Af Jahnu Dasa

For første gang i verdenshistorien har de brede masser fået ørenlyd i offentligheden … gennem Internettet.

De brede masser forstår ikke, hvordan de bliver styret af den herskende magt. Hvad enten det er offentligt eller privat, udtrykker de blot tidens herskende virkelighedsforklaring.

Det er aldrig før sket i verdenshistorien, at illusion, uvidenhed og synd er blevet spredt så vidt og bredt til offentligheden.

Ens syndfulde aktiviteter holdt man for sig selv. De blev ikke brugt til at danne offentlig mening. Før i tiden, hvor befolkningen var mere oplyst, var der ikke bred enighed om at forherlige illusion, som der er nu.

I et gudeligt samfund bliver befolkningen uddannet i åndelige principper. Folk bliver ikke fortalt, at der ingen mening er med livet – at det er op til den enkelte, hvordan man bruger den tid, man har. Hvis folk tror, at dette er det eneste liv, så er det på med rundsavene og derudaf – ens eneste chance for at nyde ens materielle krop.

Når man bilder befolkningen ind, at målet med livet er at tjene penge og bruge dem, skaber det gode forbrugere. En befolkning uddannet i livets virkelige mening bliver ikke gode forbrugere, og det kan man ikke have i et forbrugersamfund.

En kultur, hvor flertallet er oplyst om, at dette liv er et ud af millioner i 8.400.000 livsarter, bliver alting lidt mindre alvorligt.

I stedet bliver folk nu tilskyndet til at jagte basale kropslige og mentale behov. Kroppens behov er at spise, sove, parre sig og forsvare sig. Sindets behov er ære og anseelse.

Disse ønsker er iboende alle mennesker. Det kaldes materielle ønsker – kropslige begær. Kroppen er materiel, og sindet er materielt, så derfor er ønsker om at opfylde deres behov materielle.

Materielle behov er selviske. Kroppen er centrum for alle behov. Selviskhed kan være udvidet til familie, venner og samfund, eller den kan være centreret om én selv, men kroppen er altid centrum for, hvad man gør.

Materielle ønsker er en forvrængning af sjælens virkelige ønske om at tjene Krishna. Man kan spise for Krishna, man kan sove for Krishna, man kan parre sig for Krishna, og man kan forsvare sig for Krishna.

Når der er enighed i befolkningen om at tjene den samme helhed, Krishna, skaber det større samhørighed. I stedet for at se alle andre som en krop, ser man dem som sjæl – ingen racisme, samfundsmæssige skel eller national stolthed, for alle sjæle er ens – dele af den samme helhed.

Moderne mennesker bliver uddannet i bare at få det bedste ud af den tid, man har, for der er ikke andet. Dette liv er den eneste chance, vi vil få til at få vores ønsker opfyldt.

I stedet for at centrere folk om Gud sker det omkring et flag … et stykke stof. Mere ligegyldigt bliver det ikke. Der findes faktisk folk, der er villige til at gå i døden for deres flag. Deres nation er ren kropslig identitet. I sjælens evige eksistens varer den et par sekunder. Derfor er alting, der forstærker vores identitet med kroppen, iværksat af ugudelige kræfter.

Et samfund, hvor de fleste mennesker tror, de er deres krop, er et sygt samfund – åndeligt vildledt. Vi kan se alting materielt, men ingenting åndeligt. Vi har glemt, hvor lyksaligt det er at tjene Krishna. Det er vores sygdom – at være absorberede i sansetilfredsstillelse.

Og den eneste kur mod denne sygdom er Krishnas navn. Uanset om man er kristen, hindu, muslim eller buddhist er processen den samme – at synge, recitere eller meditere på Krishnas navn. Hvis man har en sekterisk modstand mod Guds navn – Krishna – kan man anvende Jehova, Allah, Jesus, Manito, Buddha, Om eller Ram. Pointen er at sige Guds navn. Hvis hele befolkningen gør det, bliver verden et bedre sted.

”Både dyr og mennesker deler behovene for at spise, sove, parre sig og forsvare sig. Den særlige evne, som mennesker har, er, at de er i stand til at engagere sig i åndeligt liv. Uden åndeligt liv er mennesker på niveau med dyr.” —Hitopadesa