Srila Prabhupada diskuterer en sadhus kvaliteter i et kapitel i sin bog Teachings of Lord Kapila.

titiksavah karunikah / suhrdah sarva-dehinam
ajata-satravah santah / sadhavah sadhu-bhusanah

OVERSÆTTELSE: Symptomerne på en sadhu er, at han er tolerant, barmhjertig og venlig mod alle levende væsener. Han har ingen fjender, han er fredfyldt, han følger skrifterne, og alle hans kendetegn er ophøjede. (Srimad-Bhagavatam 3.25.21)

FORKLARING: En sadhu er som beskrevet ovenfor en hengiven af Herren. Hans interesse er derfor at oplyse mennesker om hengiven tjeneste. Det er hans barmhjertighed. Han ved, at uden hengiven tjeneste er menneskelivet spildt. En hengiven rejser over hele landet fra dør til dør og prædiker: ”Vær Krishna-bevidst. Vær en hengiven af Herren Krishna. Spild ikke jeres liv på blot at opfylde dyriske tilbøjeligheder. Menneskelivet er beregnet til selverkendelse eller Krishna-bevidsthed.” Sådan prædiker en sadhu. Han er ikke tilfreds med sin egen befrielse. Han tænker altid på andre. Han er den mest barmhjertige personlighed over for alle faldne sjæle. En af hans kvalifikationer er derfor karunika, stor barmhjertighed mod de faldne sjæle.

Når han er engageret i prædikearbejde, er han nødt til at mødes med så mange fjendtligsindede elementer, og derfor må sadhuen være meget tolerant. Nogle vil behandle ham dårligt, for de betingede sjæle er ikke parate til at modtage den transcendentale viden om hengiven tjeneste. De kan ikke lide den. Det er deres sygdom. Sadhuen har den utaknemmelige opgave at indprente dem vigtigheden af hengiven tjeneste. Nogle gange bliver sadhuer personligt angrebet med vold. Herren Jesus Kristus blev korsfæstet, Haridasa Thakura blev pryglet på 22 markedspladser, og Herren Caitanyas vigtigste assistent, Nityananda, blev voldeligt overfaldet af Jagai og Madhai. Men de var stadigvæk tolerante, for deres mission var at udfri faldne sjæle.

En sadhu er barmhjertig, for han er alle levende væseners velønsker. Han er ikke kun menneskesamfundets velønsker, men også en velønsker af dyresamfundet. Ordet sarva-dehinam referer til alle levende væsener, der har accepteret materielle kroppe. Ikke kun har mennesket en materiel krop. Det har andre levende væsener også. Herrens hengivne er barmhjertig mod alle – katte, hunde, træer osv. Han behandler alle levende væsener på en sådan måde, at de i sidste ende bliver frelst fra denne materielle forvikling. Sivananda Sena, en af Herren Caitanyas disciple, gav befrielse til en hund ved at behandle hunden transcendentalt. Der er mange tilfælde, hvor en hund fik befrielse ved at omgås med en sadhu, for en sadhu engagerer sig i de bedste filantropiske aktiviteter for at velsigne alle levende væsener. Men selv om en sadhu overhovedet ikke er fjendtlig over for nogen, er verden så utaknemmelig, at selv en sadhu har mange fjender.

Hvad er forskellen på en fjende og en ven? Det er en forskel i opførsel. En sadhu omgås med alle betingede sjæle med henblik på deres yderste befrielse fra materiel indvikling. Derfor kan ingen være mere venlig end en sadhu, når det kommer til at hjælpe en betinget sjæl. En sadhu er fredfyldt, og han følger stille og roligt skrifternes principper. En sadhu er en, der følger skrifternes principper og på samme tid er en hengiven af Herren. Den, der virkelig følger skrifternes principper, må være en hengiven af Gud, for alle sastraerne pålægger os at adlyde Guddommens Personligheds ordrer. En sadhu er derfor en, der følger de skriftlige påbud, og samtidig er en hengiven af Herren. Alle gode karaktertræk er fremtrædende hos en hengiven, og han udvikler alle halvgudernes gode kvaliteter, hvorimod en ikke-hengiven, selv om han er akademisk kvalificeret, ifølge standarden for transcendental erkendelse ingen gode kvalifikationer eller gode karaktertræk har.

Der er 8.400.000 livsformer ifølge Padma Purana, og atmaen er den samme i dem alle. Sadhuen kan forstå dette, sådan som det står i Bhagavad-gita (5.18):

vidya-vinaya-sampanne / brahmane gavi hastini
suni caiva svapake ca / panditah sama-darsinah

”I kraft af sand viden ser de ydmyge vismænd med samme syn på en lærd og mild brahmana, en ko, en elefant, en hund og en hundeæder [en kasteløs].”

