af Visakha-devi Dasi

I denne artikel fra Back to Godhead i 1987 fortæller Visakha-Devi om sit møde med Yamaraja en morgen, hvor han lavede chapatier til et halvt hundrede hengivne og gæster. 

Hver morgen kl. 6:45 i ISKCON-templets køkken i Philadelphia måler Yamaraja Dasa 2,5 liter fint hvedemel op i en stor skål af rustfrit stål, tilføjer 2,5 liter fuldkornshvedemel, 2,3 liter ostevalle og lidt salt. Så sætter han skålen med alle dens ingredienser fast på den store røremaskine. På få minutter blander og ælter han dejen. I løbet af den næste halvanden time forvandler han dejen til 180 chapatier, dvs. uhævede fladbrød.

”Jeg lærte at lave chapatier i templet i Brooklyn i 1973,” fortæller Yamaraja. ”På den tid forventedes det, at alle hengivne skulle tilbringe noget tid i køkkenet, og chefkokken satte mig på chapati-holdet. Vi var fire. En lavede dejen, en anden puttede den igennem en maskine, der rullede chapatierne ud, en tredje stegte dem, og den fjerde kom smør på dem. Vores første chapatier var stive, brændte og aldeles uindbydende. Vi lavede 200 chapatier hver dag, og det tog os omkring to måneder at få processen kørt ind.”

Det var så vanskeligt at holde sammen på et hold af fire trænede hengivne – hele tiden var der en, der skiftede tjeneste eller tempel – så efter et stykke tid gik Brooklyn-templet over til at lave brødstykker eller boller i stedet for chapatier. Men for Yamaraja var der bare intet, der kunne erstatte chapatier.

”Da Srila Prabhupada begyndte at lave mad til de hengivne på 26 Second Avenue i 1966, lavede han ris, dal, grønsager og chapatier,” bemærker Yamaraja. ”Prabhupada spiste selv chapatier al den tid, han var hos os. Det var den simple standard, han foretrak. Han undrede sig over, hvordan vesterlændinge kunne spise tørt brød. Chapatier er bløde, sprøde og saftige med smør.”

I køkkenet så jeg Yamaraja rulle den friske dej til en pølse på 2½ cm i diameter og derefter skære den i små stykker på 2½ cm’s længde. Han tog et stykke i hænderne, rullede det til en kugle, som han trykkede ned i en lille bunke mel og derefter rullede ud med en rullepind, indtil den blev til en skive på 15 cm i diameter. Han lavede endnu én på samme måde, og efter at have sikret sig, at stegepanden var varm nok, lagde han begge chapatier ud på den og begyndte med det samme at rulle to mere ud.

Da han var færdig med det andet hold chapatier, var de to på stegepanden bagte på den ene side. Han vendte dem over, og efter at de havde bagt i nogle sekunder på den anden side, fiskede han den ene op med en stor tang og lagde den direkte på ilden. En stor boble dannede sig i chapatiens centrum, og i løbet af et par øjeblikke blev boblen større, indtil den hidtil flade chapati var blæst op til en bold på femten centimeter. Yamaraja vendte det opsvulmede brød rundt over flammen i et sekund eller to og lagde det derefter ved siden af komfuret, hvor dampen emmede ud, indtil brødet var fladt igen. Han gjorde det samme med den anden chapati på stegepanden. Derefter anbragte han de næste to chapatier på panden og begyndte at rulle det næste hold ud.

”En hengiven vil gerne være simpel såvel som praktisk,” forklarer Yamaraja. ”Generelt tror folk i det moderne samfund, specielt i Vesten, at hvis noget er simpelt i sin opbygning, kan man ikke gøre meget med det. Derfor har vi så mange indviklede industrielle foretagender til at opretholde en kunstig levestandard. Chapatier er symbolet på en hengivens simple livsstil. Hengivne er meget simple i deres måde at være på, men alligevel meget produktive. På samme måde laves chapatier blot af mel, vand og salt, men alligevel er de sunde og nærende. Når de laves rigtigt, sætter hengivne pris på dem og er ikke tilfreds med noget andet i stedet. At mestre chapatier tager øvelse, men det er det værd.” Mens Yamaraja taler, arbejder han rytmisk fra rulning til stegning på panden til opblæsning og påførelse af smør og så tilbage til rulning. Han koncentrerer sig om at lave hver eneste chapati perfekt. Han opfatter det som sin personlige mission at holde chapatier populære i Hare Krishna-bevægelsen.

Chapatier
Her følger en opskrift på chapatier fra The Hare Krishna Book of Vegetarian Cooking af Adi-raja Dasa.
Tilberedelsestid: 15 minutter
Hviletid for dejen: 30 minutter til 2 timer
Rulle- og stegetid: 2-3 minutter for hver chapati
Giver 12 chapatier

  • 2½ dl atta-mel eller sigtet fuldkornshvedemel
  • 1,6 dl lunken vand
  • ½ tsk. salt
  • 2 spsk. smeltet smør
  1. Bland mel og salt i en stor skål. Tilsæt langsomt vandet, mens du samler melet, indtil du har en blød dej. Overfør dejen til en arbejdsflade og ælt i 6-8 minutter, indtil dejen er glat og fast. Stænk vand over dejkuglen, dæk den med et fugtigt klæde og stil den til side i en halv til to timer.
  2. Når dejen er klar, anbringes en svær støbejernspande over medium varme. Ælt dejen igen med fugtige hænder og lav den derefter til 12 lige store klumper. Dyp dem i mel og rul dem tyndt og jævnt ud på en bordflade med mel på. Gør dem så runde som muligt og omkring 15 centimeter i diameter. Hav noget hvedemel ved siden til at drysse på chapatierne, mens du ruller dem.
  3. Børst det overskydende mel af en chapati med nogle få slag og læg den på den forvarmede pande (afhængig af pandens størrelse kan du stege flere chapatier ad gangen). Når små, hvide blærer viser sig på chapatiens overflade, og kanterne begynder at rulle op, vendes den om med en tang og steges på den anden side, indtil overfladen bulner ud med luftlommer. Løft chapatien op og rist den på begge sider over en direkte ild i nogle sekunder, indtil den blæser op som en bold. En færdig chapati skal være helt stegt (ingen våde pletter) og bør have små brune pletter på begge sider. Pres luften ud og påfør smør på den ene side med en pensel.

Man kan også lave en chapati over en elektrisk plade ved at lade den blive på panden. Vend den rundt så mange gange, det er nødvendigt for at bage begge sider. Tryk derefter let på chapatiens overflade med et blødt klæde, hvilket vil få chapatien til at svulme op. Herefter ofres den til Krishna.