Af Srila Prabhupada – Oversættelse af Mahabharata Dasa

Dette er tredje del af en tale fra Conway Hall i London i 1969, hvor Srila Prabhupada fortæller om Herren Caitanya Mahaprabhu, og hvordan Han for omkring 500 år siden forudsagde, at Hare Krishna-mantraet ville blive hørt i hver eneste by og landsby verden over.

Hans tale udgør også et kapitel i bogen Science of Self Realization. De første to dele bragtes i de to forrige numre

Caitanya Mahaprabhu giver os muligheden for at nå Gud direkte. Da Rupa Gosvami, Herren Caitanyas ledende discipel, første gang så Caitanya Mahaprabhu, var han selv minister i den bengalske regering, men ønskede at blive en del af Caitanya Mahaprabhus bevægelse. Han opgav derfor sin position som minister, og da han blev en del af bevægelsen og overgav sig, bad han en fin bøn til Herren Caitanya:

namo maha-vadanyaya
krsna-prema-pradaya te
krsnaya krsna-caitanya-
namne gaura-tvise namah

“Min kære Herre, du er den mest gavmilde af alle inkarnationer.” Hvorfor? Krsna-prema-pradaya te: “Du giver direkte kærlighed til Gud. Du har intet andet formål. Din metode er så god, at man omgående kan lære at elske Gud. Derfor er du den mest gavmilde af alle inkarnationer. Og det er ikke muligt for nogen anden personlighed end Krishna Selv at give denne velsignelse. Derfor siger jeg, at Du er Krishna.” Krsnaya krsna-caitanya-namne: “Du er Krishna, men Du har antaget navnet Krishna Caitanya. Jeg overgiver mig til Dig.”

Så det er processen. Caitanya Mahaprabhu er Krishna selv, og Han lærer os, hvordan man udvikler kærlighed til Gud på en meget enkel måde. Han siger: ”Bare syng Hare Krishna.”

harer nama harer nama
harer namaiva kevalam
kalau nasty eva nasty eva
nasty eva gatir anyatha

“I denne tid bør man bare synge Hare Krishna-mantraet. Der er ingen anden vej.” Folk bliver forvirret af så mange forskellige måder at blive realiseret på. De kan ikke følge den virkelige rituelle meditations- eller yoga-proces. Det er umuligt. Derfor siger Herren Caitanya, at hvis man begynder at synge Hare Krishna, kan man omgående opnå niveauet af realisering.

Processen med at synge Hare Krishna for at opnå kærlighed til Gud, sådan som den er givet af Herren Caitanya, kaldes sankirtana. Sankirtana er et sanskritord. Sam betyder samyak, “fuldstændig”, og kirtana betyder “forherligelse” eller “beskrivende”. Så fuldstændig beskrivelse betyder fuldstændig forherligelse af den Højeste eller den Højeste Fuldstændige Helhed. Det betyder ikke, at man kan beskrive hvad som helst og forherlige hvad som helst og kalde det kirtana. Fra et rent grammatisk perspektiv er det måske kirtana, men i forhold til det vediske system betyder kirtana at beskrive den højeste autoritet, den Absolutte Sandhed, Guddommens Højeste Personlighed. Det kaldes kirtana.

Denne hengivne tjeneste begynder med sravana. Sravana betyder ”at høre”, og kirtana betyder “at beskrive”. Den ene person beskriver, og den anden hører. Eller den samme person kan både beskrive og høre. Han behøver ingen andens hjælp. Når vi reciterer Hare Krishna, reciterer og hører vi på samme tid. Det er perfekt. Dette er en fuldkommen metode. Men hvad vil det sige at recitere og høre? Det betyder, at man skal synge og høre om Visnu, Krishna, og intet andet. Sravanam kirtanam visnoh. Man kan forstå Visnu, den altomfattende Absolutte Sandhed, Guddommens Højeste Personlighed, ved systematisk at høre.

