Af Srila Prabhupada

I en tale i Conway Hall i London i 1969 fortæller Srila Prabhupada om Herren Caitanya Mahaprabhu, og hvordan Han for omkring 500 år siden forudsagde, at Hare Krishna-mantraet ville blive hørt i hver eneste by og landsby verden over. Hans tale udgør også et kapitel i bogen Science of Self Realization.

Sri Caitanya Mahaprabhu, den gyldne avatara, åbenbarede Sig i Indien for omkring 500 år siden. Det er skikken i Indien, at når et barn bliver født, tilkalder man en astrolog. Da Herren Krishna, den Højeste Guddom, fremkom for 5.000 år siden, tilkaldte Hans far Garga Muni, der sagde: “Dette barn inkarnerede tidligere i de tre kropsfarver hvid, rød og gylden, og nu har Han vist Sig i en mørk farve.” Krishnas farve beskrives i skrifterne som mørk ligesom farven på en sky. Det er underforstået, at Herren Caitanya er Krishna, der viste Sig i en gylden lød.

Der er så mange beviser fra den vediske litteratur på, at Caitanya Mahaprabhu er en inkarnation af Krishna, hvilket også bekræftes af lærde og hengivne. I Srimad-Bhagavatam bekræftes det, at inkarnationen af Krishna eller Gud i denne tidsalder altid vil være optaget af at beskrive Krishna. Han er Krishna, men som en hengiven af Krishna beskriver Han Sig Selv. Og i denne tidsalder er Hans kropslød ikke mørk. Det betyder, at den kan være hvid, rød eller gul, for de fire farver hvid, rød, gul og sort er farverne, som inkarnationerne antager i de forskellige tidsaldre. Siden de røde, hvide og mørke farver allerede er blevet antaget af tidligere inkarnationer, bliver den tilbageværende farve, gylden, derfor antaget af Caitanya Mahaprabhu. Hans kropslød er ikke mørk, men Han er Krishna.

Et andet af denne avataras kendetegn er, at Han altid er ledsaget af Sit følge. I billeder af Caitanya Mahaprabhu finder man Ham altid omgivet af mange syngende hengivne. Når som helst Gud inkarnerer, har Han to missioner som angivet i Bhagavad-gita. Der siger Krishna: “Når som helst Jeg åbenbarer Mig, er Min mission at befri de fromme hengivne og tilintetgøre dæmonerne.” Da Krishna åbenbarede Sig, måtte Han dræbe mange dæmoner. Hvis vi ser et billede af Visnu, vil vi lægge mærke til, at Han holder en konkylie, en lotusblomst, en stridskølle og en diskos. Disse sidste to genstande er beregnet til at dræbe dæmoner. I denne verden er der to kategorier af mennesker, nemlig dæmoner og hengivne. De hengivne kaldes for halvguder. De er næsten som Gud, for de har gudelige karaktertræk. De, der er hengivne, kaldes gudelige personer, og de ikke-hengivne eller ateisterne kaldes dæmoner. Således kommer Krishna eller Gud med to missioner, nemlig at beskytte de hengivne og udslette dæmonerne. Det er også Caitanya Mahaprabhus mission i denne tidsalder – at beskytte de hengivne og tilintetgøre de ikke-hengivne, dæmonerne. Men i denne tidsalder har Han et andet våben. Dette våben er ikke en stridskølle, diskos eller andet dødeligt våben. Hans våben er sankirtana-bevægelsen. Han dræber folks dæmoniske mentalitet ved at lancere sankirtana-bevægelsen. Dette er Herren Caitanyas særlige betydning. I denne tidsalder dræber folk allerede sig selv. De har opfundet atomvåben, med hvilke de kan dræbe sig selv, så det er ikke nødvendigt for Gud at dræbe dem. Men Han åbenbarede Sig for at dræbe deres dæmoniske mentalitet. Det er muligt gennem denne Krishnabevidsthedsbevægelse.

