Af Visakha-devi Da – Oversat af Christopher Thuesen

Fra det gamle Back to Godhead i 1987 fortæller Visakha-devi, hvordan to madskribenter kommer hinanden nær ved at tilsidesætte deres forudfattede ideer.

Hun forventede at høre mine bækkener klinge og se min rødbrune sari flagre i et forsøg på at omvende hende. Jeg forventede at møde en aristokratisk kvinde med næsen i sky og hang til at spise middag i fint selskab med hertuger og baronesser.

En eftermiddag i midten af februar mødte jeg endelig Elaine Tait, den primære madskribent for The Philadelphia Inquirer. Jeg havde haft fire eller fem korte telefonsamtaler med hende over et halvt års tid. Hun var en frisk kvinde iført en tyk sweater og et uldskørt. Vi satte os på en lille sofa i den travle lobby uden for hendes kontor. I løbet af de første par minutter af vores samtale hylede hun mig ud af den med sin ligefremme attitude, da hun fortalte mig om Moose, hendes kælekanin. Elaine sagde, at hendes kærlighed til Moose gav hende lyst til at blive vegetar ligesom jeg, men at hendes job desværre ikke tillod det.

I det øjeblik forsvandt mine fordomme som dug for Solen. Hun bemærkede den høje kvalitet på opskrifterne i Back to Godhead-magasinet. Hun virkede overrasket, da jeg fortalte hende, at hengivne drikker mælk og spiser mælkeprodukter, men hverken indtager kød, fisk eller æg. Ydermere forundrede det hende, at jeg ikke var kok, men fotograf og skribent.

Vi tøede op over for hinanden i løbet af vores samtale, og imens hun snakkede, klukkede jeg indvendigt over det tåbeligt forvrængede mentale billede, jeg havde skabt af hende. Her var en livlig, sympatisk person, der bar følelserne uden på tøjet (som hendes mor plejede at sige) med en forkærlighed for violer. Derudover var hun ufatteligt dygtig og dedikeret til sit arbejde. På trods af min sky natur og modvilje til at involvere mig følelsesmæssigt bar hun over med mig. Et par dage senere accepterede hun min invitation til et hjemmelavet måltid.

Elaines elskværdighed som gæst kompenserede mere end rigeligt for min utilstrækkelige kogekunst. Da jeg åbnede en køkkenskuffe, hvor jeg opbevarede 21 krydderier i små kopper af rustfrit stål, lyste hendes ansigt op og afslørede hendes store lidenskab for madlavning. Hun sagde: ”Sikke en fantastisk idé, du giver mig til mit nye køkken.” Hvem ville ikke sætte pris på at få besøg af en, der værdsætter din mad, dit selskab, dine børn, ja endda din og din mands sammenspiste drillerier? Jeg nød Elaines raske replikker og hendes beretninger om arbejdet på avisen.

Elaine og jeg mødtes igen dagen efter hendes artikel ”Cooking with the Krishnas” blev trykt. Hendes første spørgsmål var, om jeg var tilfreds med artiklen. Jeg fortalte hende, at jeg allerede havde læst den tre gange og var brudt ud i latter hver gang. Den var velskrevet, vittig og ærlig. Det havde trods alt været morsomt at møde hende og have hende til middag, så det var skam meget passende, at artiklen også var sjov at læse. Mest af alt var det dog sjovt at se, hvordan vi begge havde givet slip på vores fordomme om hinanden og var blevet venner.


Cooking with the Krishnas

Af Elaine Tait

For hengivne indeholder mad tre givtige aspekter: at tilberede den, at ofre den til Deiteten og at spise den.

Jeg ville ikke være blevet overrasket over at høre trommer og bækkener eller at se en eksotisk kvinde iklædt en sari med farve som en storbys solnedgang. I stedet ankom en sagtmodig Visakha Dasi (kvinder i Hare Krishna tager efternavnet Dasi, mænd tager Dasa) med et bogligt udseende som en studerende i en grå flannelskjole med dertilhørende uldsokker.

