Af Srila Prabhupada (Oversat af Christopher Thuesen)
I en klasse fra New York den 21. juli 1971 taler Prabhupada om en hengivens medfølelse. Han bemærker, at uanset hvilket land eller hvilken sekt de tilhører, er alle vaisnavaer eller hengivne – enhver person, der er Gudsbevidst eller Krishnabevidst – barmhjertige.Første del bragtes i sidste nummer.
Prahlada Maharaja ærgrer sig over, at disse helgener ikke søger mod byerne, hvor befolkningen har dannet en civilisation, som forlanger, at de slider både dag og nat. Den slags helgener har ingen medfølelse. Han siger: “Jeg er bekymret for disse faldne folk, der unødigt pukler for sansetilfredsstillelse.”
Selv hvis det gav mening at ase og mase, har sådanne folk ingen anelse om hvilken mening, det måtte være. Alt, de kender til, er sex. Enten tager de til nøgendans, en nøgenklub eller lignende. Prahlada Maharaja siger, naitan vihaya krpanam vimumuksa ekah: “Min Herre, jeg ønsker ikke frelse alene. Jeg vil ikke drage af sted, medmindre jeg kan bringe alle disse tåber med mig.” Han forlanger, at de fortabte sjæle kan følge med ham, ellers nægter han at drage til Guds rige. Sådan er en vaisnavas tankegang. Nanyam tvad asya saranam bhramato ‘nupasye: “Alt, jeg ønsker, er at undervise dem i, hvordan man underkaster sig Dig. Det er mit eneste mål.”
Vaisnavaerne ved, at så snart man overgiver sig, er éns vej åben. Naivodvije para duratyaya-vaitaranyas tvad-virya-gayana-mahamrta-magna-cittah: “Lad dem på den ene eller anden vis bukke sig for Krishna.” Metoden er simpel. Alt, der kræves, er, at man bukker sig for Krishna i tro og siger: “Min Herre Krishna, jeg havde glemt alt om Dig i så lang tid i alle disse liv. Nu er jeg kommet til fornuft. Modtag mig venligst.” Det er alt. Hvis man blot lærer denne teknik og oprigtigt overgiver sig til Herren, åbner vejen sig straks for én. Således filosoferer vaisnavaerne. Vaisnavaerne tænker altid på, hvordan de faldne, betingede sjæle kan blive frelst. Ligesom Gosvamierne lægger de konstant planer for folkets befrielse. Hvad var de seks Gosvamier fra Vrndavana, Herren Caitanyas direkte disciple, optagede af? Det fortæller Srinivasa Acarya:
nana-sastra-vicaranaika-nipunau sad-dharma-samsthapakau
lokanam hita-karinau tri-bhuvane manyau saranyakarau
radha-krsna-padaravinda-bhajananandena mattalikau
vande rupa-sanatanau raghu-yugau sri-jiva-gopalakau
“Jeg bøjer mig respektfuldt og ydmygt for de seks Gosvamier, nemlig Sri Sanatana Gosvami, Sri Rupa Gosvami, Sri Raghunatha Bhatta Gosvami, Sri Raghunatha Dasa Gosvami, Sri Jiva Gosvami og Sri Gopala Bhatta Gosvami, der er meget kyndige i omhyggeligt at studere alle de åbenbarede skrifter for at kunne etablere evige religiøse principper til gavn for hele menneskeheden. Derfor æres de overalt i de tre verdener, og de er værdige at søge tilflugt hos, for de er fordybede i gopiernes stemning og engagerede i Radha og Krishnas transcendentale hengivne tjeneste.” [Sad-goswamy-astaka 2]
Med samme vaisnava-medlidenhed siger Pariksit Maharaja til Sukadeva Gosvami: “Du har beskrevet de forskellige former for helvedesagtig tilværelse. Fortæl mig nu om, hvorledes de lidende kan frelses. Beskriv det venligst for mig.”
adhuneha maha-bhaga
yathaiva narakan narah
nanogra-yatanan neyat
tan me vyakhyatum arhasi
Nara betyder menneske – de, der er faldne. Narakan narah / nanogra-yatanam neyat tan me: “Hvordan kan de udfries fra deres voldsomme ulykke og uudholdelige smerte?” Dét er indholdet af en vaisnavas hjerte.
Maharaja Pariksit siger: “På en eller anden måde er de sunket ned i en helvedesagtig tilstand. Men det betyder ikke, at de bør forblive i den tilværelse. Der må eksistere en eller anden måde, hvorpå de kan befries, så fortæl mig venligst hvordan.”
