En far og søn var på en længere rejse. De var fattige mennesker og ejede kun én hest. Faderen sad på hesten, imens sønnen gik ved siden af.
”Se blot den grusomme mand,” sagde folk i den første landsby, de kom igennem. ”Han sidder der mageligt på hesten, mens det stakkels barn må vandre efter ham.”
”Nå,” tænkte faderen. ”Så lad min søn ride på hesten.”
De kom til den næste landsby. ”Se, hvordan unge mennesker ikke længere har respekt for de ældre,” sagde folk forargede. Sønnen kiggede på sin far. ”Lad os begge ride,” sagde faderen.
I den tredje landsby lød der voldsomme protester. ”Sikke noget dyrplageri,” skældte folk dem ud. ”Stakkels hest. To store mænd rider på den på én gang. Hvordan kan I få jer til det?”
Herefter besluttede de sig til begge to at gå og lade hesten nøjes med at bære bagagen. De kom til den fjerde landsby.
”Ha, ha,” grinede folk. ”Kan man være dummere? De har en hest, og alligevel går de bagefter den uden at ride på den.”
Faderen og sønnen forstod da, at uanset hvad man gør, er der altid nogen, der kritiserer én i denne verden.