– Af Visakha Devi Dasi –
Denne artikel blev først bragt i Back to Godhead, september 1982. Forkortet af redaktionen.
Ernæringseksperter modsiger tit hinanden. ”Komælk er ikke egnet til menneskelig indtagelse…” ”Som en daglig regel bør voksne drikke to eller flere glas frisk mælk.” ”Mættede fedtsyrer er ikke nødvendige i kosten.” ”En fornuftig fedtindtagelse afbalancerer mættet og umættet fedt… ” ”Vitaminer og mineraler i naturlige fødeemner er meget mere tilgængelige end dem fra andre kilder.” ”Kroppen kan på ingen måde skelne mellem vitaminer fra en plante eller et dyr og de samme vitaminer fra et laboratorium.” På den måde fortsætter det.
Men for de fleste spiller det ingen rolle, siden de under alle omstændigheder kun har en vag og tilfældig interesse i den ernæringsmæssige værdi i maden, de spiser. Normalt spiser de det, de kan lide, det, de altid har spist, og det, der er til at få uden for meget besvær. Hvis de ellers i det store hele er sunde, bekymrer de sig ikke mere om det.
Så er der nogle få, der bekymrer sig meget om pesticider og kemiske tilsætningsmidler, om høje kalorietal og kolesteroltal og om en madindustri, der styrer efter stor fortjeneste snarere end sundhed og ernæring.
Herren Krishnas hengivne skiller sig ud fra begge grupper. Srila Prabhupada skrev engang i et brev: ”Hvem fortæller dig, hvad der er sundt, og hvad der ikke er sundt? Hvad er din autoritet? I virkeligheden er dette ”sunde” og ”usunde” en materiel betragtning. Vi er blot interesserede i det, som Krishna vil have. Så vi tilbyder Ham det, Han ønsker at spise. Og Han beder om mad, der er tilberedt af korn, mælk og mælkeprodukter, grønsager og frugt.” En ikke-hengiven spiser, hvad han finder sundt eller velsmagende. Men det, der smager godt for den ene, er uappetitligt for den anden, og det, der er sundt for den ene, er gift for en anden.
En hengiven svæver ikke på denne måde på det sanselige og mentale plan. Han spiser kun det, der er blevet ofret til Krishna, og han tilbyder kun Krishna det, som Krishna kan lide. Og ved Herrens arrangement udgør de hovednæringsmidler, som Han kan lide, en perfekt nærende og afbalanceret kost. For eksempel kan en hengiven på en normal dag spise en morgenmad med frugt, varm mælk eller tykmælk, havregrød, lidt ingefærrod og nogle kikærter. Til frokost: ris, dal (linsesuppe), chapatier og grønsager. Og om aftenen: frugt, varm mælk og et eller andet let. Hvis man analyserer denne kost, finder man, at den har alle de proteiner, kulhydrater, vitaminer, fibre, fedt og mineraler, der kræves til et godt helbred. Der er nok kalorier til at holde vægten, men ikke til at blive overvægtig. Den er lav i både kolesterol, sukker og salt. Den er økonomisk, velsmagende og varieret. Kort sagt er en hengivens daglige kost ideel ifølge moderne ernæringsstandarder, økonomi og kulinarisk sans. Og fordi maden er blevet udtænkt af den idelle person, Herren Krishna, og ofret til Ham, hjælper den os også til at avancere åndeligt.
En hengiven ofrer ikke Krishna mad, der er lavet af nogen, der er materielt motiveret eller gør det for pengenes skyld. Den rigtige ånd at lave mad til Krishna i er med taknemmelighed og kærlighed: ”Min Herre har så venligt givet disse ingredienser, så lad mig sætte dem sammen og tillave dem på en måde, så Han vil være tilfreds.” På denne måde reddes den hengivne så let som ingenting fra de sundhedsfarer og tomme kalorier, der ledsager tillavet, forkogt junkfood.
Her følger nogle gode raita-opskrifter fra Yamuna Devi.
Hakket spinat i tykmælk
(palak raita)
Tilberedelsestid: 20 minutter
- 5-6 portioner
- 375 g frisk spinat
- 4 dl tykmælk/ymer/yoghurt (erstat evt. ½ dl med fløde)
- 1 tsk. spidskommenfrø
- 1/8 tsk. sorte spidskommenfrø (også kaldet himali jira) hvis tilgængelig
- 1 tsk. salt
- 1/3 tsk. friskkværnet sort peber
Vask spinaten og fjern eventuelle tykke stilke. Damp bladene i en metalsigte i ti-tolv minutter. Afkøl dem lidt, pres vandet ud og hak dem fint.
Varm spidskommenfrøene og de sorte spidskommenfrø på en tør, svær jernpande over lav varme. Kør gryden rundt og rist frøene i fem minutter, eller indtil de er let brunede. Stød dem herefter til et groft pulver. Tilsæt salt og peber.
Pisk tykmælken i en mellemstor skål, indtil den er cremet. Tilsæt alle ingredienserne og bland dem godt, før retten ofres til Krishna.
Skivede bananer i cremet tykmælk
(kela raita)
Med en snert af skarphed fra frisk chili og lidt sødt fra modne bananer er denne raita en spændende blanding af konsistens, farver og smag.
Tilberedelsestid: 10 minutter
- 4-5 portioner
- 3 dl tykmælk/yoghurt
- ¾ tsk. salt
- 2 små faste, modne bananer skåret i skiver på 0,3 cm
- 1½ spsk. ghee eller vegetabilsk olie
- ¼ til 1 lille grøn chili uden frø, skåret i papirtynde strimler
- 1 tsk. sorte sennepsfrø
- 2 spsk. finthakkede mynteblade
Pisk tykmælk, salt og de finthakkede mynteblade i en lille skål og rør forsigtigt bananskiverne i.
Varm ghee’en/olien i en lille gryde over mediumvarme, indtil den er varm. Tilsæt sennepsfrøene. Når de popper og knitrer, tages gryden af varmen. Kast de grønne chilistrimler i, sving gryden rundt og kom derefter blandingen i tykmælken. Rør godt rundt og dæk over.
Raitaen afkøles i køleskab i mindst en time, for den ofres til Krishna.
Gulerødder, cashewnødder og dadler i tykmælk
(gajar-kaju raita)
Denne farverige og naturligt søde raita er sund og dejlig, når der er brug for noget svalt. Juster mængden af sødemiddel efter tykmælken eller yoghurtens surhed.
Tilberedelsestid: 10 minutter
- 5-6 portioner
- 2 mellemstore søde gulerødder, skrabet og revet
- 5 afstenede dadler, skåret i tynde runde stykker
- ½ dl hakkede cashewnødder, tørristede eller stegte
- 1/8 tsk. friskmalet muskatnød
- 2 spsk. honning
- 3 dl tykmælk/yoghurt
Fjern al overskydende saft fra de revne gulerødder ved at presse dem imellem hænderne.
Bland alle ingredienserne i en skål. Afkøl raitaen i køleskab, før den ofres til Krishna.