Sukadeva Gosvami svarer:
na ced ihaivapacitim yathamhasah
krtasya kuryan mana-ukta-panibhih
dhruvam sa vai pretya narakan upaiti
ye kirtita me bhavatas tigma-yatanah
“Ja, jeg har allerede beskrevet de forskellige former for helvedeslignende tilstande og vældige pinsler, men de kan imødegås.” [Srimad-Bhagavatam 6.1.7]
Hvordan er det muligt? Syndige aktiviteter begås på forskellige måder. Vi kan udføre syndige aktiviteter eller skabe en plan med tanken: “Jeg vil slå ham ihjel.” Uanset hvad, er det syndigt. Når sindet tænker, føler og ønsker, regnes det for handling.
Forleden læste jeg i en bog, at hvis en hundeejers hund gør ad én, imens man passerer den på gaden, er det ifølge loven en forseelse fra hundens ejer. Ingen bør føle sig skræmte af gøende hunde, så hundeejeren skal tage sig af sin hund. Det læste jeg. Det er en lov i jeres land. Hunden gør blot, men det er syndigt. Hunden står ikke til ansvar, for den er blot et dyr, men fordi hundens ejer har gjort den til sin bedste ven, er han ifølge loven ansvarlig for den. Hvis en fremmed hund går ind i ens hus, har man ikke lov til at dræbe den, men dens ejer kan retsforfølges.
Ligesom hundens gøen er et brud på loven, er det også syndigt, hvis man taler grimt om eller til andre. Det er ikke anderledes end at gø. Altså er der så mange forskellige måder at begå syndige aktiviteter på. Uanset om vi tænker på at begå syndige handlinger, vi siger noget syndigt, eller vi rent faktisk begår noget syndigt, regnes de alle for syndige aktiviteter. Dhruvam sa vai pretya narakan upaiti. Man bliver straffet for sådanne syndige aktiviteter.
Folk tror ikke på genfødsel. De betragter det som problematisk. Men det kan ikke undgås. Vi må handle ifølge loven, ellers vil vi blive straffet. Man kan heller ikke undgå Guds lov. Det er umuligt. Jeg kan snyde andre, stjæle og gå i skjul og derved undgå statens straf, men jeg kan ikke flygte fra den overordnede lov, naturens lov. Det er meget besværligt. Der er så mange vidner. Dagslyset er et vidne, månelyset er et vidne, og Krishna er det yderste vidne. Man kan ikke sige: “Jeg begår denne synd, men ingen kan se mig begå den.”
Krishna er det yderste vidne, der er placeret i hjertet. Han noterer alt, vi tænker, og alt, vi gør. Han muliggør alting. Hvis man ønsker at foretage sig noget eller at tilfredsstille sanserne, giver han én muligheden for at udføre den handling. Det beskrives i Bhagavad-gita. Sarvasya caham hrdi sannivistah: “Jeg sidder i hjertet på enhver.” Mattah smrtir jnanam apohanam ca: “Fra Mig kommer hukommelse, viden og forglemmelse.”
Således giver Krishna os en chance. Hvis man ønsker Krishna, giver Han os en chance for at få Ham, og hvis man ikke ønsker Krishna, giver han os også mulighed for at glemme Ham. Hvis man ønsker at nyde livet, glemme Krishna, glemme Gud, vil Krishna give os alle redskaberne til at glemme, og hvis man ønsker at nyde livet i Krishnabevidsthed, vil Krishna give én muligheden for at gøre fremskridt i Krishnabevidsthed. Valget er frit.
Hvis man tror, at man kan være lykkelig uden at være i Krishnabevidsthed, gør Krishna ingen indsigelser. Yathacchasi tatha kuru. Efter at have rådgivet Arjuna sagde Han blot: “Således har Jeg forklaret dig alt. Overvej det nøje og gør så, hvad du ønsker at gøre.” Arjuna svarede med det samme, karisye vacanam tava: “Jeg er rede til at udføre din ordre.” Dét er Krishnabevidsthed.
Gud blander Sig ikke i vores lille uafhængighed. Hvis man ønsker at handle ifølge Guds ordre, vil Gud hjælpe én. Selv hvis man er oprigtig, men sommetider falder ned – ”Fra nu af vil jeg forblive i Krishnabevidsthed og eksekvere Hans ordre” – vil Krishna stå én bi. I alle henseender vil Han tilgive og øge éns intelligens, selv hvis man falder ned. Denne intelligens vil sige: “Stands. Fortsæt med at udføre din pligt.” Men hvis man ønsker at glemme Krishna, eller hvis man ønsker at blive lykkelig uden Krishna, vil Krishna give os mulighed for at glemme Ham, liv efter liv.
(Fortsættes i næste nummer)