– Af Visakha Devi Dasi –
Denne artikel bragtes første gang i Back to Godhead, oktober 1982.
Som de fleste i Vesten voksede jeg op som kødspiser. Efter at have brydedes med den Krishna-bevidste filosofi i omkring et år accepterede jeg den omsider, og med den fulgte Krishna-prasada, vegetarisk mad, der er blevet ofret til Herren. For mig var prasada en dejlig del af hele den Krishna-bevidste kultur. Jeg satte aldrig spørgsmålstegn ved den eller granskede dens værdi. Jeg nød den simpelthen sammen med sangen, dansen og filosofien og samværet med Herrens hengivne. Men i det sidste år har jeg undersøgt dette køkken fra andre vinkler, og jeg har fundet ud af, at ligesom alt andet, der er direkte relateret til den Højeste Herre, er det uden fejl. Jeg er overbevist om, at der ikke er nogen bedre måde at spise på, uanset om det er for sundhed, ernæring, smag, variation eller åndeligt fremskridt.
Tænk for eksempel over, at den typiske vediske frokost er dagens hovedmåltid. ”Aftensmaden har altid været mit hovedmåltid,” indvender du. Jamen, lyt til Laurel Robertson, medforfatter til bestselleren Laurel’s Kitchen: ”Mad er brændstof for dagens aktiviteter, så det giver ingen mening at spise dit største måltid om aftenen, når alt ligger bag dig… Aftensmad bør ikke være tung.”(1)
Den typiske vediske frokost består af chapatier (ugærede fuldkornsbrød), ris, dal (bønnesuppe), kogte grønsager og salat. ”Den bedste sundhedsgaranti ser ud til at være en velvalgt, afvekslende vegetarisk kost og et liv uden junkfood,” skriver Vie Sussman, forfatter til The Vegetarian Alternative.(2) De, der forbinder vegetarer med sammenfaldne, slappe og sløve originaler, skal vide, at Dr. Irving Fisher fra Yale University fandt ud af, at vegetarer klarede sig bedre end kødspisere i en serie af udholdenhedsprøver.
At kombinere forskellige grønsager med ris, fuldkornsbrød og bønner har store ernæringsmæssige fordele. Når de spises hver for sig, giver hvert af disse fødeemner en vis mængde protein, men når man kombinerer dem i ét måltid, er den totale mængde protein, som kroppen får, større end summen af delene. Sådanne kombinationer kan forøge proteinen med så meget som 50 procent!
Her er en anden måde, hvorpå den vediske måde at spise på giver ernæringsmæssig mening. Til en traditionel vedisk frokost ligger der en skive citron på hver tallerken. Hvorfor? Jeg troede altid, at citronen var der for den smagsafveksling, som citronsaft giver til forskellige retter. Men ifølge Gary Null, forfatter af The New Vegetarian, har citronsaft også en anden funktion: ”Din krop har svært ved at optage jern. Ascorbinsyre (vitamin C) forøger denne optagelse.”(3) Der er gode jernkilder i vores frokost – bønnesuppen, fuldkornshvedebrødet, risen og nogle af grønsagerne – og citronsaften, der er rig på C-vitamin, hjælper kroppen med at optage det.
Sidste sommer fik min overbevisning endnu mere vægt, da et panel af kosteksperter fra National Academy of Sciences udsendte en liste med anbefalinger. Efter til fulde at have undersøgt sammenhængen mellem ernæring og kræft rådede eksperterne folk til at spise mindre fedt og flere grønsager, frugter og fuldkorn. I særdeleshed opfordrede de os til at spise frugter og grønsager, der er rige på C-vitamin og betakaroten – med andre ord citrusfrugter, tomater, peberfrugter, gulerødder, spinat og lignende. Disse indgår som hovedbestanddele i Krishnas køkken.
I sidste ende er min tro på Krishnas køkken selvfølgelig en del af min tro på Krishna. Vi kan justere vores kost på mange måder for at blive sundere, stærkere eller slankere eller blot nyde livet. Men hvis vi blot ofrer det til Krishna, som Han kan lide, og derefter spiser det, får vi alle disse fordele og mere til. Hvorfor? Fordi der intet mangler i Krishnas kostpræferencer. De er lige så perfekte og fuldstændige, som Han selv er det.