Det er ikke sådan, at en brahmana er det samme som en hund, men en brahmana er en åndelig sjæl, og hunden er også en åndelig sjæl. Vi er betingede i overensstemmelse med vores forskellige kroppe, der gives til os af højere magter. Yamaraja giver det levende væsen en krop ifølge hans karma. Karmana daiva-netrena [SB. 3.31.1]. Kroppe tildeles ifølge ens kvalifikationer. Hvis man erhverver sig en brahmanas kvaliteter og arbejder som en brahmana, bliver man en brahmana. Hvis man handler som en hund og gør en hunds arbejde, bliver man en hund. Man må heller ikke tro, at blot fordi man er født som en brahmana, er man automatisk en brahmana. Der er kendetegn, der nævnes i Bhagavad-gita, gennem hvilke man kan se, hvilken kaste man tilhører. Sridhara Svami har også bemærket, at fødsel ikke er alting. Man er nødt til at erhverve sig kvaliteterne. Uanset hvilken krop vi måtte have, er vores position midlertidig. Vi kan ikke forblive i nogen position for altid. Vi kan tro, at vi for øjeblikket er amerikanere og meget lykkelige, og alt er i orden. Vi kan lægge vores planer om fortsat lykke, men naturen giver os ikke lov til at blive her for altid. Så snart naturen kalder, dør og opgiver vi vores post. Så bliver vi nødt til at tage posten som en hund, en kat, en halvgud, et menneske osv. Vi er nu blevet givet en meget ophøjet livsform som menneske, men hvis vi ikke handler i overensstemmelse dermed, bliver vi nødt til at acceptere en lavere krop. Dette er karmana daiva-netrena.

Vi bør derfor tage det meget alvorligt, at i denne menneskelige form er vores mål at blive hengivne af Herren Krishna. Det er vejen til befrielse. Før i tiden plejede store personligheder i Indien at meditere for at standse gentagelsen af fødsel og død. Det er menneskets vigtigste beskæftigelse. I virkeligheden er hvert eneste menneske bestemt til det. Medmindre vi får bugt med den gentagne fødsel og død, spilder vi blot vores liv ligesom dyr på at spise, sove, forsvare os og parre os. Specielt i denne tidsalder kan mennesker ikke se forskel på dyreliv og menneskeliv. De tror, at forskellen er, at dyrene sover på gaden, og mennesker sover i bekvemme lejligheder. Imidlertid definerer sastraerne ikke civilisation på den måde. Uanset om man sover på gaden eller i en lejlighed, er aktiviteten den samme. En hund spiser måske fra en skraldespand, og et menneske kan spise af en tallerken af guld, men det betyder ikke, at de er engageret i forskellige aktiviteter. I begge tilfælde tager både hunden og mennesket mad ind i deres kroppe. En hund kan have sex på gaden, og et menneske kan have sex i en dejlig seng på et skjult sted, men det ændrer ikke selve aktiviteten. Folk tror, at fremskridt i civilisation betyder, at man bliver bedre til at spise, sove, parre sig og forsvare sig, men i virkeligheden har disse aktiviteter intet at gøre med civilisation. De forøger blot vores trældom i materielt liv.

Menneskelivet er bestemt til yajna eller offerhandling for at tilfredsstille den Højeste Person. Vi kan forsøge at gøre vores handlinger perfekte, men vores fuldkommenhed ligger i at tilfredsstille Krishna med vores talenter. For tiden er vi måske knyttet til materiel aktivitet, men vi bør overføre den tilknytning til en sadhu. Da vil vores liv være fuldkomne. Nu er vi knyttet til penge, kvinder, gode huse, samfund, venner, familie osv. Denne tilknytning kaldes arjanam pasu. Ordet pasu betyder ”reb”. Når vi er bundet med et reb, er vi hjælpeløse, og nu er vi bundet af gunaerne¸ den materielle naturs tre kvaliteter. Ordet guna betyder også ”reb”. Vi kan ikke befri os selv, for vi er betingede. Vi kan ikke bevæge os frit uden den højere autoritets sanktion. Det siges almindeligvis, at ikke så meget som et græsstrå flytter sig uden Guds billigelse. På samme måde kan vi ikke gøre noget uden overopsynet fra en højere autoritet.

