Af Srila Prabhupada (Oversat af Christopher Thuesen)

I en klasse fra New York den 21. juli 1971 taler Prabhupada om en hengivens medfølelse. Han bemærker, at uanset hvilket land eller hvilken sekt de tilhører, er alle vaisnavaer eller hengivne – enhver person, der er Gudsbevidst eller Krishnabevidst – barmhjertige.

I dag vil jeg fortælle jer om forherligelsen af Guds hellige navn. Maharaja Pariksit og Sukadeva Gosvami havde en samtale om en yderst falden brahmana, der var forfalden til alskens syndige aktiver, men blev frelst ved blot at ytre det hellige navn. Det kan man læse om i Srimad-Bhagavatams Sjette Bog.

Universets planetsystemer bliver forklaret ganske fint i Srimad-Bhagavatams Femte Bog. I universet findes der nogle helvedesagtige planeter. Faktisk findes der beskrivelser af himmel og helvede i samtlige religiøse skrifter, ikke kun i Srimad-Bhagavatam. I Srimad-Bhagavatam kan man læse om, hvor helvedesplaneterne er, og hvor langt de befinder sig fra denne planet på samme måde, som man kan søge oplysninger fra moderne astronomi. Astronomer har udregnet, hvor langt væk Månen befinder sig, og de har også udregnet afstanden til Solen. Ligeledes beskriver Srimad-Bhagavatam helvedesplaneterne.

Vi kan opleve forskellige atmosfæriske tilstande selv uden at forlade planeten. I de vestlige lande nær Nordpolen er klimaet anderledes end i Indien, der er nær ækvator. Ligesom der er forskelle i atmosfære og livsvilkår på denne planet, er der på samme vis mange forskellige planeter med mange forskellige atmosfærer og livsvilkår.

Efter at være blevet fortalt om helvedesplaneterne af Sukadeva Gosvami sagde Mahajara Pariksit:

adhuneha maha-bhaga
yathaiva narakan narah
nanogra-yatanan neyat
tan me vyakhyatum arhasi 

“Min herre, du har fortalt mig om helvedesplaneterne. Meget syndige folk sendes dertil.” [SB. 6.1.6] Pariksit Maharaja var en vaisnava [hengiven], og en vaisnava føler altid medlidenhed med andres ulykke. Andres sorg påvirker ham enormt. Da Herren Jesus Kristus præsenterede sig, var han for eksempel stærkt påvirket af befolkningens kummerlige forhold. Uanset hvilket land eller sekt de tilhører, er alle vaisnavaer eller hengivne – enhver person, der er Gudsbevidst eller Krishnabevidst – derfor barmhjertige. Det er således en stor forseelse at begå blasfemi mod en vaisnava, en person, der forkynder Guds storhed.

Krishna, Gud, tolerer aldrig forseelser mod en vaisnavas lotusfødder. Krpambudhi: En vaisnava er et hav af nåde. Vancha-kalpa-taru: Alle har ønsker, og en vaisnava kan opfylde dem alle. Kalpa-taru betyder “ønsketræ”. I den åndelige verden findes der et sådant træ, der kaldes et ønsketræ. I den materielle verden giver et bestemt slags træ en bestemt slags frugt, men i Krishnaloka såvel som på Vaikunthaplaneterne er alle træer åndelige og i stand til at opfylde samtlige éns ønsker. Det står i Brahma-samhita: cintamani-prakara-sadmasu kalpa-vrksa. [Bs. 5.29]

En vaisnava tiltales som maha-bhaga, der betyder “heldig”. En person, der bliver en vaisnava, dvs. Gudsbevidst, må forstås som værende utroligt heldig.

Caitanya Mahaprabhu har forklaret, at alle levende væsener cirkulerer rundt i forskellige livsformer på forskellige planeter over hele universet. Et levende væsen kan fare i alle retninger – til himmels eller til helvede – ifølge dets ønsker og dets forberedelser. Der findes mange forskellige himmelplaneter, mange forskellige helvedesplaneter og mange forskellige livsarter. Der findes 8,4 millioner former for liv. Det levende væsen bevæger sig igennem alle disse arter og skaber kroppe i forhold til sin mentalitet i det nuværende liv. Man høster, som man sår.

