Her er endnu en berømt Birbal-historie.
Engang blev Kejser Akbar vred på Birbal. Han bad ham forlade paladset og aldrig komme tilbage.
Birbal accepterede Akbars ordre, gik af som Akbars minister og forlod paladset.
Han rejste til en afsidesliggende landsby og begyndte der at arbejde for en bonde under en anden identitet. Ingen vidste, at han var den berømte Birbal.
Med tiden begyndte Akbar at savne Birbal. Han fortrød sin beslutning, for han måtte slås med mange problemer i sit land uden Birbals råd. Akbar besluttede derfor at få Birbal tilbage som sin minister. Han sendte soldater ud for at søge efter Birbal. Soldaterne kunne dog ikke finde ham og kom tilbage uden ham.
Akbar vidste, at Birbal var klog, og ingen fra hans hof ville være i stand til at finde ham med lethed, så han udtænkte et kneb for at finde frem til Birbal. Akbar sendte en krukke sammen med en ordre til lederen af hver eneste landsby i sit land. Ordren gik ud på, at hver eneste landsby skulle fylde krukken med kløgt og sende den tilbage til kejseren. Hvis en landsby ikke kunne fylde krukken med kløgt, skulle den i stedet fylde krukken med diamanter og juveler.
Budskabet nåede også til landsbyen, hvor Birbal boede. Folk dér tænkte på, hvad de skulle gøre med kejserens ordre. Kløgt kan man ikke uden videre komme på en krukke, så de begyndte at tænkte på måder, hvorpå de kunne skaffe nok diamanter og juveler til at fylde krukken.
Birbal sad sammen med dem og lyttede til al deres snak. Han sagde så: ”Giv den til mig, så skal jeg fylde den med kløgt.” Folk blev overraskede over at høre det, men siden han havde boet i landsbyen sammen med dem i et stykke tid, stolede de på ham.
Landsbyens overhoved gav krukken til Birbal. Han tog den med til sin gård, hvor han fandt en lille vandmelon og anbragte den inden i krukken uden at klippe den af ranken. I løbet af nogle dage voksede vandmelonen så meget, at det var umuligt at få den ud af krukken. Så snart den var vokset til krukkens størrelse, skar Birbal vandmelonen af fra dens ranke. Derefter sendte han krukken til kejseren med beskeden: ”Prøv at få kløgten op fra krukken uden at skære vandmelonen i stykker eller knuse krukken.”
Så snart Akbar så vandmelonen i krukken, vidste han, at det kun kunne være Birbals værk. Akbar forhørte sig om landsbyen, hvorfra krukken kom, og tog selv dertil for at bringe Birbal tilbage.