Det er ikke sådan, at Gud personligt må overse dette. Parasya saktir vividhaiva sruyate … na tasya karyam karanam ca vidyate: Således står der i Svetasvatara Upanisad (6.8), at den Højeste Herre ikke behøver at handle personligt. Han har mange repræsentanter, der gør alt for Ham. Vi er så styrede, at vi ikke engang er frie til at blinke med øjnene. Måske bevæger vi frit hænderne, men hvad øjeblik det skal være, kan de blive lammede. For nærværende hævder jeg: ”Det er min hånd.” Men hvad er dette? Hånden kan blive lammet i dette samme øjeblik. Dette er et betinget liv, så hvordan kan vi forbedre det? Vores opgave er at blive befriet fra hele denne betingede tilstand. Hvordan kan det lade sig gøre? Sa eva sadhusu krto moksa-dvaram apavrtam (SB. 3.25.20). Vi er nødt til at ændre vores tilknytning fra materielle ting til en sadhu. ‘Sadhu-sanga’, ‘sadhu-sanga’-sarva-sastre kaya [Cc. Madhya 22.54]. Dette er Sri Caitanya Mahaprabhus råd. Alle sastraer råder os til at omgås med en sadhu. Selv Canakya Pandita, den store politiker, anbefalede, tyaja durjana-samsargam bhaja sadhu-samagamam. En vaisnava-husholder spurgte Caitanya Mahaprabhu om, hvad pligten for en husholder er, og Sri Caitanya Mahaprabhu svarede med det samme, asat-sanga-tyaga-ei vaisnava-acara: ”Lad være med at omgås med ikke-hengivne, men opsøg en sadhu.” (Cc. Madhya 22.87)

For øjeblikket er det meget vanskeligt at undgå selskab med asadhuer, dem, der ikke er sadhuer. Det er meget vanskeligt at finde en sadhu, man kan omgås med. Vi har derfor startet denne bevægelse for Krishna-bevidsthed for at skabe et samfund af sadhuer, så folk kan drage fordel deraf og blive befriede. Der er intet andet formål med dette samfund.

Krishna udtaler i Bhagavad-gita (6.47), at den førsteklasses sadhu er ham, der altid tænker på Ham. Denne proces er ikke særlig vanskelig. Vi bør altid tænke på Krishna, men hvordan er det muligt? Vi tænker på vores forretning, vores hund, vores familie, vores genstand for kærlighed og så mange andre ting. Vi er nødt til at tænke på noget, for vi kan ikke eksistere uden at tænke. Vi skal omdirigere vores tanker til Krishna. Det er sadhuens opgave at undervise i dette, og man kan lære dette, når man har en sadhus selskab. I virkeligheden vil en sadhu ikke lære os noget som helst andet. Adau sraddha tatah sadhu-sangah (Bhakti-rasamrta-sindhu 1.4.15). Det er måden at gøre åndeligt fremskridt på. Man er nødt til at omgås med en sadhu. Ofte er sadhuens opgave utaknemmelig, men han er nødt til at være tålmodig. På trods af alle problemer, som en sadhu kan komme ud for, er han meget barmhjertig imod de faldne betingede sjæle. Han ser, at folk lider på grund af en mangel på Krishna-bevidsthed, og fordi han altid tænker på andres lykke, er han suhrt. Andre mennesker er altid misundelige, men sadhuen tænker hele tiden på, hvordan andre kan reddes fra mayas kløer. En sadhu er venlig ikke blot mod mennesker, men også mod katte, hunde, træer, planter og insekter. Han tøver med at slå selv en myg ihjel. Han tænker ikke blot: ”Jeg vil bare tage mig af min kødelige bror.” Han ser på alle levende væsener som sine brødre, for Krishna udtaler, at Han er alle levende væseners fader.

Fordi en sadhu lever på denne måde, skaber han ingen fjender. Hvis der er fjender, bliver de fjender på grund af deres egen natur, ikke på grund af nogen provokation fra sadhuens side. En sadhu lærer blot: ”Mit kære menneske, min kære ven, bare overgiv dig til Krishna.” Fjender opstår på grund af menneskets misundelige natur. Ifølge Canakya Pandita er der to misundelige dyr – slanger og mennesker. Selv om man er fejlfri, kan begge finde på at slå én ihjel. Af de to er det misundelige menneske ifølge Canakya Pandita mere farligt, for en slange kan tæmmes med recitation af et mantra eller nogle urter, men et misundeligt menneske kan ikke betvinges på den måde. I Kali-yuga er praktisk alle misundelige, men det er vi nødt til at tolerere.

Misundelige mennesker lægger mange hindringer i vejen for Krishnabevidstheds-bevægelsen, men vi er nødt til at tolerere dem. Der er intet alternativ. Man skal være fredfyldt og afhænge af Krishna i alle omstændigheder. Disse ornamenter pryder en sadhu. Vi bør finde en sadhu og omgås med ham. Så vil vores vej til befrielse være åben.