Af Srila Prabhupada
Denne artikel er hentet fra Back to Godhead den 5. maj 1956, dvs. fra Prabhupadas tid, før han kom til Vesten.
Dr. Sharma fra Delhi stillede dette spørgsmål til en kendt Swamiji, og svaret, han fik, tilfredsstillede ham ikke. Doktoren spurgte Swamiji’en, om menneskehedens lidelser er skabt af Gud. Hvis ja, hvorfor har Han så skabt sådanne lidelser? Swamiji svarede, at det er Guds lila. Doktoren bemærkede, at hvis det er Skæbnens lila, hvorfor skal et levende væsen så sættes under loven om karma? Doktoren erklærede åbent på mødet, at han ikke var tilfreds med Swamijis svar.
I vores møde med mange kultiverede mennesker er vi også blevet stillet den samme slags spørgsmål. Monisterne og upersonalisterne, der kun tænker i de levende væseners enhed med den Højeste Herre, kan ikke svare på anden måde, end som Swamiji’en svarede doktoren. Men et sådant mangelfuldt svar har svært ved at tilfredsstille et levende væsens hjerte.
Herren beskrives i alle skrifter som lila-puru-sottama eller Guddommens Personlighed, der af Sin egen natur altid er engageret i transcendentale lege. I Vedanta-sutra beskrives Han som anandamaya abhyasat. Monisten og upersonalisten forsøger med stort besvær at forklare denne sutra på forskellige måder for at beskytte deres ufuldkomne teori om enhed og upersonlighed. Ananda eller glæde kan ikke nydes alene. At variation er moderen til al nydelse, er et velkendt mundheld. Delhi er en tiltrækkende by på grund af sin mangfoldighed. De levende væsener er tiltrukkede af byen, fordi den har en mangfoldighed af nydelsesværdige ting. Der er tiltrækkende gader, bygninger, biografer, parker, køretøjer, butikker, arbejde at få, mad osv. i forskellige variationer, og derfor er byen Delhi så smuk. Den engelske digter Cowper skrev, at landet er skabt af Gud, men byen er skabt af mennesker. Dermed ikke være sagt, at der ikke er forskellige former for nydelser på landet. Landet er fuld af naturlig forskellighed i en upoleret form, imens forskellighederne i byen stilles til skue på en moderniseret, videnskabelig måde. Digtere som Cowper er tiltrukkede af forskelligheden i landets naturlige skønhed, og prosaiske mennesker, der bor i byen, er tiltrukkede af de farverige forskelligheder, der fremstilles af mennesker. I begge tilfælde er både den landlige og den bymæssige befolkning tiltrukket af en form for variation, uden hvilken der ikke kan være tale om nogen form for nydelse. Det er den rigtige forklaring af aksiomet anandamaya abhyasat i Vedanta-sutra.
Den såkaldte Swamiji, der så konsekvent er tiltrukket af Delhi eller enhver anden by, må være på udkig efter en form for nydelse i selskab med det svage køn ligesom aristokraterne, vi generelt støder på. Han er ikke tiltrukket af skovens naturlige skønhed, selv om han klæder sig som en vanachari eller en mand, der bor i skoven. Alene denne kendsgerning lader forstå, at Swamiji’en eller enhver anden mand søger nydelse i forskellige former for materie, fordi de ingen viden har om åndens mangfoldighed. Hvis der er så mange forskellige nydelser i materie, hvorfor skulle man da nægte åndelig mangfoldighed i den Absolutte? Men fordi sådanne Swamiji’er sværger til teorien om monisme og upersonalisme, er de nødt til at negere alt, som findes i materien, i ånden. Ifølge dem er ånd en benægtelse af materie. Men i virkeligheden er ånd ikke en negation af materie, men materie er en perverteret refleksion af ånd.
Som sådan eksisterer den virkelige nydelse af forskelligheder i ånden uden skuffende relativitet, imens den træge materie i forbindelse med den dynamiske ånd manifesterer en falsk repræsentation eller skyggerepræsentation af de åndelige mangfoldigheder, der desværre benægtes af klassen af såkaldte Swamiji’er.
Den Højeste Herre er lykkelig af natur (sac-cid-ananda vigraha), og derfor ekspanderer Han Sig igennem Sine forskellige energier, adskilte dele og fuldstændige dele. Den Højeste Herre er Absolut Sandhed, og Han er én uden lige og inkluderer Sine forskellige energier, dele og fuldstændige dele. De forskellige energier, dele og fuldstændige dele er samtidig ét med og forskellige fra den Absolutte Sandhed. Fordi Han er glædesfyldt af Natur, ekspanderer Han Sig i forskellige variationer på ovennævnte manér, og Hans forskellige ekspansioners handlinger omtales ved navnet lila eller transcendentale lege. Denne lila er ikke blind og uvirksom. Der er fuldstændig følelse, uafhængighed, handlinger og reaktioner. Den Absolutte Sandheds forskellige energiers kompleksitet er emnet for en omfattende videnskab, der kaldes den transcendentale videnskab, og Bhagavad-gita er ABC eller grundbogen i viden for elever, der er interesserede i den videnskab.
Det er meningen, at ethvert intelligent menneske skal blive interesseret i denne transcendentale videnskab, og ifølge vismændenes opfattelse er menneskelivet kun til for denne videnskab. I Vedanta er den første aksiomatiske sandhed athato brahma-jijnasa: ”Nu er det tid til at spørge ind til den transcendentale videnskab.”
Menneskelivet er fuld af lidelser, og livet som noget andet end menneske er endnu mere lidelsesfyldt. Ethvert fornuftigt menneske med god dømmekraft kan forstå, at livet i den materielle verden er fuld af lidelse, og ingen er frie for aktionerne og reaktionerne på sådanne lidelser. Dette er ikke et pessimistisk livssyn, men en kendsgerning, som man ikke bør være blind overfor.