Vi bliver nødt til at høre. Hvis man bare kan høre, er det begyndelsen. Man behøver ingen uddannelse, og man behøver ikke at udvikle nogen materiel viden. Det er ligesom med et barn. Så snart det hører, kan det omgående respondere og danse. Gennem“§ naturen har Gud givet os disse fine værktøjer – ørerne – så vi kan høre. Men vi bør høre fra den rette kilde. Det beskrives i Srimad-Bhagavatam. Man bør høre fra dem, der er Guddommens Højeste Personligheds hengivne. De kaldes satam. Hvis man hører fra den rette kilde, dvs. fra en realiseret sjæl, vil det virke. Og disse ord fra Gud eller Krishna er meget vederkvægende. Hvis man er klog nok, vil man lytte til, hvad den realiserede sjæl siger. Så vil man meget snart blive fri fra materiel indvikling.

Dette menneskeliv er skabt til at lave fremskridt på vejen mod befrielse. Det kaldes apavarga, frihed fra indvikling. Vi er alle indviklede. Når vi får denne materielle krop, betyder det, at vi allerede er indviklede. Men vi bør ikke blive mere indviklede. Vejen til at blive mere indviklet kaldes karma. Så længe sindet er opslugt af karma, vil vi være tvunget til at få en materiel krop. Ved dødsøjeblikket kan vores sind måske sige: ”Åh, jeg nåede ikke at gøre mit arbejde færdigt. Åh, jeg dør! Jeg skal nå at gøre dit. Jeg skal nå at gøre dat.” Det betyder, at Krishna vil give os endnu en mulighed for at gøre det, og så bliver vi nødt til at få endnu en krop. Han giver os muligheden: ”Fint nok. Du kunne ikke nå det. Nu kan du nå det. Tag denne krop.” Derfor står der i Srimad-Bhagavatam: ”Disse fjolser er blevet skøre af beruselse. På grund af beruselse gør de noget, som de ikke burde have gjort.” Hvad laver de? Maharaja Dhrtarastra er et godt eksempel. Maharaja Dhrtarastra prøvede meget snedigt at lægge planer for at myrde Pandavaerne for at hjælpe sine egne sønner, så Krishna sendte Sin onkel, Akrura, for at tale ham fra det. Dhrtarastra forstod Akruras instruktioner, men sagde: “Min kære Akrura, det, du siger, er helt rigtigt, men mit hjerte kan ikke rumme det, så jeg kan ikke ændre mine planer. Jeg bliver nødt til at følge denne plan og lade, hvad end der sker, komme til at ske.”

Når mennesker ønsker at tilfredsstille deres sanser, bliver de skøre, og i denne tilstand kan de gøre hvad som helst. For eksempel har der været mange tilfælde i det materielle liv, hvor en person er blevet skør efter noget og har begået forbrydelser såsom mord. Personen kunne ikke styre sig selv. På samme måde er vi vant til at tilfredsstille vores sanser. Vi er skøre, og derfor er vores sind helt absorberede i karma. Det er meget uheldigt, for selv om vores krop er midlertidig, er den kilden til al vores ulykke og lidelse. Den giver os altid problemer. Disse problemer bør studeres. Vi bør ikke være skøre. Det er ikke meningen med livet. Problemet ved vores nuværende civilisation er, at folk bliver skøre i jagten på sansetilfredsstillelse. Det er alt. De kender ikke livets virkelige værdi, og derfor forsømmer de den mest værdifulde livsform, denne menneskeform.

Når denne krop er færdig, findes der ingen garanti for, hvad den næste krop bliver. Forestil jer, at jeg i mit næste liv tilfældigvis får en krop som et træ. Da vil jeg være tvunget til at skulle stå op i tusinder af år. Men folk tager det ikke særligt seriøst. De affejer det: ”Og hvad så? Selv hvis jeg skal stå op, kommer jeg jo til at glemme det.” De lavere livsformer lever altid i glemsomhed. Hvis et træ ikke var glemsomt, ville det være umuligt for det at leve.

