Af Srila Prabhupada

I en tale under en pressekonference i Los Angeles i december 1968 udfordrer Srila Prabhupada verdens intellektuelle ledere til at tage deres definition af, hvad der udgør liv, op til fornyet overvejelse.

Det Internationale Samfund for Krishnabevidsthed er en bevægelse, hvis mål er en åndelig nyorientering for hele menneskeheden gennem den enkle proces med at synge og recitere Guds hellige navne. Menneskelivet er til for at bringe den materielle tilværelses lidelser til ophør. Vores samfund nu om dage forsøger at gøre en ende på disse lidelser gennem materielt fremskridt. Det er imidlertid åbenbart for alle, at på trods af omfattende materielle fremskridt er menneskesamfundet ikke fredfyldt.

Det skyldes, at mennesket i bund og grund er en åndelig sjæl. Det er den åndelige sjæl, der er fundamentet for udviklingen af den materielle krop. Uanset hvor meget de materialistiske videnskabsmænd vil benægte den åndelige eksistens som fundament for livskraften, er der ingen bedre forståelse end i sidste ende at acceptere denne livskraft som den åndelige sjæl inde i kroppen.

Kroppen ændrer sig fra den ene form til den næste, men den åndelige sjæl eksisterer evigt uden forandring. Denne kendsgerning kan vi erfare selv i vores eget liv. Siden begyndelsen på vores materielle krop i vores mors mave har vores krop ændret sig fra den ene form til den næste hvert eneste sekund. Denne proces kaldes generelt for ’vækst’, men i virkeligheden er det en ændring af kroppen.

På denne jord ser vi forandringen fra dag til nat og årstidernes skiften. Den mere primitive mentalitet tilskriver dette fænomen til forandringer i Solen. For eksempel tror primitive mennesker, at om vinteren bliver Solen svagere, og somme tider går de ud fra, at Solen er død om natten. Med mere avanceret viden forstår vi, at Solen slet ikke ændrer sig på denne måde. Årstidernes og døgnets forandringer tilskrives nu ændringer i de relative positioner mellem Jorden og Solen.

På samme måde oplever vi kropslige forandringer såsom fra foster til barn til yngling til den modne alder til alderdom og til slut til døden. Den mindre intelligente mentalitet antager, at efter døden er det for altid slut med den åndelige sjæls eksistens, ligesom primitive stammer tror, at Solen dør ved solnedgang. I virkeligheden står Solen op et andet sted i verden. På samme måde accepterer sjælen en anden krop. Når kroppen bliver gammel ligesom et gammelt stykke tøj og ikke længere er brugbar, accepterer sjælen en anden krop, ligesom vi accepterer et nyt sæt tøj. Den moderne civilisation er praktisk taget uvidende om denne sandhed.

Folk er ligeglade med sjælens naturlige position. Der er forskellige grene af viden på forskellige universiteter og mange teknologiske institutioner, der alle eksisterer for at studere og forstå den materielle naturs finere love, og der er medicinske forskningslaboratorier, der studerer den materielle krops fysiologiske tilstand, men der er ingen institution, der undersøger sjælens naturlige position. Det er den største bagside ved den materialistiske civilisation, der blot er en ydre manifestation af sjælen.

Folk besnæres af den glitrende manifestation af den kosmiske krop eller den individuelle krop, men de forsøger ikke at forstå det grundlæggende princip bag denne glitrende situation. Kroppen er meget smuk, arbejder med fuld energi og udviser store træk af talent og fantastisk hjernearbejde. Men så snart den åndelige sjæl er væk fra kroppen, bliver hele den glitrende situation med kroppen værdiløs. Selv de store videnskabsmænd, der har givet så mange fantastiske videnskabelige bidrag, har været ude af stand til at opspore det personlige selv, der er årsagen til sådanne fantastiske opdagelser.

Krishnabevidsthedsbevægelsen forsøger derfor i bund og grund at undervise i denne videnskab om sjælen, ikke på nogen dogmatisk måde, men gennem fuldstændig videnskabelig og filosofisk forståelse. I baggrunden af denne krop kan man finde sjælen, hvis tilstedeværelse kan opfattes som bevidsthed. På samme måde kan man i den kosmiske manifestations universelle krop opfatte tilstedeværelsen af den Højeste Herre eller den Absolutte Sandhed i kraft af tilstedeværelsen af Oversjælen og overbevidsthed.

Den Absolutte Sandhed forklares systematisk i Vedanta-sutra (generelt kendt som Vedanta-filosofi), der igen forklares indgående i Srimad-Bhagavatam, en kommentar af samme forfatter. Bhagavad-gita er det indledende studium af Srimad-Bhagavatam til forståelse af den Højeste Herre eller den Absolutte Sandheds grundlæggende position.

En individuel sjæl forstås i tre aspekter: først som bevidstheden, der gennemtrænger hele kroppen, dernæst som den åndelige sjæl i hjertet og til syvende og sidst som en bestemt person. På samme måde erkendes den Absolutte Sandhed først som upersonlig Brahman, dernæst som den lokaliserede Oversjæl (Paramatma), og til slut som Guddommens Højeste Personlighed, Krishna. Krishna inkluderer alting. Krishna er med andre ord på samme tid Brahman, Paramatma og Guddommens Personlighed, ligesom vi alle hver især på samme tid er bevidsthed, sjæl og person.

