Af Srila Prabhupada (Oversat af Christopher Thuesen)
I en klasse fra New York den 21. juli 1971 taler Prabhupada om en hengivens medfølelse. Han bemærker, at uanset hvilket land eller hvilken sekt de tilhører, er alle vaisnavaer eller hengivne – alle personer, der er Gudsbevidste eller Krishnabevidste – barmhjertige.
Første og anden del bragtes i de sidste to numre.
Pariksit Maharaja siger: “Det er ikke sådan, at hvis jeg siger, at Gud ikke findes, vil Gud forsvinde, eller jeg vil ikke blive draget til ansvar for mine handlinger.” Det er den ateistiske teori. Ateister ønsker ikke Gud, fordi de er konsekvent syndige. De ville skælve ved tanken om deres straf, hvis de troede på, at Gud findes. Derfor benægter de Guds eksistens. Det er deres proces. De tror, at de kan undslippe straf, hvis de ikke anerkender Guds eksistens, og således kan gøre, som det passer dem.
Hvis en kanin bliver angrebet af et større dyr, lukker det sine øjne og tænker: “Jeg vil ikke blive slået ihjel.” Men det bliver dræbt uanset hvad. Ligeledes kan vi benægte Guds love og eksistens, men det fjerner ikke Guds love eller eksistens. I højesteretten vil man måske sige: “Jeg er ligeglad med landets love,” men man vil blive tvunget til at anerkende landets love. Hvis man benægter statens lov, vil man blive sat i fængsel og tvunget til at lide. Ligeledes kan man på tåbelig vis fornægte Guds eksistens – “Gud findes ikke,” eller “Jeg er Gud” – men man er ikke desto mindre ansvarlig for sine handlinger, gode som dårlige.
Der findes to slags aktiviteter, gode og dårlige. Hvis man opfører sig ordentligt og udfører fromme aktiviteter, vil man opnå god fortjeneste deraf, men hvis man opfører sig syndigt, må man lide. Derfor siger Sukadeva Gosvami:
tasmat puraivasv iha papa-niskrtau
yateta mrtyor avipadyatatmana
dosasya drstva guru-laghavam yatha
bhisak cikitseta rujam nidana-vit
[Srimad-Bhagavatam 6.1.8]
Der findes forskellige former for bodshandlinger. Hvis man begår synd og modvirker den, kaldes det at gøre bod. Man kan finde eksempler derpå i den kristne bibel. Sukadeva Gosvami siger: “I skal vide, at I er ansvarlige, og i henhold til alvoren af jeres syndige aktiviteter bør I udføre en bestemt slags bodshandling som beskrevet i sastra, skrifterne.”
Ligesom man må henvende sig til en læge, hvis man er syg, og betale for behandlingen som en slags forsoning, findes der inden for den vediske verden en klasse af brahmanaer, man bør konsultere i henhold til den foreskrevne bodshandling, man bør udføre for de synder, man har begået.
Sukadeva Gosvami fortæller os, at man må udføre den foreskrevne bodshandling i forhold til, hvor udpræget éns syndige liv er. Han fortsætter eksemplet: dosasya drstva guru-laghavam yatha bhisak cikitseta rujam nidana-vit. Hvis man konsulterer en doktor, kan han udskrive én en recept på en billig eller en dyr medicin i betragtning af sygdommens alvor. Hvis man blot lider af hovedpine, giver han én en recept på hovedpinepiller, men hvis man lider af noget alvorligt, bestiller han med det samme en operation til tusinder af kroner. Syndige handlinger er ligeledes en sygdomstilstand, så man må følge den foreskrevne kur for at blive kureret.
Indvilligelse i kæden af fødsel og død er en åndelig sygdomstilstand. Sjælen gennemgår hverken fødsel, død eller sygdom, for den er ren ånd. Krishna siger i Bhagavad-gita [2.20], na jayate, sjælen fødes ikke, og mriyate, den dør heller ikke. Nityah sasvato ‘yam purano / na hanyate hanyamane sarire. Sjælen er evig og uforgængelig. Den udslettes ikke ved kroppens endeligt. Na hanyate hanyamane sarire. Na hanyate betyder, at sjælen ikke dræbes eller destrueres, end ikke ved kroppens ende.
