Af Sacinandana Swami
Engang var Krishna på en lang rejse med Satyaki. Fordi de ikke var nået frem til deres bestemmelsessted før solnedgang, var de tvunget til at sove i skoven. Krishna bad Satyaki om at holde vagt den første del af natten, så ville Han være vågen den anden halvdel. Efter at have spurgt om dette lagde Krishna Sig til ro på en seng af kviste, der var dækket med en cadar (et let tæppe).
Mens Satyaki holdt vagt, så han pludselig en krigerisk dæmon nærme sig. Dæmonen tiltalte ham med en hæs stemme. ”Lyt. Jeg er meget sulten. Hvis du giver mig lov til at overmande din sovende ven og spise Ham, skåner jeg dit liv. Ellers slår jeg først dig ihjel, og derefter fylder jeg min mave med jer begge to.”
Satyaki blev vred over dette umoralske forslag, trak sit sværd og begyndte at kæmpe med dæmonen. Men dæmonen var stærkere. Som natten skred frem, og som det er med den slags dæmoner, blev han større og mere kraftfuld. Til sidst væltede dæmonen Satyaki om på jorden. Mens Satyaki ventede på dødsstødet, lukkede han sine øjne i skræk.
Men der skete intet. Efter et stykke tid åbnede han sine øjne kun for at se, at dæmonen på mystisk vis var forsvundet.
”Måske var dæmonen kun en illusion,” tænkte Satyaki. ”I denne del af skoven er sådanne illusioner almindelige.” Efter et stykke tid vækkede han Krishna, som de havde aftalt det, og lagde sig til ro uden at nævne dæmonen.
Den næste morgen, da Satyaki vågnede, og Solen skinnede, huskede han, hvad han troede var et mareridt, og fortalte Krishna om sin drøm. ”Nå,” sagde Krishna. ”Du så en dæmon, og så forsvandt han. Er det ham her?” Med disse ord trak Krishna en lille dæmon, der nøjagtigt lignede den dæmon, Satyaki havde kæmpet mod om natten, frem fra sit bælteklæde. Så blev Krishna alvorlig. ”Lyt omhyggeligt, Satyaki. Dette er din vrede. Det øjeblik, du giver den nogen form for opmærksomhed, vokser den sig stærkere. Identificer dig aldrig med den. Blot se på den og forstå, at du ikke er identisk med den, og på et tidspunkt forsvinder den.”
Fortalt af Sacinandana Swami