Dette er fjerde del af en tale fra Conway Hall i London i 1969, hvor Srila Prabhupada fortæller, hvordan Herren Caitanya Mahaprabhu for omkring 500 år siden forudsagde, at Hare Krishna-mantraet ville blive hørt i hver eneste by og landsby verden over. Hans tale udgør også et kapitel i bogen Science of Self Realization. De første tre dele bragtes i de tre forrige numre.
Så denne hari-kirtana proces er meget enkel: Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare. Der er faktisk kun tre ord: Hare, Krishna og Rama. Men de er så dejligt sat sammen til at blive reciteret, at alle kan bruge mantraet og synge Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare. Siden vi begyndte denne bevægelse i de vestlige lande, er europæere, amerikanere, afrikanere, egyptere og japanere alle begyndt at synge Hare Krishna. Der er intet problem. De vil rigtig gerne gøre det, og de får resultaterne deraf. Hvad er problemet? Vi giver denne recitation helt gratis, og den er meget enkel og ligefrem. Bare ved at sige Hare Krishna kan man opnå selvrealisering og Gudsrealisering, og når der er Gudsrealisering, er naturrealisering også inkluderet. Hvis man for eksempel lærer en, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni og nul, har man lært alt om matematik, for matematik betyder ganske enkelt bare at flytte rundt på disse ti tal. Det er alt. Hvis man på samme måde bare studerer Krishna, vil al ens viden være perfekt. Og Krishna forstås nemt ved ganske enkelt at synge dette mantra, Hare Krishna. Så hvorfor ikke tage imod tilbuddet?
Tag imod denne mulighed, der tilbydes vores menneskesamfund. Den er meget gammel og videnskabelig. Den er ikke bare som en opfindelse, der kun vil holde i tre eller fire år. Nej, for i Bhagavad-gita siger Krishna Selv: “Denne filosofi er uudtømmelig og uforgængelig. Den går aldrig tabt eller forsvinder.” Den er måske skjult for en tid, men den forsvinder aldrig. Derfor kaldes den avyayam. Vyaya betyder “udtømmelig”. For eksempel kan man have 100 kroner, og hvis de en efter en bliver brugt, vil der i morgen ikke være nogen tilbage. Det er vyaya, udtømmelig. Men Krishnabevidsthed er ikke sådan. Hvis man kultiverer denne viden om Krishnabevidsthed, vil den vokse. Det bliver lovet af Herren Caitanya Mahaprabhu. Anandambudhi-vardhanam. Ananda betyder ”nydelse” eller ”transcendental glæde”, og ambudhi betyder “hav”. I den materielle verden kan vi se, at havet ikke stiger. Men hvis man kultiverer Krishnabevidsthed, vil den transcendentale glæde bare vokse. Anandambudhi-vardhanam. Og jeg vil altid minde alle om, at processen er meget enkel. Alle kan sige Hare Krishna hvor som helst uden blive beskattet eller miste noget, og gevinsten er meget stor.
Sri Caitanya Mahaprabhu har forklaret denne kirtana-bevægelse i Sin Siksastaka. Siksa betyder “instruktion”, og astaka betyder “otte”. Han har givet os otte vers, der kan hjælpe os til at forstå denne Krishnabevidsthedsbevægelse. Lad mig forklare den første af disse instruktioner. Herren siger, ceto-darpana-marjanam. Man bør rense hjertet. Det har jeg forklaret flere gange, men det bliver ikke ensformigt af den grund. Det er ligesom at synge Hare Krishna. Det bliver ikke kedeligt. Vores elever kan sige Hare Krishna-mantraet døgnet rundt, og de bliver aldrig trætte. De vil fortsætte med at danse og synge, og alle kan prøve det. Fordi det ikke er materielt, vil man aldrig blive træt af at synge Hare Krishna. I den materielle verden vil man blive træt af det, hvis man siger noget som helst såsom sit yndlingsnavn tre, fire eller ti gange. Det er et faktum. Men fordi Hare Krishna ikke er materiel, vil man aldrig blive træt af det, hvis man synger dette mantra. Jo mere man siger det, desto mere vil ens hjerte blive renset for materielt snavs, og jo flere af livets problemer i denne materielle verden vil blive løst.
Hvad er livets problem? Det forstår vi ikke. En moderne uddannelse giver os aldrig oplysninger om livets virkelige problem. Det bliver forklaret i Bhagavad-gita. De, der er uddannede og søgende efter viden, bør vide, hvad livets problem er. Dette problem forklares i Bhagavad-gita. Man bør altid vide, hvor ubehagelige fødsel, død, alderdom og sygdom er. Desværre er ingen opmærksomme på disse problemer. Når en mand er syg, tænker han: ”Jamen, lad mig tage hen til lægen. Han vil give mig noget medicin, og så bliver jeg rask.” Men han tænker ikke over problemet særlig længe. ”Jeg vil ikke være syg. Hvorfor er der sygdom? Er det ikke muligt at blive fri for sygdom?” Han tænker aldrig på den måde, for hans intelligens er utrolig lav ligesom et dyrs. Et dyr lider, men det har ingen forståelse. Hvis et dyr bliver ført til slagteriet og ser dyret foran sig blive slagtet, vil det bare stå og tilfreds nyde at æde græs. Det er dyrets liv. Det ved ikke, at det næste gang er dets tur til at blive slagtet. Jeg har set det. I et tempel til Kali har jeg set en ged stå klar til at blive ofret, mens en anden ged tilfreds stod og åd græs.