Caitanya Mahaprabhu nævner, at det langt fra er alle blandt de utallige levende væsener, der farer rundt i den materielle verden, der har heldet med sig. Det er blot ganske få. Hvis alle og enhver havde heldet med sig, ville alle dyrke Krishnabevidsthed. Krishnabevidsthed spredes frit overalt. Hvorfor benytter folk sig så ikke af muligheden? Fordi de er uheldige. Derfor siger Caitanya Mahaprabhu, at det kun er de, der dyrker Krishnabevidsthed, man kan regne blandt de heldige, og de belønnes med et håbefuldt, behageligt, lyksaligt liv, et liv i viden.

Det er en vaisnavas pligt at gå fra dør til dør og sprede held blandt de uheldige. En vaisnava tænker: “Hvordan kan disse folk udfries fra deres helvedesagtige tilværelse?” Det var, hvad Maharaja Pariksit spurgte om. “Min herre,” sagde han. “Du har forklaret, at man ud fra sine syndige handlinger udsættes for en helvedesagtig livstilstand eller bliver placeret på en helvedesplanet. Hvilke modforanstaltninger kan man gøre sig mod denne triste skæbne?” Dét er spørgsmålet. Når en vaisnava kommer, når Gud selv kommer, eller når Guds søn eller Hans meget fortrolige hengivne kommer, er deres eneste mission at redde de syndige folk, som lider. Det er de eksperter i.

Da Prahlada Maharaja mødte Herren Nrsimhadeva, sagde han:

naivodvije para duratyaya-vaitaranyas
tvad-virya-gayana-mahamrta-magna-cittah
soce tato vimukha-cetasa indriyartha-
maya-sukhaya bharam udvahato vimudhan 

Prahlada sagde: “Min kære Herre, jeg er ikke særligt interesseret i min egen udfrielse.” [SB. 7.9.43] Mayavadi-filosoffer er meget omhyggelige med ikke at forstyrre deres personlige befrielse. De tænker: “Hvis jeg prædiker i selskab med andre, er der risiko for, at jeg falder ned, og min indsigt vil gå tabt.” Derfor holder de sig væk. Kun vaisnavaerne dukker op – med risiko for at falde ned – men de falder ikke ned. De er sågar rede til at blive sendt til helvede for at udfri de betingede sjæle. Dét er Prahlada Maharajas mission. Han siger, naivodvije: “Jeg er ikke spor interesseret i at leve i den materielle verden.”

Prahlada Maharaja fortsatte: “Jeg er ikke urolig for mig selv, for på en eller anden måde er jeg blevet udlært i altid at være Krishnabevidst.” Fordi han er Krishnabevidst, har han tillid til, at han i sit næste liv vil bringes til Krishna. I Bhagavad-gita står der, at hvis man omhyggeligt overholder de regulerende principper, er det garanteret, at man vil nå den højeste destination i sit næste liv.

Prahlada Maharaja sagde yderligere: “Der er blot én ting, der gør mig urolig.” Bid mærke i, at selv om han ikke var bekymret for sig selv, gjorde han sig stadig bekymringer. Han siger, soce tato vimukha-cetasah: “Jeg er urolig for de personer, der ikke udøver Krishnabevidsthed. Deri lægger min bekymring. Jeg er ikke nervøs for mig selv, men jeg er ængstelig for de personer, som ikke er i Krishnabevidsthed.” Hvorfor er de ikke Krishnabevidste? Maya-sukhaya bharam udvahato vimudhan. Disse tåber har skabt en bedragerisk civilisation, der ikke kan give andet end midlertidig lykke.

Maya-sukhaya. Det er et faktum. Vi har en svigefuld civilisation. Hvert år skabes der så og så mange biler, som mange veje må udgraves og asfalteres for. Det forårsager en kædereaktion af problemer. Derfor går det under betegnelsen maya-sukhaya, illusorisk lykke, men alligevel forsøger vi at opnå lykke på denne vis. Vi forsøger at frembringe en måde at være lykkelige på, men det skaber blot yderligere komplikationer.

