Fire unge brahmana-drenge drog ud i verden for at prøve deres kunnen. De tre var pralende og højtråbende, den fjerde mere stille og beskeden.
På deres vandring kom de til en bunke dyreknogler. ”Jeg kan sætte knoglerne sammen og se, hvilket det dyr var,” sagde den første dreng. Som sagt, så gjort. Dyret havde været en løve.
Den anden dreng sagde: ”Lad mig med min mystiske evne genskabe resten af dyret.” Det gjorde han, og løven lå, som om den netop var udåndet.
”Indtil nu har vi intet set,” sagde den tredje dreng. ”Jeg vil indgyde dyret dets livsluft og vække det til live.”
”Vent,” sagde den fjerde dreng, der hidtil havde været tavs. ”Kan I ikke se, hvad det er, I gør?”
”Ti stille. Hvem har bedt dig tale?” udbrød de andre i munden på hinanden.
”Jeg skal tie, men først når jeg har bedt om jeres tilladelse til at kravle op i træet derovre.”
”Ja, kravl op i træet, din abe,” svarede de andre drenge.
Nu tog den tredje dreng en dyb indånding, kiggede løven dybt i øjnene og sagde: ”Tag en del af min kraftfulde livsluft, som jeg har hærdet igennem mange års askese og bodsøvelser.”
Det gav et ryk i løven. Den åbnede øjnene, kiggede på de tre drenge og i ét sprang på dem og åd dem. Kun den fjerde dreng blev tilbage til at kunne fortælle historien.
På samme måde leger videnskabsmændene i dag med naturens love uden at kende konsekvenserne deraf. Historien blev fortalt af Suhotra Swami.