En konge holdt en flok aber som underholdning for sine sønner. Aberne blev fodret med masser af lækkerier hver dag.

Abernes leder var velbevandret i skrifterne fra vise personer såsom Sukracrya, Brhaspati og Canayaka, og han plejede at undervise aberne i disse tekster.

Der var også en flok får i kongens palads, og de små prinser plejede at ride på dem for sjov. Nogle får var glade for at stjæle mad fra paladsets køkken, og kokkene ville ofte være nødt til at slå efter fårene for at holde dem ude fra køkkenet.

Abernes leder så, at fårenes opførsel og kokkenes reaktion kunne ende katastrofalt for aberne. Han tænkte: ”Fårene er utroligt grådige, og kokkene er parate til at slå dem med hvad som helst, de har ved hånden. Hvis kokkene på et tidspunkt slår et får med et stykke brændende træ fra komfuret, vil fårets uldkrop helt sikkert begynde at brænde. Hvis et brændende får derefter i panik tilfældigvis farer ind i hestestalden, vil høet derinde straks bryde i brand, og på ingen tid vil hele stalden sammen med hestene stå i flammer. Salihotra, en gammel ekspert i dyrehold, anbefaler, at brændsår på heste kan helbredes med talg fra aber. Følgelig vil kongen give ordre til at slå aberne ihjel.”

Den gamle abe kaldte derfor alle aberne sammen i fortrolighed: ”På et sted som dette, hvor fårene og kokkene hele tiden tiden støder sammen, er vi sikre på at møde vores undergang. Lad os skynde os ud i en nærliggende skov, før det er for sent.”

Men de arrogante unge aber havde ingen respekt for den vise gamle abe og lo blot ad ham: ”Du må være under illusion på grund af din høje alder og taler som en tosse. Vi vil ikke forlade dette sted til fordel for skoven, hvor vi kun kan finde smagsløse frugter at spise. Her får vi masser af nektarisk mad og bliver serveret af prinserne selv!”

Efter at have hørt de opblæste unge aber svarede den gamle abe med tårer i øjnene: ”I fjolser, I ser ikke de fremtidige følger af jeres midlertidige glæder. Jeres ønsker vil i sidste være årsag til jeres udslettelse! Jeg tager ud i skoven alene, for jeg ønsker ikke at være vidne til jeres død.”

Med disse ord gik abelederen ud i skoven og efterlod alle de andre aber tilbage.

Den skæbnesvangre dag oprandt snart. Et grådigt får kom ind i køkkenet, og en kok slog til fåret med et stykke brændende træ. Dyrets pels fængede, og fåret løb panikslagent brægende ind i den nærmeste hestestald. Her rullede fåret, der nu stod i lys lue, desperat rundt i høet inde i stalden, hvorved der gik ild i hele bygningen, og mange af hestene brændte til døde. Andre løb løbsk, hvilket resulterede i stor ødelæggelse over hele paladset.

Kongen kaldte med det samme på sin dyrlæge for at behandle de overlevende heste. Dyrlægen refererede til Salihotras forskrift om abetalg som nødvendigt for en hurtig heling af brændsår på heste. Kongen gav straks ordre til, at aberne skulle fanges og slås ihjel, så deres talg kunne bruges til hestene.

Da den gamle abe hørte dette, blev han meget ked af det.

Moralen af denne historie fra Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati er, at enhver, der trofast følger sin åndelige mesters instruktioner og ubøjeligt engagerer sig i hengiven tjeneste til den Højeste Herre, vil opnå den højeste lykke. De, der tænker, at den gamle rådgiver (den åndelige mester) ikke ved mere end en almindelig person, vil helt sikkert møde et katastrofalt endeligt.