Folk fra Vesten tvivler ofte på sundhedsværdien af Krishna-prasada eller sandheden i den vediske visdom generelt. Som svar gav Srila Prabhupada, min åndelige mester, ofte dette eksempel: selv om vi almindeligvis anser ekskrementer af enhver slags som forurenende, hævder Vedaerne, at komøg er rent – så rent, at når man smører det på et snavset sted, bliver stedet desinficeret. Derfor har simple indiske landsbyfolk i århundreder rengjort deres hjem med komøg (til vesterlændingenes store skræk og rædsel). Og for nylig har en prominent videnskabsmand og læge i Calcutta analyseret komøg og konstateret, at det ganske rigtigt har antiseptiske egenskaber.
På samme måde har Krishnas hengivne spist Hans prasada i århundreder, men kun for nylig har ernæringsforskere og læger opdaget dens ernæringsmæssige fordele. På trods af alle deres eksperimenter, analyser og undersøgelser har de dog endnu ikke opdaget de åndelige fordele ved at spise prasada. Men hvorfor vente på dem? Hver især kan vi erfare de fordele for os selv blot ved at lave og ofre vores vegetariske mad til Herren Krishna for at glæde Ham.
Srila Prabhupadas dybstegte blomkål og kartofler i creme fraiche
(Sukhe-gobi alu)
Tilberedningstid: 40 minutter
Iblødsætningstid for kartoflerne: mindst en halv time
- 6 til 8 portioner
- 8 dl ghee eller vegetabilsk olie
- 1 mellemstort blomkål
- 2 store, modne bagekartofler, lagt i blød i mindst en halv time
- 1-1¼ tsk. salt
- ¼ tsk. friskkværnet sort peber
- ½ tsk. gurkemejepulver
- 2½ dl let fløde, pisket yoghurt naturel eller pisket creme fraiche ved stuetemperatur
- 1 spsk. hakket frisk persille eller friske korianderblade
- 1. Forvarm ovnen til 120°C.
2. Vask og beskær blomkålet og skær det derefter i 4 cm lange og en halv cm tykke buketter. Skyl og tør blomkålsbuketterne. Skær kartoflerne i skiver på 1/3 centimeters tykkelse.
3. Dybsteg blomkålen og kartoflerne på en af to måder:
Opvarm ghee’en eller olien over mediumvarme til 180° (brug et stegetermometer). Opdel blomkålene i to portioner og steg hver portion, indtil buketterne er sprøde, møre og gyldenbrune. Tag dem op med en hulske og tør dem på absorberende køkkenpapir. Stil dem ind i ovnen, så de holder sig varme.
Steg blomkålene som instrueret ovenfor og dobbelsteg (soufflér) kartoflerne. Der er brug for virkelig modne bagekartofler med en melet struktur og et højt indhold af stivelse. Kartoflerne skal være skåret i lige store skiver på 1/3 centimeters tykkelse og derefter skyllet og iblødsat i mindst en halv time i flere hold isvand. Steg i små portioner, en håndfuld ad gangen, ved 135° til 150° i 4 minutter. Afdryp dem i mindst fem minutter. Ved den anden stegning dybsteges de i 1–2 minutter ved 190°–200°, eller indtil kartoffelskiverne blæser op og bliver brune. Selv om det er lidt indviklet, giver sufflerede kartofler virkelig et flot blikfang, og selv dem, der mislykkes, kan bruges.
3. Kombiner de stegte, varme grønsager i en skål, drys salt, peber og gurkemeje over dem og rør forsigtigt rundt for at dække grønsagerne jævnt med krydderierne. Lige før retten ofres til Krishna, foldes fløden, yoghurten eller creme fraichen i, og der pyntes med de friskhakkede urter.
Obs: Creme fraiche giver grønsagerne et glinsende smagsovertræk, men hvis man lader retten stå, tørrer sovsen ind, og kartoflerne bliver vandede og bløde. Derfor bør denne ret ofres til Krishna så frisktillavet som muligt.
Fodnoter:
Laurel Robertson, Carol Flinders og Bronwen Godfrey, Laurel’s Kitchen (New York: Bantam Books, 1981), ss. 108, 150.
Vie Sussman, The Vegetarian Alternative (Emmaus, Pa.: Rodale Press, 1978), s. 124.
Gary Null, The New Vegetarian (New York: William Morrow and Co., 1978), s. 317.