Jai Singh var en konge, der var en stor hengiven af Herren. Under Jai Singhs regeringstid erobrede mogulerne Indien. Et efter et angreb de landets små kongeriger. Samtidig var der mange andre konflikter.
Det var en tid af krig og ustabilitet. Jai Singhs kongerige var meget velstående. Kongen fra nabolandet var misundelig på Jai Singhs velstand og forsøgte igen og igen at erobre hans kongerige. Men når som helst han stødte sammen med Jai Singhs hær, var den uovervindelig. Mogulerne forsøgte også mange gange at besejre Jai Singh, og heller ikke dem lykkedes det for. På denne måde levede Jai Singh, der altid personligt ledte sin hær i krig, op til sit navn, ”sejr til løven”.
En dag tænkte nabolandets konge ved sig selv: ”Hvis jeg ikke kan besejre ham på ærlige måder, må jeg gribe til uærlige metoder.” Derfor sendte han sine spioner ud for at lære Jai Singhs vaner at kende. Spionerne kom hurtigt tilbage med denne besked: Hver morgen tilbad Jai Singh personligt sin Deitet, Sri Radha-Raman. Han begyndte sin tilbedelse præcist klokken otte om morgenen og sluttede klokken 9. Ingen havde lov til at forstyrre ham i dette tidsrum. Derfor besluttede nabokongen sig for at angribe på dette tidspunkt. Således indledte han en morgen sit overraskelsesangreb præcist et minut over otte.
Jai Singh stod foran Radha-Raman. Han bad: ”Min Herre, jeg har aflagt et løfte om at tilbede Dig. Jeg kan ikke gå ud nu og forsvare mit folk.” Der blev banket voldsomt på døren. Statsministerens stemme lød: ”Konge, du er nødt til at lede din hær! Jeg kommer med en kvalificeret præst, der kan overtage tilbedelsen.” Jai Singh svarede: ”Ja, men du ved, at jeg har aflagt dette løfte til Radha-Raman, at jeg altid vil tilbede Ham personligt.” ”Vi er færdige,” udbrød den bestyrtede minister, der gik ind til kongens mor for at få hjælp. Hun kom ind til Jai Singh og sagde til ham: ”Min søn, hvad tror du, at Herren sætter mest pris på – at du beskytter Hans hengivne eller giver Ham en dhoti på? Som din mor befaler jeg dig – led din hær!” Jai Singh svarede: ”Nej mor, jeg har givet Radha-Raman et løfte.” Hans mor sagde: ”Er dette alt, du kan sige til din mor? Vores soldater vil blive slagtet. Kvinderne vil blive krænket, og alle borgerne vil blive gjort til slaver.” ”Jeg kan ikke bryde mit løfte,” var Jai Singhs sidste ord. Moderen sagde: ”Lad det være sådan, men så vil vi kvinder i paladset alle brænde vores kroppe til aske, så fjenden ikke vil lægge sine hænder på os!” Kongen bad: ”Min kære Herre, beskyt mig. Beskyt mit folk. Min Herre, jeg sagde nej til min mor, for jeg ville være tro over for mit løfte til dig. Nu er Du den eneste, der kan redde os.”
I selvsamme øjeblik skete der noget helt fantastisk. Jai Singh havde en krigshest, der var særdeles stærk og næsten lige så stor som en elefant. Jai Singh var den eneste, der kunne ride den. Pludselig så tjenerne i kongens hestestald en kriger løbe ind i stalden med stor fart og kraft. Han var iklædt kongens rustning med hovedet tildækket og råbte: ”Gør hesten klar!!” Krigeren havde sværd i begge hænder og begyndte straks at hugge sin vej igennem fjendens hær. Imidlertid blev alle, der konfronterede krigeren, helt lyksalige, selv når de blev fældet af hans sværd. Jai Singhs soldater udbrød entusiastiske igen og igen: ”Jai Singh ki jay! Al ære til Jai Singh!”
Alt imens sad Jai Singh foran Radha-Raman og fortsatte med sine bønner om beskyttelse, mens han påklædte Deiteten. Da han ville give Herren øreringe på, så han, at der kun var én, selv om han var sikker på, at han havde haft to. På det tidspunkt var fjendens hær blevet slået. Snart derefter kom statsministeren ind til Jai Singh i templet og begyndte at prise ham for hans egenhændige kamp i slaget. ”Jeg kæmpede slet ikke,” svarede den overraskede Jai Singh. ”Jeg var i gang med min puja her.” Da ministeren til sidst tog ham med hen til krigshesten for at vise ham, hvor udmattet den var fra kampen, forstod Jai Singh, at Radha-Raman havde kæmpet kampen. Senere fandt Jai Singh Radha-Ramans manglende ørering på slagmarken og byggede et tempel på det sted. Øreringen tilbedes stadig der i dag.
Det er kraften i bøn. Kongen bad oprigtigt om Herrens beskyttelse, og Herren sørgede for det hele.