Den moderne videnskabs blinde punkt er, at der ikke findes et uddannelsessystem, der instruerer befolkningen i hændelserne, der finder sted efter døden. Deraf kan vi konkludere, at vores uddannelsessystem er defekt, for hvis man dør uden at vide, hvad der hænder bagefter, dør man som et dyr. Dyret er ikke klart over, at det vil blive tildelt en ny krop. Det besidder ikke denne viden.
Meningen med menneskelivet er ikke at blive til et dyr. Man bør have dybere interesser end blot at sove, have sex og forsvare sig. Man kan have rigeligt at spise eller mange flotte bygninger at sove i, et velarrangeret sexliv eller et stærkt forsvar at beskytte sig med, men det er ikke ensbetydende med, at man er et menneske. Den slags civilisation er dyrecivilisation. Dyr interesserer sig også for at sove, have sex og forsvare sig ifølge deres egne metoder. Hvori lægger forskellen mellem menneskeliv og dyreliv, hvis man blot engagerer sig i disse fire principper af kropslig natur?
Forskellen opstår, hvis et menneske er nysgerrigt: “Hvorfor befinder jeg mig i denne sørgelige tilstand? Findes der en kur? Kan man leve evigt? Jeg vil ikke dø. Jeg vil leve fredeligt og lykkeligt. Er det muligt? Hvordan gør man det? Hvilken videnskab kan jeg anvende til det formål?” Hvis disse spørgsmål stilles, og der gøres forsøg på at besvare dem, er det menneskelig civilisation. Ellers er det en hundecivilisation, en dyrecivilisation.
Dyr stilles tilfreds, hvis de kan sove, have sex og forsvare sig. Faktisk er det umuligt at forsvare sig, for ingen kan beskytte sig mod den nådesløse døds greb. For eksempel ønskede Hiranyakasipu at leve evigt, så han gennemgik streng askese. Såkaldte videnskabsmænd siger nu, at vi gennem videnskabelige metoder en gang i fremtiden vil være i stand til at standse døden. Sikke en vanvittig udtalelse. Det er umuligt. Man kan avancere gevaldigt i videnskabelig viden, men der findes ingen videnskabelig løsning på disse fire problemstillinger – fødsel, død, alderdom og sygdom.
En intelligent person er ivrig efter at løse disse fire hovedproblemer. Ingen ønsker at dø, men der findes ingen kur. Jeg skal dø. Folk er så opsatte på at standse befolkningstilvæksten gennem så mange forskellige præventionsmidler, men der fødes børn endnu. Altså kan man ikke stoppe fødsler. Man kan opfinde moderne former for medicin gennem videnskabelige metoder, men man kan ikke sætte en stopper for sygdom. Det lader sig ikke gøre at tage en pille, der standser al sygdom.
I Bhagavad-gita står der, janma-mrtyu-jara-vyadhi-duhkha-dosanudarsanam: man kan forestille sig, at man har løst alle livets problemer, men hvor er løsningen på disse fire problemer bestående af fødsel, død, alderdom og sygdom? Den løsning kaldes Krishnabevidsthed.
I samme bog siger Krishna:
janma karma ca me divyam
evam yo vetti tattvatah
tyaktva deham punar janma
naiti mam eti so ’rjuna
[Bhagavad-gita 4.9]
For hvert øjeblik, der går, giver vi afkald på vores krop. Den sidste afsked til kroppen kaldes døden. Men Krishna siger: “Den, der forstår Min tilsynekomst og Mine handlingers transcendentale natur, fødes ikke igen i denne materielle verden, når han forlader sin krop, men kommer til Min evige bolig.”
Hvad hænder der for en sådan person? Mam eti – vedkommende vender hjem til Krishna. Hvis man ønsker at vende hjem til Krishna, må man forberede sin åndelige krop. Dét er Krishnabevidsthed. Hvis man vedvarende er i Krishnabevidsthed, vil man gradvist forberede sin næste krop, en åndelig krop, der med det samme vil føre én til Krishnaloka, Krishnas bolig, og man vil blive lykkelig. Dér vil man leve evigt og lyksageligt.