Af Srila Prabhupada

Under en pressekonference i Los Angeles i december 1968 udfordrer Srila Prabhupada verdens intellektuelle ledere til at genoverveje deres definition på, hvad liv er.

Det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed er en bevægelse, hvis mål er en åndelig nyorientering af menneskeheden gennem den enkle proces med sang af Guds hellige navne. Formålet med menneskelivet er at bringe den materielle tilværelses lidelser til ophør. Vore dages samfund forsøger at bringe disse lidelser til ophør gennem materielt fremskridt. Imidlertid er det åbenlyst for alle, at på trods af omfattende materielle fremskridt er menneskesamfundet ikke fredfyldt.

Det skyldes, at mennesket i bund og grund er en åndelig sjæl. Det er den åndelige sjæl, der er baggrunden for udviklingen af den materielle krop. Uanset hvor meget de materialistiske videnskabsmænd benægter den åndelige baggrund for livskraften, er der ingen bedre forståelse end at acceptere, at denne livskraft i sidste ende er den åndelige sjæl inde i kroppen.

Kroppen ændrer sig fra den ene form til den næste, men den åndelige sjæl eksisterer evigt uden forandringer. Denne kendsgerning kan vi erfare selv i vores eget liv. Siden begyndelsen på vores materielle krop i vores moders mave har vores krop ændret sig fra den ene form til den næste hvert sekund og hvert minut. Denne proces kaldes generelt ’vækst’, men i virkeligheden er det en ændring af kroppen.

Her på Jorden ser vi skift fra dag til nat og årstidernes ændringer. En mere primitiv mentalitet tænker, at dette fænomen skyldes forandringer i Solen. For eksempel mener primitive mennesker, at om vinteren bliver Solen svagere, og om natten tror de somme tider, at Solen er død. Med mere avanceret viden kan vi se, at Solen slet ikke forandrer sig på den måde. Årstidernes og døgnets omskiftelser skyldes forandringer i de relative positioner mellem Jorden og Solen.

På samme måde oplever vi kropslige forandringer fra foster til barn til ungdom til modenhed til alderdom og død. En mindre intelligent mentalitet tror, at efter døden er det slut for altid med den åndelige sjæls eksistens, ligesom primitive stammer tror, at Solen dør ved solnedgang. I virkeligheden stiger Solen op et andet sted i verden. På samme måde accepterer sjælen en anden slags krop. Når kroppen bliver gammel ligesom et stykke gammelt tøj og ikke længere kan bruges, accepterer sjælen en anden krop, ligesom vi accepterer et nyt sæt tøj. Den moderne civilisation kender praktisk taget ikke til denne sandhed.

Folk er ligeglade med sjælens natur. Der er forskellige områder af viden på forskellige universiteter og mange teknologiske institutioner, som alle studerer og forsøger at forstå den materielle naturs finere love, og der er medicinske forskningslaboratorier, der undersøger den materielle krops fysiologiske tilstand, men der findes ingen institution, der studerer sjælens natur. Det er det største minus ved den materialistiske civilisation, der blot er en ydre manifestation af sjælen.

Folk er forelskede i den glitrende manifestation af den kosmiske krop eller den individuelle krop, men de forsøger ikke at forstå det grundliggende princip bag denne glitrende situation. Kroppen ser meget smuk ud, arbejder med fuld kraft og udviser store træk af talent og fantastisk hjernearbejde. Men så snart sjælen er væk fra kroppen, bliver hele denne glitrende situation med kroppen ubrugelig. Selv de store videnskabsmænd, der har givet mange fantastiske videnskabelige bidrag, har været ude af stand til at spore det personlige selv, der er årsagen til sådanne vidunderlige opdagelser.

I bund og grund forsøger Krishnabevidstheds-bevægelsen derfor at undervise i denne videnskab om sjælen, ikke på nogen dogmatisk måde, men igennem fuldstændig videnskabelig og filosofisk forståelse. Baggrunden for denne krop er sjælen, hvis tilstedeværelse kan opfattes ved hjælp af bevidsthed. På samme måde kan man i den kosmiske manifestations universelle krop opfatte den Højeste Herre eller den Absolutte Sandheds tilstedeværelse gennem tilstedeværelsen af Oversjælen og overbevidsthed.

Den Absolutte Sandhed forklares systematisk i Vedanta-sutra (generelt kendt som Vedanta-filosofi), der igen forklares af Srimad-Bhagavatam, en kommentar til Vedanta-sutra af samme forfatter. Bhagavad-gita er det indledende studium til Srimad-Bhagavatam til forståelse af den naturlige position af den Højeste Herre eller den Absolutte Sandhed.

En individuel sjæl forstås i tre aspekter: først som bevidstheden, der gennemstrømmer hele kroppen, dernæst som den åndelige sjæl inde i hjertet og i sidste ende som en person. På samme måde erkendes den Absolutte Sandhed først som upersonlig Brahman, dernæst som den lokaliserede Oversjæl (Paramatma) og i sidste ende som Guddommens Højeste Personlighed, Krishna. Krishna indbefatter alt andet. Eller med andre ord er Krishna på samme tid Brahman, Paramatma og Guddommens Personlighed, ligesom hver af os på samme tid er bevidsthed, sjæl og person. Den individuelle person og den Højeste Person er kvalitativt ét, men kvantitativt forskellige, ligesom en dråbe havvand og den umådelige masse af havvand begge er kvalitativt det samme. Den kemiske sammensætning af en dråbe havvand og den umådelige masse af havvand er den samme. Men mængden af salt og andre mineraler i hele havet er mange, mange gange større end mængden af salt og andre mineraler, der er indeholdt i en dråbe havvand.

