Af Visakha-devi Dasi 

Hvordan det kan være en tilfredsstillende meditation på Herren Krishna at byde gæster velkommen.

Døren til lejligheden åbnes, og det første jeg ænser, er en lille, slank, smilende ung kvinde svøbt yndefuldt i en sari. Jeg gengælder hendes smil og kaster blikket længere ind i lejligheden på et rent, velbelyst, lille rum med et lakeret parketgulv og hvide vægge. Der hænger et par billeder på væggene, der er en sofa bagerst i lokalet og en boghylde, som også fungerer som alter, på venstre side.

Inviteret indenfor tager jeg skoene af ved indgangen og sætter dem på en halmmåtte dedikeret til formålet for dernæst at sætte mig ved siden af værtinden på den behagelige sofa. Kort efter rejser hun sig igen for at byde mig på en kop urtete. Ligesom jeg tager den første tår te, returnerer hun fra køkkenet med en tallerken chidwa, en dybstegt snack af fladris, krydderier og nødder.

“Min mand kan godt lide chidwa,” forklarer hun, “og siden det holder længe, laver jeg gerne en stor portion ad gangen, så jeg altid har noget at byde gæster på.”

Jeg slapper af og nyder besøget. Chidwaen er velsmagende, atmosfæren er behagelig, og værtinden er venlig.

Værtinden, Madhumati-devi Dasi, har indiske rødder, men er født i Washington DC. Kun fire ud af hendes 26 år har hun tilbragt i Indien. Hendes far, en indisk diplomat, tog hende, hendes tvillingebror og hendes mor med sig rundt i verden. De var i Washington DC i tre år, i Zambia i fire år, i Italien i fire år, i Libyen i et år, i Indien i fire år og i Irland i fire år.

Da Madhumati var elleve år, imens familien var i Libyen, begyndte hun at hjælpe sin mor med at lave mad til de 30 eller 40 gæster, hendes far ville få på visit hver måned i den indiske ambassade.

På det seneste er minderne om disse beværtninger begyndt at fylde meget i hendes hukommelse, for i februar sidste år flyttede hun og hendes mand i lejlighed (den jeg befinder mig i nu), og inden der gik en måned, var de begyndt at holde aftenarrangementer.

Madhumati: “Til at starte med ønskede min mand at invitere alle de lokale hengivne hjem til os, hvortil jeg svarede, at det havde vi slet ikke plads til. Han svarede: “Vi skal nok finde plads til dem. Vi sætter dem bare på rad og række og serverer for dem.” Jeg var dog usikker på min kogekunst, så han indvilligede i blot at invitere ét par i første omgang. To uger senere havde vi to par på besøg, en uge senere tre par og sådan fortsatte det. Kort inden Mathuresa og hans familie skulle flytte udenbys, holdt vi en afskedsfest med 28 mennesker inklusive ti børn. Se, det var en stor forsamling i denne lille lejlighed.”

Madhumati planlægger menuen en uge forud for disse forsamlinger og udvælger nøje komplimenterende retter såsom ris, suppe, brød, grøntsager, hovedret, dessert og en særlig ret. Hun ændrer ofte i menuen i dagene op til. “Det er en slags meditation på, hvordan jeg bedst tilfredsstiller de hengivne og Herren Krishna,” siger hun. “Min mand og jeg glædes ved at tjene de hengivne. Det er en fortrolig måde at være i kontakt med dem på, og vi bliver alle knyttet tættere sammen ved at ære prasadam i fællesskab.”

“Jeg ønsker, at vores gæster er glade og værdsætter den vediske kultur, vi har taget til os. Jeg ønsker, at de vil byde gæster ind i deres eget hjem på samme måde. Det er yderst tilfredsstillende for både gæst og vært.”

Jeg har nu spist chidwaen og drukket teen, og det er tid til at gå, selv om jeg gerne ville have blevet længere. Madhumati skal nu passe de hengivne naboers barn, så jeg bevæger mig modstræbende gennem rummet til entreen, imens jeg tænker: “Ja, det ville da egentlig være vidunderligt at skabe denne stemning i mit hjem ved at holde den type komsammener, Madhumati lige har beskrevet for mig, men hun skal også komme for at fuldende oplevelsen.”

Opskrifter fra Madhumati-devi Dasi

Chidwa
Tilberedelsestid: 1 time og et kvarter
Portioner: 10

  • 1 spsk. fennikelfrø
  • ½ tsk. gurkemeje
  • ½ tsk. cayennepeber
  • 1¼ tsk. salt
  • 1½ spsk. sukker
  • 1 spsk. ajwain
  • 2 stærke grønne chilier, hakkes efter frøene fjernes
  • 1,8 dl rosiner
  • 3 dl fladris
  • 1,2 dl cashewnødder
  • 1 stor bagekartoffel, skrællet, groftrevet, opblødt en halv time i koldt vand, drænet og duppet tør
  • vegetabilsk olie til dybstegning
  1. Rist fennikelfrøene i en lille pande over middelvarme, indtil de bliver en anelse mørkere. Tag dem af blusset og gem dem til senere.
  2. Bland gurkemeje, cayennepeber, salt, sukker, ajwain og chili i en skål og gem til senere.
  3. Put adskillige lag køkkenrulle på to tallerkener og stil dem nær komfuret.
  4. Varm den vegetabilske olie i en wok eller gryde over høj varme. Put en håndfuld kartoffelstrimler i og rør sporadisk, indtil de bliver gyldenbrune. Tag dem op med en hulske og læg dem på en af tallerkenerne med køkkenrulle. Gentag processen med resten af kartoffelstrimlerne.
  5. Sænk temperaturen til middelvarme. Placer en håndfuld fladris i et dørslag af metal og sænk det forsigtigt ned i den varme olie. Inden for et minuts tid vil skummet sætte sig. De flade ris er færdige, når de er sprøde, men endnu ikke er blevet brune. Fjern dørslaget og placer de flade ris på den anden tallerken med køkkenrulle. Gentag processen med resten af de flade ris.
  6. Steg cashewnødderne på samme måde som de flade ris, indtil de er gyldenbrune. Efter alle ingredienserne er kølet til stuetemperatur, mikses de sammen i en skål. Tilføj fennikelfrø, rosiner og krydderier og bland grundigt. Ofres til Krishna og gemmes derefter i en lufttæt beholder.

Flere opskrifter fra Madhumati-devi Dasi i næste nummer.