Forestil jer, at vi fik at vide: ”I skal blive stående her i tre dage!” Fordi vi ikke glemmer, ville vi blive tossede. Ved naturens lov er alle de lavere livsformer glemsomme. Deres bevidsthed er ikke udviklet. Et træ lever, men selv hvis man skærer i det, vil det ikke reagere, for dets bevidsthed er ikke udviklet. Derfor vi bør være meget varsomme og bruge vores menneskelige livsform ordentligt. Meningen med Krishnabevidsthedsbevægelsen er at opnå livets formål. Der er ikke tale om svindel eller udnyttelse, men uheldige mennesker er vant til at blive snydt. En indisk digter har skrevet: ”Hvis man siger noget pænt, vil folk protestere: ’Åh, hvad er det for noget vås at sige.’ Men hvis man lyver og snyder dem, bliver de glade.” Så hvis en svindler siger: ”Bare gør sådan her, betal mig, og inden for seks måneder vil du være Gud,” vil folk gladelig gå med til det: ”Ja, tag mine penge, og lad mig blive Gud inden for seks måneder.” Men den slags svindel kan ikke løse vores problemer. Hvis man virkelig ønsker at løse livets problemer i vores tid, skal man engagere sig i kirtana-processen. Det er den anbefalede måde.

harer nama harer nama
harer namaiva kevalam
kalau nasty eva nasty eva
nasty eva gatir anyatha

I denne tid, Kali-yuga, kan man ikke udføre nogen anden selvrealiseringsproces eller nå livets fuldkommenhed på anden måde end igennem kirtana. Kirtana er nødvendig i denne tidsalder.

I hele den vediske litteratur bliver det bekræftet, at man skal meditere på den Højeste Absolutte Sandhed, Visnu, ikke på noget som helst andet. Men der anbefales forskellige meditationsprocesser til forskellige tidsaldre. I Satya-yuga var den mystiske yoga-meditationsproces en mulighed, da mennesker levede i mange tusinder af år. Nu tror folk ikke længere på det, men i tidligere tidsaldre var der folk, der levede i 100.000 år. Den tid kaldes Satya-yuga, og den mystiske yoga-meditation var mulig dengang. I den tid mediterede den store yogi Valmiki Muni i 60.000 år. Det er en langvarig proces, der ikke er mulig at udføre i vores tidsalder. Hvis man ønsker at foregive noget, er det noget andet. Men hvis man faktisk ønsker at udføre den slags meditation, tager det utrolig lang tid at nå til fuldkommenhed. I den næste tidsalder, Treta-yuga, var selvrealiseringsprocessen udførelsen af forskellige rituelle ofringer, der bliver foreskrevet i Vedaerne. I den næste tid, Dvapara-yuga, var processen tilbedelse i templer. I vores nuværende tidsalder kan det samme resultat opnås gennem hari-kirtana-processen, forherligelse af Hari, Krishna, Guddommens Højeste Personlighed.

Ingen anden kirtana bliver anbefalet. Denne hari-kirtana blev startet for 500 år siden i Bengalen af Herren Caitanya. I Bengalen er der konkurrence imellem vaisnavaerne og saktaerne. Saktaerne har introduceret en speciel type kirtana, som de kalder kali-kirtana. Men i de vediske skrifter bliver der ikke anbefalet nogen kali-kirtana. Kirtana betyder hari-kirtana. Man kan ikke sige: “Nå, du er en vaisnava. Du kan lave hari-kirtana. Jeg laver siva-kirtana, devi-kirtana eller ganesa-kirtana.” Nej. De vediske skrifter foreskriver ingen anden kirtana end hari-kirtana. Kirtana betyder hari-kirtana, forherligelse af Krishna. (Fortsættes i næste nummer)