophøjede kvinde, du udførte askese i lang tid for at få Mig som din mand. Sankhacuda udførte også askese for at få dig som sin hustru. Han fik sit ønske opfyldt. Nu var tiden inde til, at du fik dit ønske opfyldt. Derfor gjorde jeg, som jeg gjorde. Fra nu af er du som Laksmi, lykkens gudinde, og din krop vil blive en berømt flod ved navn Gandaki. Dine hår vil blive forvandlet til hellige træer, og siden de kommer fra dig, vil de hedde tulasi-træer. Alle indbyggere i de tre verdener vil udføre tilbedelse med bladene og blomsterne fra dette træ.”

Herren Visnu fortsatte med at lovprise tulasi-planten såvel som Tulasidevi. Han sagde, at hun for altid vil være den herskende guddom over tulasi-planten på denne jord og på samme tid lege med Sri Krishna i Goloka. Hun vil også altid være sammen med Visnu i Vaikuntha ligesom Laksmi, lykkens gudinde.

Visnu fortsatte med at sige, at Han ville blive en sten og forblive tæt på bredden af Gandaki, hvor millioner af vajrakita-orm vil lave aftegninger på stenene dér som Hans repræsentation. Disse sten vil blive kendt som salagrama-silaer, hellige sten, der er direkte Deiteter og inkarnationer af Guddommens Højeste Personlighed og altid tæt forbundet med tulasi.

Da Herren Visnu holdt inde med Sin tale, forlod Tulasi sin fysiske krop, antog en åndelig form og gik direkte til Vaikuntha som en af Laksmierne samtidig med, at hun vendte tilbage til Goloka, Srimati Radharanis og Sri Krishnas verden.