Af Visakha Devi Dasi

Hvis dit åndelige liv virker tørt, kan du prøve disse forfriskende drikke fra Herren Krishnas køkken.

I de fleste kogebøger dominerer koffein og alkoholiske drikke såsom iste og kaffe, puncher og spiritus. I Herren Krishnas køkken er drikkene derimod sunde uden alkohol eller koffein, selv om der er et overraskende udvalg af velsmagende drikke som pani, chay, limonader, lassier m.fl.

Nimbu pani drikker mange i Indien seks gange om dagen. Det er frisk citronsaft med vand og sødemiddel. Ud over at være forfriskende og svalende har denne simple drik nogle overraskende fordele som at være meget antiseptisk og beroligende og kan forebygge og helbrede en hel række sygdomme.

Andre frugter som ferskner, pærer, æbler, ananas og selvfølgelig frugternes konge, mango, kan laves til rene gudedrikke.

En anden ukompliceret drik og favorit i Indien er lassi, der laves af tykmælk eller kærnemælk. Ligesom citrondrik og frugtdrikke er lassi afkølende og forfriskende og har store sundhedsfordele. Der er bevis for, at regelmæssig indtagelse af tykmælk forøger levetiden.

Mælk beskrives af Srila Prabhupada som ”det mest fantastiske af alle fødeemner”, for det nærer hjernevævet, der sætter én i stand til at forstå åndelig viden. I tilgift forøger mælk vores materielle velvære, siden det indeholder proteiner af høj kvalitet, kulhydrater, vitaminer og kalk.

Drikke behøver ikke at betyde rusmidler, stimulanser eller farvet bras med brus og kunstige smagsstoffer. Det kan og bør betyde rent vand, naturlige frugtsafter, urte- og krydderteer, mælk og mælkeprodukter. Ifølge Herren Krishna øger alle disse ”livslængden, renser ens eksistens og giver styrke, sundhed, lykke og tilfredsstillelse.” (Bg. 17.8).

Saltet tykmælks- eller kærnemælksdrik
(namkin lassi)
Tilberedelsestid: 10 minutter
4–6 portioner

  • ½ tsk. ristede og malede spidskommenfrø
  • 7½ dl tykmælk/yoghurt eller kærnemælk
  • ½ l vand
  • 2 spsk citronsaft
  • 1 tsk. salt
  • knust is (valgfrit)

Gem en knivspids af den stødte spidskommen og bland alle andre ingredienser med et piskeris eller en elektrisk blender. Hæld blandingen i et glas med eller uden knust is. Pynt med en knivspids stødt spidskommen. Ofres til Krishna og serveres afkølet eller ved stuetemperatur.

En velsmagende variant af namkin lassi får man ved at tilsætte 30 g friske mynteblade. Gem nogle mynteblade til pynt. Bland alle ingredienser undtagen is i en elektrisk blender, indtil myntebladene er finkhakket. Det skulle tage omkring 30 sekunder. Tilsæt derefter is og blend igen, indtil drikken bliver skummende. Hæld lassien i et glas og pynt med mynteblade efterfulgt af ofring til Krishna.

Til en simpel lassi blandes tykmælk/kærnemælk, spidskommen og vand. Pisk det til en jævn blanding med piskeris eller blender. Hæld lassien i et glas med knust is. Ofres til Krishna.


Sød tykmælks- eller kærnemælksdrik
(mithi lassi)
Tilberedelsestid: 10 minutter
4–6 portioner

  • 7½ dl tykmælk/yoghurt eller kærnemælk
  • ½ l isvand
  • 5 spsk. sukker eller honning
  • ½ tsk. rosenvand
  • 2 knivspidse stødte kardemommefrø
  • knust is (valgfrit)

Bland alle ingredienserne med et piskeris eller en elektrisk blender, indtil overfladen af lassien bliver skummende. Ofres afkølet til Krishna, enten ved at tilsætte knust is eller ved at stille i køleskab.

Prøv som et alternativ til rosenvand og kardemomme 2 spsk. lime- eller citronsaft, 2 spsk. velsmagende sirup, modne bananer eller modne mangoer.


Kold drik med rosensmag
(gulab sharbet)
Tilberedelsestid: 20 minutter
4–6 portioner

  • 0, 6 kg sukker
  • 0,5 l vand
  • 1 spsk. rosenvand
  • 1 tsk. rød farve
  • isvand og knust is
  • mynteblade

Lav saftevand ved at koge sukker og vand i en gryde over middelvarme, indtil sukkeret opløses. Afkøles. Tilsæt derefter rosenvand og farve. Lige før ofringen til Krishna blandes to spsk. af saften i et glas med isvand og knust is. Mængden af saftevand kan varieres efter smag.

Drik med spidskommen og tamarinde
(jeera pani)
Tilberedelsestid: 40 minutter
4–6 portioner

  • 170 g tamarinde, brækket i små stykker
  • 3,75 dl vand
  • 3 tsk. frisk, fintrevet ingefær
  • 2 tsk. ristede, stødte spidskommenfrø
  • ½ tsk. garam masala
  • 3 spsk. brunt sukker
  • 1 knivspids salt
  • 8,75 dl isvand
  • knust is
  • mynteblade
  • citronskiver

Kog tamarinden i vandet i 15 minutter. Udtræk derefter så meget saft og frugtkød som muligt ved at presse tamarinden igennem en sigte – flere gange om nødvendigt. Tilsæt vand, ingefær, spidskommen, garam masala, brunt sukker og salt til tamarindesaften, bland den godt og lad den stå i 15 minutter. Filtrer den derefter igennem et osteklæde. Køl den af. Lige før ofringen til Krishna fortyndes den med isvand, kom knust is i et glas og pynt med mynteblade og en skive citron.


Anismælk med rosiner og pistacienødder
(thandai)
Tilberedelsestid: 25 minutter
4–6 portioner

  • 115 g rosiner
  • 2 spsk. anisfrø
  • 3,75 dl vand
  • 30 g pistacienødder
  • ½ l sødmælk
  • ½ tsk. stødt kardemomme
  • 5 spsk. sukker eller spsk. honning

1. Dæk rosinerne med varmt vand og lad dem stå i blød i 10 minutter. Kog anisfrøene i en gryde i 3,75 dl vand i fem minutter. Skru ned for varmen og småkog i 10 minutter mere.

2. Blend pistacienødderne, de afdryppede rosiner, kardemomme og mælk i en elektrisk blender og stil til side. Si anisvandet og rør sukker i det. Tilsæt derefter mælkeblandingen, rør godt og afkøl. Pynt et glas thandai med en kvist mynteblade. Ofres til Krishna.