Visakhas udseende var beroligende, men hun talte med en fast mantraagtig strøm af ord, som mindede mig om, hvorfor jeg havde været tøvende omkring at mødes med et medlem af en kontroversiel religiøs sekt. Havde jeg ikke undveget denne Krishna-mærkværdighed i lufthavnen og fra de hengivne i gaderne? Havde jeg ikke hørt snak om, at børneægteskaber og det, der var værre, skulle være foregået blandt en Krishnagruppering i West Virginia?

Visakhas stemme var ikke følelsesladet, hverken i frustration over, at jeg havde afvist at mødes for at snakke om den vegetariske kogebog, hun havde hjulpet til med at lave for Hare Krishnaerne, ej heller tilfredsstillelse, da jeg efter flere måneders modvilje endelig overgav mig og sagde: ”OK, lad os gøre det.”

Da hun senere følte sig mere tryg ved mig, og jeg ved hende, lagde jeg mærke til, at hendes stemme steg og faldt på samme måde, som min normalt ville gøre. Jeg undrede mig over, om hun ligeledes havde opfattet min stemme som værende forsnævret og fattet i vores forsigtige indledende samtaler?  

Jeg indvilligede i at mødes med Visakha, dog hverken i hendes hjem i Mount Airy eller det nærlæggende Krishnatempel på Allens Lane, men på mit kontor. Hvis hun ville forsøge at konvertere mig (og forsøger Hare Krishna-medlemmer ikke altid at konvertere folk?), skønnede jeg, at jeg ville have lettere ved at stå imod på hjemmebane.

De følgende opskrifter blev trykt i The Philadelphia Inquirer sammen med Elaine Taits artikel ”Cooking with the Krishnas.”

Blomkål og grønne ærter
(phul gobhi sabji)
Tilberedelsestid: 30 minutter
Portioner: 4-6

  • 0,6 dl ghee eller vegetabilsk olie
  • 1½ tsk. frisk ingefær, skrællet og hakket
  • 1½ tsk. spidskommenfrø
  • 1 stort blomkål, vasket og skåret i ”blomster”
  • 1 tsk. stødt gurkemeje
  • 1 tsk. salt
  • ¼ tsk. stødt chili eller paprika
  • 2,5 dl friske grønne ærter
  • 0,6 dl fløde, cremefraiche eller tykmælk
  • 2 spsk. frisk koriander eller persille, hakket
  1. Opvarm ghee’en i en gryde over middelvarme i et minuts tid. Tilsæt ingefær og spidskommen og lad det stege, til det brunes. Tilsæt dernæst blomkål, gurkemeje, salt og chilipulver eller paprika. Steg blomkålen, indtil den brunes let. Tilsæt ærterne og omtrent to spsk. vand. Tildæk og skru ned på lavt blus.
  2. Lad retten koge i 15 minutter, eller indtil grøntsagerne er så godt som møre. Omrøres jævnligt undervejs. Fjern låget, øg varmen og kog, indtil vandet fordamper. Tilsæt fløde, cremefraiche eller tykmælk og drys med koriander eller persille. Ofres til Krishna varm.

Tomatchutney
(tamatar chatni)
Tilberedelsestid: 1 time
Portioner: 4-6

  • 1½ spsk. ghee eller vegetabilsk olie
  • ½ tsk. tørret rød chili, skåret i små stykker og frøene fjernet
  • ½ spsk. frisk ingefær, skrællet og hakket
  • 1 tsk. sorte sennepsfrø
  • ½ kg faste, friske tomater, skåret i tern
  • ½ tsk. salt
  • 3 spsk. brun farin eller tilsvarende sødemiddel
  • 0,8 dl vand
  1. Opvarm  ghee’en i en gryde over middelvarme. Tilsæt chilistykker, ingefær og sennepsfrø og steg, indtil frøene knitrer, sprutter og popper.
  2. Tilsæt tomaterne med det vons og steg dem i 4 til 5 minutter. Tilsæt salt, sukker og vand, sæt ned på lav varme og lad retten simre i 40-60 minutter, eller indtil chutneyen tyknes. Omrøres jævnligt. Fjern gryden fra komfuret og lad chutneyen køle til stuetemperatur. Ofres til Krishna.