Af Visakha Devi Dasi

I Herren Caitanyas første 24 år spillede Han rollen som skoleelev, lærer og husholder. I slutningen af Sit 24. år trådte Han ind i den forsagende livsorden (sannyasa). Derefter satte Han i Sin absorbering i kærlighed til Krishna ud på en 1.500 kilometers rejse til fods til Vrindavana. Men på vejen dertil gik Han med til at blive snydt til at tage til Sin fortrolige ledsager Advaita Acaryas hjem i Santipura, Vestbengalen.

For at narre Herren til at komme havde Advaita Acarya fortalt Ham: ”Du har fastet uafbrudt i tre dage i Din ekstase af kærlighed til Krishna. Derfor inviterer jeg Dig hjem til Mig, hvor jeg blot kan tilbyde en håndfuld ris. Grønsagerne, jeg serverer, er altid meget simple. Der er ingen luksuriøs madlavning.” I virkeligheden havde Advaita Acaryas hustru, Sita-devi, lavet en kæmpe festmiddag med mange retter.

Hvilken ofring det var! Et bjerg af ris, der var gennemvædet af ghee, var omgivet af 100 skåle, der var fyldt med alle mulige lækre grønsagsretter, som for de flestes vedkommende er ukendte i Vesten – patolaer, manakhacu, sukhta og phula-badi. Middagen omfattede også en dessert med kokosnød, der var blandet med ostemasse og kandissukker, og en karryret med bananblomster og squash kogt i mælk. Tre slags lette kager af henholdsvis mung-dal, modne bananer og urad-dal blev ofret sammen med riskager i kondenseret mælk og mange slags småkager i søde og sure sovse. Der var også sødris og risflager med mælk og bananer.

Advaita Acarya ofrede festmiddagen, som hans hustru havde lavet, til Herren Krishnas Deitet. Herren Caitanya var fornøjet over at se det pragtfulde arrangement, der var lavet for at glæde Krishna. Derefter satte Han Sig ydmygt til den ene side og ventede på at blive givet en lille del af ofringen.

Advaita Acarya havde noget andet i tankerne. Han tog Herren Caitanya ved hånden og anbragte Ham ved siden af den enorme ofring. Herren protesterede: ”Det er ikke rigtigt for en person i forsagelsens orden at spise så mange retter. Hvordan kan han styre sine sanser, hvis han gør det?” Men Advaita Acarya lod Sig ikke narre af Herren Caitanyas foregivende. Han forklarede, at siden Herren Caitanya er identisk med Deiteten af Herren Jagannatha i Jagannatha Puri, Orissa, hvor Han modtager 54 store ofringer dagligt, var det nuværende måltid i sammenligning dermed helt betydningsløst. ”Ved Mit store held,” fortsatte Advaita Acarya, ”er Du nu kommet til Mit hjem. Lad være med at jonglere med ord. Bare spis og sig ikke mere.”

Herren satte Sig smilende ned og begyndte at spise prasadamen. Efter at have spist halvdelen af hver grønsagsret opgav Herren Caitanya den og gik videre til den næste, og Advaita Acarya ville fylde den halvtomme skål op igen. På denne måde fyldte Advaita Acarya hver gang, Herren havde spist halvdelen af en portion, den igen op og bad Herren om at fortsætte med at spise.

Vi kan alle følge Advaita Acaryas eksempel: Lav en middag til Herren Krishna og Herren Caitanya og syng Krishnas hellige navne og dans. På den måde kan vi forvandle vores hjem til den åndelige verden.

Fyldte dybstegte runde butterdejskager
(kanti)

Tilberedelsestid: 1½ time.
Giver 12 portioner

Til butterdejen:

  • 2,5 dl ubleget hvidt kagemel eller universalmel
  • 1/8 tsk. salt
  • 1¾ spsk. ghee eller vegetabilsk olie
  • 0,6-0,8 dl koldt vand
  • 7,5 dl ghee eller vegetabilsk olie til stegning

Til fyldet:

  • 150 g flødeost
  • 4 spsk. sukker
  • 1 spsk. blancherede, hakkede pistacienødder
  • 1 spsk. hakkede rosiner
  • 1 spsk. hakkede valnødder
  • ½ tsk. kardemommepulver

Til sukkerlagen:

  • 0,8 dl sukker eller honning
  • 0,8 dl vand

Bland mel og salt i en dyb skål. Stænk olien eller den smeltede ghee over melets overflade og gnid ingredienserne sammen med fingerspidserne, indtil konsistensen minder om konsistensen af tørre havregryn. Hæld 0,6 dl vand i og rør hurtigt for at samle ingredienserne til en bold. Hvis dejen smuldrer, stænkes langsomt mere vand i, op til 2½ spsk., indtil smulerne hænger sammen til en dej. Ælt på en glat overflade i omkring ti minutter, eller indtil dejen er silkeblød og smidig. Saml dejen i en glat bold, pak den ind i et fugtigt viskestykke og stil den til side i mindst en time.

Rør ingredienserne til fyldet sammen, indtil de er grundigt blandet. Del fyldet op i tolv lige store portioner og tryk hver portion til en flad kage på fem centimeter i diameter. Stil dem til side på en plade.

For at lave de fyldte kager deles dejen i 24 små kugler, der hver rulles til en glat bold. Dæk dem med et fugtigt viskestykke. Klap en efter en hver bold til en flad kage, dyp den i mel på begge sider og rul den med en rullepind eller kagerulle til en rund skive på 8-9 cm i diameter. Læg en del af fyldet midt på skiven med mindst 1,25 cm ud til kanten overalt. Dyp en finger i vand og fugt hele skivens ydre kant. Læg en tilsvarende dejskive over den første. Tryk kanterne sammen for at forsegle dem forsvarligt og rul hele kanten med et dekorationshjul eller buk dekorative foldninger hele vejen rundt eller pres kanten med den yderste del af en gaffel. Læg den færdige kage på et stykke bagepapir eller vokspapir. Gentag det samme med resten af kagerne.

Til sukkerlagen blandes sukker og vand i en 1-liters gryde og koges i omkring fem minutter, indtil sukkerlagen er klæbrig og tyktflydende. Hold lagen varm over den lavest mulige temperatur. Hvis lagen begynder at krystalisere, tilsættes nogle stænk vand. Som et alternativ kan man opvarme 0,8 dl let honning.

Opvarm ghee eller olie i en wok eller dyb stegegryde over mellemhøj varme, indtil temperaturen når 175-180°C på et stegetermometer. Lad fire kager glide ned i ghee’en. Temperaturen falder næsten med det samme med 25 grader. Steg kagerne og giv temperaturen lov til at stige, indtil kagerne er sprøde og gyldenbrune, hvilket tager omkring fem minutter for hver side.

Når kagerne er brune, løftes de op med en stor hulske og anbringes på absorberende papir til afdrypning. Steg de næste fire kager. Dyp begge sider af de stegte kager i den varme sukkerlage, tag dem op og lad dem afdryppe på en bagerist. De færdige kager overdrysses med hakkede pistacienødder, hvorefter de kan ofres til Krishna.