Der var engang en kristen missionær, der prædikede i England blandt kulminearbejdere. Han fortalte dem, hvordan Jesus var Guds søn osv., men kulminearbejderne kiggede undrende på ham. En af dem spurgte: ”Hvilket nummer har han?”
Så begyndte missionæren at udpensle de helvedes rædsler, der ventede minearbejderne, hvis de ikke overgav sig til Jesus.
”Helvede er som nede i et mørkt hul, hvor Solens lys aldrig kommer,” fortalte han. Det gjorde ikke det store indtryk.
”I helvede er der altid ulideligt varmt og trykkende, og luften er dårlig, klam og fugtig.” Minearbejderne fortrak stadig ikke en mine.
”Hvordan skal jeg forklare disse mennesker om helvede, for de er jo allerede i helvede?” tænkte missionæren. Så fik han en inspiration.
”I helvede er der ingen aviser,” truede han.
”Uha, det var dog forfærdeligt,” lød det fra minearbejderne, der pludselig levende kunne forestille sig helvedes rædsler.
Srila Prabhupada fortalte historien som en illustration af vigtigheden af at kunne relatere til de mennesker, man prædiker til.