Af Janardana Dasa

I vores vaisnava-tradition tilbeder vi Deiteter eller former (murti’er) af Gud. Ifølge Pancatrika-viddhi er der en måde at bede Herren om at træde ind i Deiteten. Vi kalder det installering.

Formålet med at installere Deiteten i templet er at lære at fiksere ens sind på Deiteten. Ved at komme i templet kan man lære at frigøre sindet fra materielle ting på den måde. Derfor hedder et tempel på sanskrit Mandir. Mandir er et sanskritord for et rum eller tempel, hvor sindet bliver roligt, og sjælen frit kan drage mod en åndelig forståelse og erkendelse.

Deiteten er derfor det helt centrale i templet, hvor tjeneste kan rettes mod Herren. På den måde kan en person, der er ny i Krishnabevidsthed, meget hurtigt lære den hengivne tjenestes kunst. En selvrealiseret hengiven kan tjene Herren alle steder, fordi han forstår Krishnas tilstedeværelse i alle situationer, men han påskønner specielt Herren i Hans Deitetsform i templet.

I nogle tilfælde har vi eksempler på, hvordan store hengivne har haft endda meget intime udvekslinger med Herren i Hans murti-form. En sådan hændelse fandt sted i Indien for mange år siden. I staten Orissa, ikke langt fra Jagannatha Puri, ligger templet Saksi-Gopala. Templet er bygget i Kalinga-arkitektur og mage til det kendte Jagannatha Puri-tempel, men mindre. Denne måde at bygge templer på er meget anvendt i Orissa. Ligesom i Jagannatha-templet er det heller ikke her tilladt for udlændinge at komme ind i templet, men fra indgangen er det muligt at få darsana af Gopala.

Gopala-murtien blev i sin tid lavet af Vajranabha, Krishnas oldesøn, for mere end 5.000 år siden og er blevet tilbedt siden da. Vajranabha har etableret tilbedelsen af mange kendte Krishna-Deiteter i Indien såsom Harideva i Govardhan By og Sri Nathji i Nathdwar.

Der er en smuk historie om, hvordan Gopala kom til Orissa fra Vrindavana. Engang for længe siden begav to brahmanaer, en gammel og en ung, sig på en pilgrimsrejse til Vrindavana. Det var en lang tur for de to pilgrimme, for det var inden jernbanernes og bilernes tid. Dengang ville rejser ske til fods. Et hurtigt kig på et kort afslører, at der er mere end 1.400 kilometer fra Vrindavana til, hvor Gopala står i dag. Den unge brahmana var meget dedikeret og assisterede den ældre på den lange gåtur. Da de ankom til Vrindavana, sagde den ældre brahmana til ham:

”Min kære dreng, du har ydet mig så megen tjeneste, at jeg gerne vil belønne dig.”

”Min kære herre,” svarede den unge brahmana, ”du er en gammel mand ligesom min far. Det har været min pligt at tjene dig. Jeg kræver ingen belønning.”

”Nej, jeg er forpligtet over for dig, og jeg skal belønne dig,” insisterede den gamle mand. Han lovede så at give sin unge datter til den unge brahmana i ægteskab.

Den gamle mand var en meget rig mand, men skønt en lærd brahmana var den unge brahmana af trange kår. Dette taget i betragtning sagde den unge brahmana: ”Lov ikke dette, for det vil din familie ikke kunne acceptere. Jeg er sådan en fattig mand, og du er aristokratisk, så dette ægteskab vil ikke finde sted. Tag ikke dette løfte foran Deiteten.”

Samtalen fandt sted i templet i Vrindavana foran Gopala. På trods af den unge brahmanas bønfalden insisterede den gamle mand på ægteskabet. Efter at have opholdt sig i Vrindavana i nogen tid, vendte de endelig hjem, og den gamle mand fortalte da sin ældste søn, at han havde lovet, at hans lillesøster skulle giftes med den fattige brahmana. Den ældste søn blev meget vred: ”Hvordan kunne du vælge denne fattige brahmana som din datters ægtemand?”

