– af Visakha Devi Dasi –

Madlavning til Krishna bliver til en nydelse i stedet for noget, der skal overstås.

Imens jeg gik på opdagelse i køkkensektionen i en af Philadelphias største boghandler, faldt jeg over et forbløffende afsnit i introduktionen til en populær vegetarkogebog:

”Det var aldrig faldet mig ind, at der kunne være nogen direkte forbindelse mellem køkkenarbejde og meditation, indtil vores lærer en aften læste nogle vers fra Bhagavad-gita, hvor Herren Krishna fortæller Sin discipel: ”Hvis man med kærlighed og hengivenhed tilbyder Mig et blad, en frugt, en blomst eller noget vand, tager Jeg imod disse. Alt, som du gør, såvel som alt, du spiser, bør ofres til Mig. Således vil du blive frigjort for alle reaktioner på gode og onde gerninger, og du vil blive befriet og komme til Mig.””

”Vores lærer talte hele aftenen om, hvordan arbejde uden vinding i virkeligheden er en form for bøn,” fortsatte bogen. ”Selv den mindste opgave kan ses som et offer til Herren, og når den ses på den måde, følger det, at den gøres på den bedst mulige måde med største omhu og opmærksomhed. Set i det lys bliver hver handling potentielt en handling i kærlighed – et kunstværk… ”

Jeg fandt sikkert denne passage forbløffende, for efter mange år havde den samme bog – Bhagavad-gita – ført mig til en tilsvarende forståelse af ”kedeligt” køkkenarbejde. Min mor lavede mad til min far, min bror og mig, fordi hun mente, at det var hendes pligt. Hun så på køkkenarbejde som et slavearbejde (hun anvendte den dengang populære kogebog I Hate to Cook Book), så hun opmuntrede aldrig mig til at lave mad, men til at gøre ting, der var mere ”kreative” og ”tilfredsstillende”. Jeg overlevede universitetet på cafeteriemad og mellemmåltider. Det lykkedes mig altså at undgå at lave mad i mit livs første 27 år. Det var ikke, før jeg havde været en hengiven af Krishna i seks år, at jeg for første gang gik ind i et køkken som kok.

Her gik det gradvist op for mig, at min indstilling over for madlavning var en kombination af Madison Avenues reklamegas, kvindernes frigørelsesbevægelse og en dyb mangel på Gudsbevidsthed. Reklamerne fortæller, at selv om det er en stor fornøjelse at spise et måltid, hvor familien samles, og vi oplever intimitet med dem, vi holder af, er selve det at lave maden en plage. Når det kommer til stykket, ved alle, at vi har meget vigtigere ting at gøre, så naturligvis skal måltider være så hurtige og lette som muligt at sætte sammen. Hvordan kan en kvinde i det tyvende århundrede blot stå og skære et blomkål, når der er krise i Mellemøsten og millioner af sultne mennesker, og landets økonomi er i laser? Og hvad med min underudviklede kreativitetssans, det fantastiske udsalg i butikken kun 25 kilometer herfra og sidste søndagsavis, der endnu ikke er blevet læst? Under alle omstændigheder er jeg efter en travl dag alt for træt til at lave mad. Fabrikanterne har derfor i deres venlighed fremstillet en bred vifte af maskiner, der kan spare tid og arbejde og tilberede mad af enhver beskrivelse.

Imens jeg langsomt forsøgte at fatte principperne i vedisk madlavning, gik mit sind somme tider tilbage til en forelæsning, som jeg havde hørt Srila Prabhupada give over Bhagavad-gita til en menneskemængde på 20.000 i New Delhi. Han havde talt med eftertryk, imens han lænede sig frem i sit sæde og hævede og sænkede stemmen, da han stillede og besvarede sine egne spørgsmål:

”Forretningsmanden siger: ’Jeg har min pligt.’ Den studerende siger: ’Jeg har min pligt.’ Husmoderen siger: ’Jeg har min pligt.’ ’Men hvad er din pligt, min gode mand, min gode kvinde?’ Aha, det ved de ikke. De tænker på deres pligt til deres chef, deres lærer, deres familie. Men disse er midlertidige pligter. De kommer og går med kroppen. Vores virkelige pligt er at lære at elske Gud, at gøre den kærlighed fuldkommen og vende hjem, tilbage til Guddommen ved afslutningen på dette liv. Det ved de ikke.”