Den individuelle person og den Højeste Person er kvalitativt ét, men kvantitativt forskellige, ligesom en dråbe havvand og den umådelige mængde havvand er kvalitativt ét. Den kemiske sammensætning af en dråbe havvand og den samlede masse af havvand er den samme. Men mængden af salt og andre mineraler i hele havet er mange, mange gange større end mængden af salt og andre kemikalier, der er at finde i en dråbe havvand.

Krishnabevidsthedsbevægelsen forfægter individualiteten af sjælen og den Højeste Sjæl. Fra de vediske Upanisader kan vi forstå, at både den Højeste Person eller Gud og den individuelle person er evige levende væsener. Forskellen er, at det højeste levende væsen eller den Højeste Person opretholder utallige andre levende væsener. I den kristne måde at forstå på indrømmes det samme princip, for i Biblen står der, at totalsummen af levende væsener bør bede til den Højeste Far, så Han vil give dem midler til opretholdelse og undskylde dem for deres syndige handlinger.

Det kan således forstås fra enhver kilde til skriftlige instruktioner, at den Højeste Herre eller Krishna er opretholderen af samtlige levende væsener, og at det er det levende væsens pligt at føle sig taknemmelig over for den Højeste Herre. Dette er selve fundamentet for religiøse principper. Uden denne indrømmelse er der kaos, som vores daglige erfaring viser det for øjeblikket.

Alle forsøger at blive den Højeste Herre, enten socialt, politisk eller individuelt. Derfor er der kappestrid om dette falske herredømme, og der er kaos over hele verden – individuelt såvel som nationalt, socialt og kollektivt. Krishnabevidsthedsbevægelsen forsøger at etablere Guddommens Absolutte Personligheds overhøjhed. Den, der har opnået en menneskelig krop og intelligens, er bestemt til denne forståelse, for denne bevidsthed gør hans liv fremgangsrigt.

Denne Krishnabevidsthedsbevægelse er ikke en ny introduktion fra nogle intellektuelle spekulanter. I virkeligheden blev denne bevægelse startet af Krishna Selv. På Kuruksetras slagmark for mindst 5.000 år siden blev bevægelsen præsenteret af Krishna i Bhagavad-gita. Fra Bhagavad-gita kan vi også forstå, at Han havde talt dette system med bevidsthed længe, længe før for mindst 40 millioner år siden, da Han gav det til solguden Vivasvan.

Denne bevægelse er altså slet intet nyt. Den kommer ned igennem en discipelrække og ned fra alle de store ledere i Indiens vediske civilisation inklusive Sankaracarya, Ramanujacarya, Madhvacarya, Visnu Swami, Nimbarka og på det seneste for omkring 480 år siden med Herren Caitanya. Discipelsystemet følges stadig den dag i dag. Denne Bhagavad-gita anvendes også vidt og bredt i alle dele af verden af store lærde, filosoffer og religiøse mennesker. Men i de fleste tilfælde følges principperne ikke, som de er. Krishnabevidsthedsbevægelsen præsenterer derfor principperne i Bhagavad-gita, som de er, uden nogen form for misfortolkning.

Fra Bhagavad-gita kan vi forstå fem hovedprincipper, nemlig Gud, det levende væsen, den materielle og åndelige natur, tiden og handlinger. Af disse fem emner er Gud, det levende væsen, naturen (materiel såvel som åndelig) og tiden evige. Men handlinger er ikke evige.

Handlinger i den materielle natur er forskellige fra handlinger i den åndelige natur. Selv om den åndelige sjæl er evig (som vi har forklaret det), er handlinger, der gøres under indflydelse af den materielle natur, midlertidige. Krishnabevidsthedsbevægelsen sigter efter at etablere den åndelige sjæl i hans evige handlinger. Vi kan praktisere evige handlinger, selv når vi er materielt engagerede. At handle åndeligt kræver blot vejledning, men det er muligt via foreskrevne regler og reguleringer.

Krishnabevidsthedsbevægelsen underviser i disse åndelige aktiviteter, og hvis man trænes i sådanne åndelige aktiviteter, overføres man til den åndelige verden, som vi har rigeligt med vidnesbyrd om fra den vediske litteratur inklusive Bhagavad-gita. Den åndeligt trænede person kan let overføres til den åndelige verden ved at ændre sin bevidsthed.

Bevidsthed er altid til stede, for det er symptomet på den levende åndelige sjæl, men for øjeblikket er vores bevidsthed materielt besmittet. For eksempel er vand, der falder ned fra en sky, rent, men så snart vandet kommer i kontakt med jorden, bliver det omgående mudret. Men hvis vi filtrerer det samme vand, kan den oprindelige klarhed genetableres. På samme måde er Krishnabevidsthed processen til at rense vores bevidsthed, og så snart vores bevidsthed er klar og ren, er vi kvalificerede til at blive overført til den åndelige verden til vores evige liv i viden og lyksalighed. Dette er, hvad vi længes efter i denne materielle verden, men på grund af den materielle besmittelse frustreres vi for hvert skridt, vi tager. Derfor bør denne Krishnabevidsthedsbevægelse tages meget seriøst af menneskesamfundets ledere.