Lidelserne opregnes i tre kategorier, nemlig lidelser i relation til krop og sind, lidelser i relation til andre levende væsener og lidelser i relation til styringen af usete kræfter. Et fornuftigt menneske skal være bevidst om disse lidelser. Alle er ubevidst opmærksomme på disse lidelser, og aktiviteterne i det nuværende liv er et forsøg på at sætte sig ud over disse lidelser og derved blive lykkelig i livet. Hvert eneste levende væsen forsøger ubevidst at opnå dette mål af lykke og slippe fri af disse lidelser. Selv i de højere intelligente klasser forsøger man at slippe fri for alle disse lidelser gennem planer og forehavender.
Kraften, der forpurrer alle disse planer og forehavender hos den mest intelligente person, kaldes daivi maya eller illusorisk energi. Vi har adskillige gange diskuteret denne daivi maya på Back to Godheads sider. Karma-loven eller resultatet af aktioner og reaktioner i den materielle verden styres af denne daivi maya eller prakrti, den almægtige natur. Denne prakrtis handlinger er alle psykologiske, regulerede, principbaserede og bevidste under ledelse af den Højeste Herre. Alting gøres med prakrtis fulde bevidsthed, og intet er blindt eller tilfældigt. Hun går også under navnet Durga eller kraften, der er meget vanskelig at overgå. Ingen kan derfor overgå Durgas love med ligegyldigt hvilken mængde af barnlige planer.
At fjerne menneskehedens lidelser eller kvaler er på samme tid meget vanskeligt og meget let. Så længe planerne om at slippe af med dem fortsætter med at være fabrikeret af de betingede sjæle, der selv er bundne af naturens love, kan der ikke være nogen løsning på disse lidelser. De rigtige planer og forehavender er dem, der omtales i Bhagavad-gita, og man er nødt til at følge dem i sit praktiske liv for sin egen skyld. Lidelserne er ikke den Højeste Herres lilaer. Som nævnt ovenfor er Han for evigt glædesfyldt. Hans lila eller transcendentale lege er ikke forskellige fra Ham, for Han er Absolut Sandhed. Hans navn, berømmelse, kvaliteter, lege osv. er alle identiske med Ham. Hans lila eller lege kan derfor ikke være fyldt med lidelser. Et sådant undvigende svar, at det er lila, kan derfor ikke være svaret på spørgsmålet om menneskelig lidelse. Den Højeste Herres lila eller lege er transcendentale til menneskets lidelser og kvaler.
Menneskehedens lidelser er tværtimod resultatet af misbrug af dømmekraften eller den lille uafhængighed, der er givet til den individuelle sjæl. Swamiji’en kan bortforklare sådanne lidelser som lila for at holde trit med teorien om monisme, men i virkeligheden er de kun daivi mayas påtvungne handlinger, der påføres den vildledte betingede sjæl.
De levende væsener er uadskillelige dele eller forskellige energier af den Højeste Herre. Delen er ikke lig med helheden. Delen kan slutte sig til den transcendentale lila i sin ubetingede tilstand, men så længe han er betinget af karma-lovene, er lidelserne hans egne frembringelser fra et groft misbrug af hans lille uafhængighed. Mayavadierne eller de upersonalistiske monister vildleder folk ved at forveksle de trefoldige lidelser som lila. Sådanne upersonalistiske monister er nødt til at vildlede på den måde, for de tror fejlagtigt, at den Højeste Herre og den individuelle sjæl er lige i enhver henseende. De individuelle sjæle er lige i kvalitet med den Højeste Herre, men ikke i kvantitet. Havde den individuelle sjæl været kvantitativt lige med den Højeste Herre, ville han ikke have været underlagt naturens love. Den materielle natur er underordnet den Højeste Herres vilje. Som sådan kan Han ikke være underkastet Sin egen lavere energis love. De individuelle sjæle, der er anbragt i den materielle verdens lidelser, er derfor forskellige uadskillelige dele af det Højeste Væsen, og deres lidelser er resulterende reaktioner på misbruget af deres lille uafhængighed. Det er Bhagavad-gitas konklusion.
De uadskillelige dele er til for at tjene helheden. Når sådanne dele misbruger uafhængigheden, underkastes de de materielle lidelsers love, der er ligesom politiets indgriben.
En stats borgere er uadskillelige dele af hele nationen. Det er tanken, at borgerne skal tjene den nationale sag, og det er frie folks funktion. Når en borger misbruger sin relative frihed i udførelsen af sine pligter over for staten, sættes han under politiindgreb af staten. En borgers liv i den frie stat og en borgers liv i fængslet er ikke identiske. De, der gør sådanne to forskellige faser af borgernes liv til én og samme ting, må lide af galskabens sygdom. På samme måde kan de, der taler om menneskehedens lidelser som den Højeste Herres lila, ikke have ret megen viden.
Staten ønsker ikke, at borgerne skal handle på en måde, så de kommer i fængsel og lider dets trængsler. Fængslet er utvivlsomt opført af staten, men det betyder ikke, at staten ønsker at invitere fangerne indenfor. Indirekte tvinger de ulydige borgere staten til at opføre fængslet. Det er ingen nydelse for staten at skulle opføre og drive et fængsel. Tværtimod ville staten være glad for helt at kunne undvære fængslet under forudsætning af, at der ingen ulydige borgere var i staten. Selv om den materielle verden er skabt af den Højeste Herres vilje, er beboerne i denne materielle verden, der er fyldt med lidelser, på samme måde forskellige fra dem, der for evigt er engagerede i den Højeste Herres transcendentale lege.