Jeg lærte at lave mad fra den dygtige hengivne kok Yamuna Devi Dasi. Hun kastede et nyt lys på den kultur, jeg havde set i de få år, jeg boede i Indien. Der bruger folk timer på at sortere og male dal, ælte, rulle og lave ugærede brød, rengøre krydderier og tørre urter. Der har de ingen betænkeligheder ved at bruge halvanden time på at nedkoge en gryde mælk for at lave mælkekonfekter, og de holder sig ikke tilbage fra at give sig i kast med en kompliceret ret, som det vil tage en stor del af formiddagen at blive færdig med. For en hengiven er madlavning ikke noget, der skal overstås, så jeg kan komme i gang med det, der virkelig er vigtigt. Madlavning er en måde at glæde Krishna på. Det er et mål i sig selv.

For den, der ikke er en hengiven, ligger glæden i resultatet – at spise og at kræse om andres sanser. Madlavning er noget, man gør for at få resultatet. Men for en hengiven er målet (at acceptere prasada, mad, der er blevet ofret til Krishna), begyndelsen (tillavningen) og aktiviteten ind imellem (ofringen til Krishna) lige nydelsesværdige, for de er alle hengiven tjeneste til Krishna.

Med denne indstilling har den Krishna-bevidste kok i sit køkken lige så meget en plads i åndeligt liv, som den Krishna-bevidste foredragsholder har det på sit sæde, den Krishna-bevidste dommer på sin bænk, den Krishna-bevidste kontordame, den Krishna-bevidste forfatter og den Krishna-bevidste forretningsmand. Jeg sluttede derfor, at hvis jeg bliver kvalificeret til at vende tilbage til Guddommen gennem dette køkkenarbejde, hvorfor skulle jeg da have så travlt med at komme ud af køkkenet for at gøre noget andet?

Selvfølgelig er det ikke nødvendigt at grave sin blender ned i jorden og stå fra solopgang til solnedgang ved komfuret. Alt, vi behøver, er en ændring af fokuset for vores madlavning, så vi samler de ingredienser, Krishna vil acceptere (ingen kød, fisk eller æg), husker på Ham, mens vi laver mad, ofrer retterne til Ham med kærlighed og hengivenhed og nyder prasadaen til vores fulde tilfredsstillelse. Det ser måske ikke ud af meget, men virkningen er forbløffende, som den vegetariske kogebog, jeg læste, bekræftede det i næste afsnit: ”Du klasker ikke bare et måltid sammen. Du laver mad til Gud.”

Creme de la Creme (rabri)

Denne cremede, fugtige mælkedessert serveres altid afkølet. Uanset om den indtages alene eller blandes med skårne frugter såsom mangoer, papayaer eller bananer, serveres den i individuelle flade skåle eller kopper. Den kan nippes eller spises med en ske.

Tilberedelsestid: 1½ time

4-5 portioner

1 l frisk sødmælk

3-4 spsk. sukker eller honning

¼ tsk. hele kardemommefrø, let knuste

3-4 dråber kewra-essens eller 1 spsk. rosenvand, hvis det kan fås

1½ spsk. blancherede rå mandler i papirstynde splitter til pynt

Udstyr:

25-35 cm stor karhai eller wok (en skålformet pande)

1 stor trægrydeske

1 ekstra trægrydeske

20-25 cm stykke svært pap til at vifte med

Hæld mælken op i en ren skålformet pande og anbring den over kraftig varme. Bring mælken i fuld kog under konstant omrøring. Kog voldsomt i fem minutter.

Skru varmen ned til medium og lad mælken koge let uden omrøring. Imens du vifter mælkens overflade med pappet i den venstre hånd, fører du en træske hen over overfladen for at samle det ”skind” af fløde, der dannes fra tid til anden. Træk skindet op på pandens side (over mælkens overflade) og anbring dette skind rundt på pandens øverste kanter. Rør af og til i bunden af gryden for at forhindre mælken i at brænde fast. Som mælken kondenserer, røres der oftere. Fortsæt med at vifte og samle flødeskindet, indtil der kun er en fjerdedel af mælken tilbage. Tilsæt sødemiddel og kardemommefrø og lad mælken småkoge i 4-5 minutter mere.

Tag panden af varmen, afkøl den og skrab alle lagene af fløde på siderne ned i panden i den sødede mælk. Bland grundigt. Afkøl blandingen til stuetemperatur, rør essenserne i og stil den i køleskab. Før retten ofres til Krishna, pyntes portionerne med mandelsplitter og eventuelt hakkede pistacienødder.