– Af Lalitanatha Dasa – 

Dette er anden del af historien om Guru Paramartha. Første del blev bragt i Nyt fra Hare Krishna 8.2015. Historien fortsætter, efter at vi har hørt om, hvordan Guru Paramartha og hans disciple fik foræret en hest, og om alle de genvordigheder, som hesten førte med sig.

Hvad der videre skete med hesten

Guru Paramartha fortæller, at han vil af med hesten. Imens de går, diskuterer de dette. Disciplene siger, at som guru bør han ride og ikke gå. Så standser en præst dem og fortæller, at hesten er forhekset. For fem guldmønter kan han fjerne forhekselsen. Det går de med til, og under megen hokuspokus skærer han til sidst dyrets øre af og graver det ned i jorden og erklærer, at den onde ånd er forsvundet med øret. Derefter fortsætter de, afslutter deres pilgrimsrejse og vender tilbage til asramaen uden videre hændelser.

Tilbage derhjemme bekendtgør Guru Paramartha, at han vil give hesten tilbage til dens ejer, da den er en konstant kilde til bekymring. ”Skønt den var en gave, er der ingen sødme uden bitterhed, ingen vinding uden tab. Sådan er verden. Lad os gøre livet enkelt for os selv. Giv dyret tilbage.”

Disciplene protesterer. De indvender, at hesten blev givet af Gud. De foreslår, at der bygges et lille skur til dyret, så det ikke stikker af. Hvad mere er, har der ikke været noget problem, siden præsten skar hestens øre af.

Guru Paramartha er enig med dem. En discipel kravler op i et træ for at skære grene af til at bygge et skur. En brahmana kommer forbi og advarer ham: ”Hvis du fortsætter på den måde, falder du ned.”

”Forsvind!” svarer disciplen vredt. ”Jeg har ikke brug for dine skøre forudsigelser.” Brahmanaen trækker på skulderen og fortsætter videre. Men minsandten ikke, om både grenen og fjolset efter et par minutter kommer brasende ned med et brag.

Disciplen begynder da at tænke, at den brahmana må være en stor mystiker, der kan se ind i fremtiden. Han løber efter ham og råber: ”Kom tilbage!” Brahmanaen vender sig om og ser galningen fra træet løbe efter ham med øksen i hånden. Han bliver bange for sit liv og begynder at løbe væk, men efter en lang jagt falder brahmanaen udmattet sammen og vender sig om for at møde sin skæbne. Men i stedet for at slå ham ihjel bukker den tåbelige discipel sig ned for ham og rører ved hans fødder. ”Hjælp mig ved at svare på mit spørgsmål, som jeg stiller på min gurus vegne. Din visdom kan hjælpe ham og hjælpe os, hans tåbelige disciple, der tager os af ham.”

”Ja, hvad er spørgsmålet?” spørger brahmanaen.

Disciplen svarer: ”Guru Paramartha er gammel og syg. Kan du fortælle os, hvilket tegn der vil være, når han er ved at forlade verden?”

Brahmanaen svarer: ”Asana seetam jivana nasham.”

Disciplen ser rædselsslagent på ham. Han glemmer alt andet inklusive at gøre hesteskuret færdigt og vender tilbage til asramaen. Han falder ned ved fødderne af sin guru. ”Kære mester!” gisper han. ”Jeg har fået noget at vide, der er af stor vigtighed for dig. Det drejer sig om, hvornår du forlader verden. En brahmana er kommet med en profeti.”

Guruen er med det samme interesseret: ”Hvad sagde brahmanaen?”

Disciplen svarer: ”Når din bagdel bliver kold, er din sjæl ved at forlade kroppen.”

”Du godeste!” svarer guruen. ”Da skal jeg sørge for aldrig nogensinde at få en kold bagdel! Jeg vil ikke engang tage et bad mere!” erklærer han i fuldt alvor. ”Hellere snavset end død.”