Krishnabevidstheds-bevægelsen opretholder individualiteten af sjælen og den Højeste Sjæl. Fra de vediske Upanisader kan vi forstå, at både den Højeste Person (eller Gud) og den individuelle person er evige levende væsener. Forskellen er, at det højeste levende væsen eller den Højeste Person opretholder alle de utallige andre levende væsener. I den kristne forståelse indrømmes det samme princip, for der står i Biblen, at de afhængige levende væsener skal bede til den Højeste Fader, så Han vil give dem de ting, de behøver til deres opretholdelse, og undskylde dem for deres syndige aktiviteter.

Det kan forstås fra hver eneste kilde til skriftlige bud, at den Højeste Herre eller Krishna er opretholderen af det afhængige levende væsen, og at det er det afhængige levende væsens pligt at føle sig meget forbunden over for den Højeste Herre. Det er hele grundlaget for religiøse principper. Uden disse anerkendelser er der kaos, som vi for øjeblikket kan se det i vores daglige erfaring.

Alle forsøger at blive den Højeste Herre, enten socialt, politisk eller individuelt. Derfor er der konkurrence om dette falske herredømme, og der er kaos over hele verden, individuelt, nationalt, socialt, kollektivt. Krishnabevidstheds-bevægelsen forsøger at etablere Guddommes Absolutte Personligheds overhøjhed. Det er meningen, at den, der har fået en menneskelig krop og intelligens, skal have denne forståelse, for denne bevidsthed gør éns liv fremgangsrigt. Denne Krishnabevidstheds-bevægelse er ikke en ny introduktion fra nogle intellektuelle spekulanter. I virkeligheden blev bevægelsen startet af Krishna Selv. På Kuruksetras slagsmark for mindst 5.000 år siden blev bevægelsen præsenteret af Krishna i Bhagavad-gita. Fra Bhagavad-gita kan vi også forstå, at Han havde talt dette bevidsthedssystem længe, længe før – for mindst 40 millioner år siden – sådan som Han havde givet det til solguden, Vivasvan.

Denne bevægelse er på ingen måde ny. Den kommer ned igennem en discipelrække og fra alle de store ledere af Indiens vediske civilisation inklusive Sankaracarya, Ramanujacarya, Madhvacarya, Visnu Swami, Nimbarka og i senere tid Herren Caitanya. Discipelrækken bliver stadig fulgt i dag. Denne Bhagavad-gita er også meget bredt anvendt i alle dele af verden af store professorer, filosoffer og religiøse mennesker. Men i de fleste tilfælde bliver principperne ikke fulgt, som de er. Krishnabevidstheds-bevægelsen præsenterer Bhagavad-gitas principper, som de er, uden nogen fejlfortolkning.

Fra Bhagavad-gita kan vi forstå fem hovedprincipper, nemlig Gud, det levende væsen, de materielle og åndelige naturer, tid og handlinger. Af disse fem ting er Gud, det levende væsen, naturen (materiel eller åndelig) og tid evige. Men handlinger er ikke evige.

Handlinger i den materielle natur er forskellige fra handlinger i den åndelige natur. Selv om den åndelige sjæl er evig, sådan som vi har forklaret det, er handlinger, der gøres under indflydelse af den materielle natur, midlertidige. Krishnabevidstheds-bevægelsen sigter efter at placere den åndelige sjæl i hans evige handlinger. Vi kan praktisere evige aktiviteter, selv når vi er materielt beskæftigede. At handle åndeligt kræver blot vejledning, men det er muligt under foreskrevne regler og reguleringer.

Krishnabevidstheds-bevægelsen underviser i disse åndelige handlinger, og hvis man trænes i sådanne åndelige aktiviteter, overføres man til den åndelige verden, som man finder masser af beviser på i den vediske litteratur inklusive Bhagavad-gita. Den åndeligt trænede person kan let blive overført til den åndelige verden igennem en ændring af sin bevidsthed.

Bevidsthed er altid til stede, for den er symptomet på den levende åndelige sjæl, men for øjeblikket er vores bevidsthed materielt forurenet. For eksempel er vand, der regner ned fra en sky, rent, men så snart vandet kommer i kontakt med jorden, bliver det med det samme mudret. Men hvis vi filtrerer det samme vand, kan dets oprindelige renhed genvindes. På samme måde renser Krishnabevidstheds-processen vores bevidsthed. Og så snart vores bevidsthed er klar og ren, er vi kvalificerede til at blive overført til den åndelige verden til vores evige liv af viden og lyksalighed. Det er, hvad vi længes efter i denne materielle verden, men vi bliver frustreret for hvert skridt, vi tager, på grund af materiel forurening. Derfor bør denne Krishnabevidstheds-bevægelse tages meget alvorligt af menneskesamfundets ledere.