Den gamle mands kone kom også til ham og sagde: ”Hvis du gifter vores datter med den dreng, begår jeg selvmord.” Den gamle mand blev således bekymret.

Efter nogen tid blev den unge brahmana utålmodig efter ikke at have hørt mere om sit forestående ægteskab: ”Han har lovet at gifte mig med sin datter, og det løfte gav han over for Deiteten. Det virker, som om han ikke vil holde sit løfte.” Han gik så hen til den gamle mand for at minde ham om hans løfte.

”Du lovede det foran Herren Krishna,” sagde den unge brahmana. ”Er det din hensigt at bryde dit løfte?”

Den gamle mand tav. Han begyndte at bede til Krishna, for han var ude af stand til at træffe en beslutning. Han ønskede ikke at skabe store problemer i sin familie. I mellemtiden kom den ældste søn ud og begyndte at anklage den unge brahmana: ”Du plyndrede min far på pilgrimsstedet. Du bedøvede ham og tog alle hans penge, og nu siger du, at han har lovet dig min søster. Din slyngel!”

På grund af den højrøstede udveksling begyndte folk at samles. Den unge brahmana kunne forstå, at den gamle brahmanas familie gjorde det svært for ham. Den ældste søn, der var ateist, brød pludselig ind og sagde: ”Du siger, at Herren vidnede. Hvis murtien kommer hertil som vidne på dette løfte fra min far, kan du få min søster i ægteskab.” Som den ateist han var, var han nemlig helt overbevist om, at Gopala blot var en statue og bestemt ikke kunne bevæge Sig i det hele taget.

Den unge brahmana svarede: ”Jeg vil drage til Vrindavana og bede Krishna om at komme som vidne.” Han var nemlig ganske overbevist om, at Gopala ville komme. Derefter indvilgede alle i, at parret skulle giftes, hvis Gopala kom fra Vrindavana som vidne.

Derefter vendte den unge brahmana tilbage til Vrindavana, hvor han begyndte at bede: ”Kære Gopala, Du må komme med mig for at bevise min påstand.” Den yngre brahmana var alt i alt en stor hengiven af Herren og talte direkte til Krishna, ligesom vi andre taler med en ven. Han vidste, at Gopala ikke blot var en statue, og anså ham for at være Gud selv. Pludselig talte Deiteten til ham:

”Hvorfor tror du, Jeg kan gå? Jeg er en statue. Jeg kan ikke bevæge mig endsige gå nogen steder.”

”Hvis Du er en statue, hvordan kan Du da tale?” svarede den unge brahmana. ”Du er den Højeste Herre, og Du taler til mig, så Du kan også gå.”

”Okay da,” sagde Gopala. ”Jeg tager med dig på én betingelse. Under ingen omstændigheder må du på noget tidspunkt se dig tilbage. Jeg vil følge dig, og du kan høre, at Jeg følger med på lyden fra mine ankelsmykker.”

Derefter drog den unge brahmana af sted fra Vrindavana på den lange tur med Gopala efter sig. Ved rejsens ende netop, som de skulle til at gå ind i landsbyen, kunne den unge mand ikke længere høre lyden af Gopalas ankelsmykker. Ude af stand til at holde sig i skindet længere vendte han sig rundt og så, at Deiteten af Krishna stod ganske stille. Fordi han nu havde set sig tilbage, bevægede Krishna sig ikke længere. Derefter løb den unge brahmana straks ind i byen og bad folk komme ud og se Krishna, der var kommet som vidne. Alle var forbløffede over, at Gopala var kommet fra en sådan afstand.

Den unge brahmana blev gift med den ældre brahmanas yngste datter. Hvor Gopala stod, blev der bygget et tempel, hvor Saksi-Gopala kunne tilbedes. Den dag i dag findes templet stadig. Når man kommer til Jagannatha Puri med tog vestfra, passerer man en togstation ved samme navn, Saksi-Gopala. Templet ligger ikke langt herfra.