I jeres land har I det største antal biler, men det løser ingen problemer. I masseproducerer biler i forsøget på at løse livets problemer, men jeg har erfaret, at det blot komplicerer tingene yderligere. Da min discipel Dayananda ville tage mig til en læge i Los Angeles, var jeg nødsaget til at køre 50 km blot for at konsultere lægen. Når bilen først er blevet skabt, bliver man nødt til at rejse 50 km eller længere blot for at møde sine venner.

Man kan flyve fra New York til Boston på en time, men det tager endnu længere tid blot at nå ud til lufthavnen. Denne tilstand kaldes maya-sukhaya. Maya betyder “falsk” eller “illusorisk”. Vi forsøger at skabe en behagelig tilstand, men i stedet har vi blot skabt en anden slags ubehagelig situation. Det er sådan, den materielle verden er skruet sammen. Hvis vi ikke er tilfredse med de naturlige faciliteter, der er stillet til rådighed af Gud og naturen, og vi i vores utilfredshed forsøger at skabe kunstige bekvemmeligheder, vil vi uundgåeligt samtidigt skabe nye ubekvemmeligheder. Det er de fleste folk ikke klar over. De tror, at de har skabt en yderst magelig situation, men i virkeligheden kører de 80 km til og 80 km fra job blot for at tjene til dagen og vejen. Set i lyset af denne tilstand siger Prahlada Maharaja, at disse vimudhaer, disse materialistiske personer, disse tåber har unødvendigt bebyrdet sig selv i jagten på midlertidig glæde. Vimudhan/ maya-sukhaya bharam udvahatah. I vedisk civilisation anbefales det derfor, at man udfrier sig selv fra materialistisk liv, tager sannyasa, den forsagende livsorden, og frygtløst dedikerer sig til åndeligt liv.

Det er dog også ganske udmærket, hvis man formår at udøve Krishnabevidsthed inden for familielivets rammer. Bhaktivinoda Thakura var en familiefar og dommer samtidigt med, at han udførte upåklagelig hengiven tjeneste. Dhruva Maharaja og Prahlada Maharaja var grhasthaer, husholdere, men de trænede sig selv på en sådan vis, at de ikke lod sig forstyrre i udførelsen af deres hengivne tjeneste, selv om de var husholdere. Derfor siger Prahlada Maharaja: “Jeg har lært kunsten at forblive Krishnabevidst bestandigt.” Hvad består den kunst af? Tvad-virya-gayana-mahamrta-magna-cittah. Udelukkende at forherlige Herrens sejrrige aktiviteter og lilaer. Virya betyder “meget heroisk.”

Krishnas aktiviteter er heroiske. I kan læse om dem i Krishna, Guddommens Højeste Personlighed. Krishnas navn, Hans berømmelse, Hans aktiviteter, Hans bekendte samt alt andet i relation til Ham er heroisk. Prahlada Maharaja siger i den forbindelse: “Jeg er sikker på, at hvor end jeg befinder mig, kan jeg glorificere Dine heroiske aktiviteter og være i sikkerhed. Det er ikke muligt at falde ned fra denne position. Min eneste bekymring er for de folk, der har skabt en form for civilisation, hvori de altid knokler og har travlt. De er i mine tanker.”

Prahlada går videre: 

prayena deva munayah sva-vimukti-kama
maunam caranti vijane na parartha-nisthah
naitan vihaya krpanan vimumuksa eko
nanyam tvad asya saranam bhramato ’nupasye 

“Min kære Herre, der findes mange helgener og vismænd, der er meget interesserede i deres egen befrielse.” [SB. 7.8.44] Munayah betyder “helgener” eller “filosoffer”. Prayena deva munayah sva-vimukti-kamah: De bekymrer sig meget om deres egen udfrielse. De forsøger at leve på afsides steder såsom i Himalayabjergene. De taler ikke med nogen, og de vil ikke blande sig med de almindelige borgere i byerne i frygt for at blive forstyrrede eller sågar falde ned fra deres position. De tænker: “Vi må hellere redde os selv.”

(Fortsættes i næste nummer)