På samme måde blev Maharaja Yudhisthira spurgt af Yamaraja: ”Hvad er den mest fantastiske ting i verden? Kan du forklare det?” Så Maharaja Yudhisthira svarede: ”Ja, den mest fantastiske ting er, at man hvert øjeblik kan se, at ens venner, fædre og familiemedlemmer er døde, men alligevel tænker man: ”Jeg kommer til at leve evigt.”” Man tror aldrig, man skal dø, ligesom et dyr aldrig tænker over, at det kan blive slagtet når som helst. Det er tilfreds med noget græs. Det er det hele. Det er tilfreds med sansetilfredsstillelse. Det ved ikke, at det skal dø.
Min far er død, min mor er død, han er død, hun er død. Derfor skal jeg også dø. Så hvad sker der efter døden? Det ved jeg ikke. Det er problemet. Folk tager ikke dette problem alvorligt, men Bhagavad-gita forklarer, at det er virkelig uddannelse. Virkelig uddannelse er at spørge, hvorfor døden kommer, selv om vi ikke har lyst til at dø. Det er det rette spørgsmål. Vi har ikke lyst til at blive gamle. Hvorfor kommer alderdommen til os? Vi har mange problemer, men det her er summen af dem alle sammen.
For at løse dette problem har Herren Caitanya Mahaprabhu påbudt os at synge Hare Krishna. Så snart vores hjerter er blevet renset af at synge Hare Krishna-mantraet, vil de brændende problemer fra vores materielle tilværelse blive slukket. Hvordan bliver de slukket? Når vi renser vores hjerte, vil vi opdage, at vi ikke hører til i denne materielle verden. Fordi folk identificerer sig med den materielle verden, tænker de: ”Jeg er inder,” ”Jeg er englænder,” ”Jeg er dit,” ”Jeg er dat.” Men hvis man synger Hare Krishna-mantraet, vil man erkende, at man ikke er den materielle krop. ”Jeg hører ikke til denne materielle krop eller denne materielle verden. Jeg er en åndelig sjæl, en uadskillelig del af den Højeste. Jeg er forbundet med Ham for evigt, og jeg har intet at gøre med denne materielle verden.” Det kaldes befrielse og viden. Hvis jeg intet har at gøre med denne materielle verden, er jeg befriet. Den viden kaldes brahma-bhuta.
En person, der har erkendt dette, har ingen pligt længere. Fordi vi nu identificerer vores eksistens med denne materielle verden, har vi så mange pligter. Srimad-Bhagavatam forklarer, at så længe vi ikke er selvrealiserede, har vi så mange pligter. Vi står i gæld til halvguderne.
Halvguderne er ikke bare fiktion. De er virkelige. Der er halvguder, der styrer Solen, Månen og luften på samme måde, som der er ministre i regeringens forskellige afdelinger. For varmeafdelingen er der solguden, for vindafdelingen er der Vayu, og på samme måde er der andre administrerende halvguder. I Vedaerne bliver de beskrevet som styrende guddomme, så vi kan ikke ignorere dem. Og så er der store vismænd og filosoffer, der har givet os viden, og vi står i gæld til dem. I det øjeblik, vi bliver født, står vi i gæld til så mange levende væsner, men det er umuligt at betale al den gæld af. Derfor anbefaler den vediske litteratur, at vi søger tilflugt ved Krishnas lotusfødder. Krishna siger: “Hvis man søger tilflugt hos Mig, behøver man ikke søge tilflugt hos nogen anden.”
De, der er Krishnabevidste hengivne, har søgt tilflugt hos Krishna, og det starter med at høre og synge. Sravanam kirtanam visnoh. Så vores inderlige, ydmyge bøn til jer alle er, at I venligst tager imod denne sang af Hare Krishna. Denne Krishnabevidsthedsbevægelse blev startet af Herren Caitanya for 500 år siden i Bengalen, og overalt i Indien og især i Bengalen er der millioner af tilhængere af Caitanya Mahaprabhu. Nu er denne bevægelse begyndt i de vestlige lande, så bare prøv at være meget seriøs med at forstå den. Vi kritiserer ingen anden religiøs proces. Krishnabevidsthed giver folk den højeste religion – kærlighed til Gud. Det er alt. Vi underviser i kærlighed til Gud. Alle elsker allerede, men den kærlighed er malplaceret. Vi elsker ham her eller hende der eller dette land og dette samfund eller endda katte og hunde, men vi er ikke tilfredse. Derfor skal vi rette vores kærlighed mod Gud. Hvis man retter sin kærlighed mod Gud, bliver man lykkelig.
Tro ikke, at denne Krishnabevidsthedsbevægelse er en slags ny religion. Hvor er den religion, der ikke anerkender Gud? Man kan kalde Gud ”Allah” eller ”Krishna” eller noget andet, men hvor er den religion, der ikke anerkender Gud? Vi forklarer, at man ganske enkelt skal prøve at elske Gud. Vi er tiltrukne af så mange ting, men hvis vores kærlighed er forankret i Gud, bliver vi lykkelige. Vi behøver ikke at lære at elske noget som helst andet. Alt andet er automatisk inkluderet. Bare prøv at elske Gud. Prøv ikke kun at elske træer, planter eller insekter. Det vil aldrig tilfredsstille. Lær at elske Gud. Det er Caitanya Mahaprabhus mission. Det er vores mission.