En ung mand forelskede sig engang i en ung pige. Den unge pige var ikke blot fysisk smuk, men besad også åndelig indsigt. Derfor var hun ikke interesseret i manden og afviste ham. Da han fortsatte med sine tilnærmelser, udtænkte hun en plan. ”Ja,” sagde hun. ”Jeg lover at ville være sammen med dig, men først om en uge fra nu af.” Den unge mand blev henrykt og så frem til den lovede aftale.
Den unge pige tog nu hver dag inden det aftalte stævnemøde stærke afføringsmidler og brækmidler og fik følgelig kraftig diarré og kastede konstant det, hun spiste, op. Opkastet og afføringen gemte hun i krukker i et rum i sit hus.
På denne måde afkræftede hun sig selv i en hel uge. Hun blev udmagret og mager som et skelet, hendes hud blev mørk, og hendes smukke øjne sank ned i deres øjenhuler og blev omgivet af sorte rande.
På den aftalte dag mødte den unge mand op. Han spurgte pigen, der åbnede døren, efter den smukke pige. Pigen svarede, at det var hende, han havde en aftale med, men manden kunne ikke genkende hende som den smukke pige, han havde talt med for en uge siden. Til sidst fortalte pigen, at hun havde skilt og isoleret sin skønheds ingredienser fra sig selv og gemt dem i krukker, så han kunne nyde dem uforstyrret. Den romantiske unge mand bad da om at se disse skønhedsingredienser og blev ført ind i rummet, hvor det flydende bræk og afføringen afgav en utålelig stank. Således fik den unge mand en lektion i den overfladiske og uvirkelige natur af materiel, kropslig skønhed.
Srila Prabhupada fortalte denne historie første gang i Back to Godhead i 1958 i et essay med titlen ’Skønhed og sandhed’. Han skrev bl.a.: ”Verdslig sandhed og skønhed er uforenelige. Verdslig sandhed er ikke blot ikke smuk, men ikke engang sandhed … På den anden side er Sandheden så smuk, at mange vismænd, helgener og hengivne har skubbet alt andet til side for Sandhedens skyld.”