Derfor står der i Srimad-Bhagavatam, at dette er Guds inkarnation i denne tidsalder. Og hvem tilbeder Ham? Processen er meget enkel. Man kan blot have et billede af Herren Caitanya med Hans ledsagere. Herren Caitanya står i midten omgivet af Sine vigtigste fæller såsom Nityananda, Advaita, Gadadhara og Srivasa. Man behøver blot dette billede, som man kan have hvor som helst. Man behøver ikke at komme til os for at se dette billede. Alle kan have det i deres hjem, synge dette Hare Krishna-mantra og således tilbede Herren Caitanya. Det er den enkle metode. Men hvem vil acceptere denne enkle metode? De, der har gode hjerner. Uden meget besvær, men blot ved at have et billede af Sri Caitanya Mahaprabhu hjemme hos sig selv og synge Hare Krishna vil man erkende Gud. Alle kan følge denne enkle metode. Der er ingen udgift forbundet, der er ingen skat, og der er heller ikke brug for at bygge en stor kirke eller et stort tempel. Alle kan sætte sig ned hvor som helst på vejen eller under et træ, synge Hare Krishna-mantraet og tilbede Gud. Derfor er det en enestående chance. For eksempel dukker der somme tiden inden for forretningsverdenen eller i det politiske liv en stor mulighed op. Intelligente politikere benytter sig af en sådan god mulighed og får noget godt ud af den, så snart de har den. På samme måde involverer de, der i denne tidsalder er tilstrækkeligt intelligente, sig i denne sankirtana-bevægelse og gør hurtigt fremskridt.

Herren Caitanya kaldes ”den gyldne avatara”. Avatara betyder ”stiger ned” eller ”kommer ned”. Ligesom man kan komme ned fra femte eller hundrede etage i en bygning, kommer en avatara ned fra de åndelige planeter i den åndelige himmel. Himlen, vi kan se med vores blotte øje eller med et teleskop, er kun den materielle himmel. Men hinsides denne himmel er der en anden himmel, der ikke er mulig at se med vores øjne eller instrumenter. Den viden finder vi i Bhagavad-gita. Det er ikke fantasi. Krishna fortæller, at hinsides denne himmel er der en anden himmel, den åndelige himmel.

Vi er nødt til at acceptere Krishnas ord, som det er. For eksempel lærer vi små børn, at uden for England er der andre lande, der kaldes Tyskland, Indien osv. Barnet kan kun lære om disse steder gennem lærerens fremstilling, for det har ikke adgang til dem på andre måder. På samme måde er der uden for denne materielle himmel en anden himmel. Man kan lige så lidt eksperimentere for at finde ud af det, som barnet kan eksperimentere for at finde ud af Tyskland eller Indien. Det er ikke muligt. Hvis vi vil have viden, er vi nødt til at acceptere autoritet. Hvis vi gerne vil vide, hvad der ligger uden for den materielle verden, er vi nødt til at acceptere vedisk autoritet, ellers kan vi ikke vide noget. Vi kan ikke rejse til de fjerntliggende planeter i dette univers for slet ikke at tale om at komme hinsides universet. Ifølge beregningerne ville man være nødt til at rejse 40.000 lysår for at komme til den højeste planet i dette univers med moderne maskiner. Vi kan ikke engang rejse inden for denne materielle himmel. Vores levetid og midler er så begrænsede, at vi ikke engang kan besidde ordentlig viden om denne materielle verden.

Da Arjuna spurgte Krishna i Bhagavad-gita: ”Vil du venligst forklare omfanget af Dine energier?”, gav den Højeste Herre ham mange eksempler, og til sidst sagde Han: ”Min kære Arjuna, hvad skal Jeg forklare dig om Mine energier? Det er i virkeligheden ikke muligt for dig at forstå. Men du kan blot prøve at forestille dig udstrækningen af Mine energier. Denne materielle verden, der består af millioner af universer, er kun en demonstration af en fjerdedel af Min skabelse.” Vi kan ikke engang anslå positionen af selv et enkelt univers, og der er millioner af universer. Ydermere er der uden for dem den åndelige himmel, hvor der er millioner af åndelige planeter. Hele denne information er tilgængelig i den vediske litteratur. Hvis man accepterer den vediske litteratur, kan man få denne viden. Hvis man ikke accepterer den, er der ingen anden måde at få den viden på. Vi har intet andet valg. Når en acarya taler, refererer han derfor ifølge vedisk civilisation straks til den vediske litteratur. Da vil andre acceptere det: ”Ja, det er korrekt.” I en retssal refererer advokaten til rettens tidligere domsafsigelser, og hvis hans sag er vandtæt, accepterer dommeren den. Hvis man på samme måde kan give bevis fra Vedaerne, kan det forstås, at ens position er sand. (Fortsættes i næste nummer)