Af Jahnu Dasa

Er der noget bevis for, at der i Oldtiden var en massiv oversvømmelse, der ødelagde en god del af Jorden?

I Vedaerne beskrives det, at hele Jorden bliver oversvømmet hver Brahmas dag. Brahmas dag svarer i vores solår til 4 milliarder år, og lige så lang tid er hans nat.

Der er med andre ord en oversvømmelse af Jorden hver fire milliarder år. Om der er empirisk bevis for det, er jeg ikke klar over. Jeg anfører de skiftlige vidnesbyrd, der for mig er bevis.

Den materielle skabelse gennemgår en endeløs cyclus af skabelse, vedligeholdelse og tilintetgørelse. En cyclus på de 4 tidsaldre kaldes en kalpa, og 1000 af sådanne cyclusser kaldes en mahakalpa, der udgør skaberguden Brahmas dag. Så ved afslutningen på Brahmas dag bliver alt liv på Jorden tilintetgjort.

Først bliver alting brændt af Solen, og under Brahmas nat oversvømmes Jorden ved, at det regner i tusindvis af år.

Ideen om en oversvømmelse af Jorden nævnes også i andre religioner. I Puranaerne gives det præcise skema. Det nævnes også, at forskellige livsarter lever i vandet på det tidspunkt. Efterhånden som vandet trækker sig tilbage, starter livet på Jorden på ny.

Det er også perioden, hvor Gud viser sig som en gigantisk fisk, der redder Manu (menneskehedens fader) ved at trække rundt med Manu i en båd, der er stor nok til at huse alle arter fra Jorden. Jeg går ud fra, at det er der, kirken har ideen om Noahs ark fra.

Selv moderne videnskab er enig i, at de første livsarter kom fra vandet og kravlede derefter op på land. Men Darwins teori er selvfølgelig det rene vrøvl.

Hvad klovnene i de hvide kitler ikke ved, er, at der er en verdensomspændende oversvømmelse hver 4 milliarder år, og at denne cyclus af skabelse, vedligeholdelse og tilintetgørelse fortsætter til slutningen af Brahmas liv, der også er afslutningen på universet.

Brahmas liv er beregnet til 311 billioner år. Lige nu er vi ca. halvvejs gennem Brahmas liv, så vores univers har stadig 160 billioner år tilbage.

Krishna siger:

”Hvis man regnet i solår lægger et tusind tidsaldre sammen, får man længden af Brahmas dag. Lige så lang tid varer hans nat.” (Bg. 8.17)

”I begyndelsen af Brahmas dag bliver alle de levende væsener manifesteret fra deres umanifesterede stadie, og når natten derefter falder på, indgår de igen i deres umanifesterede form.” (Bg. 8.18)

”Igen og igen, når Brahmas dag bryder frem, bliver alle levende væsener til, og når hans nat falder på, bliver de hjælpeløst tilintetgjort.” (Bg. 8.19)

”Dog findes der en anden umanifesteret natur, der er evig, og som er hævet over denne manifesterede eller umanifesterede materielle energi. Denne sfære er suveræn og bliver aldrig tilintetgjort. Når alle de materielle verdener tilintetgøres, forbliver denne del, som den er.” (Bg. 8.20)

”Det, som Vedantisterne beskriver som det umanifesterede og ufejlbarlige, det, der er kendt som det højeste mål, det sted, hvorfra ingen vender tilbage, når først de er nået dertil – det er Min højeste bolig.” (Bg. 8.21)