Af Srila Prabhupada

Her afsluttes Srila Prabhupadas diskussion af den tyske filosof Arthur Schopenhauer, der levede fra 1788-1860. Srila Prabhupadas disciple Syamasundara og Hayagriva Dasa præsenterer elementer af Schopenhauers filosofi, og Srila Prabhupada svarer inspireret og improviseret.

Bemærk, at det mest handler om at give Srila Prabhupada en chance for at kommentere forskellige filosofiske pointer. Hvorvidt Syamasundara og Hayagriva fremlægger Schopenhauer præcist og fuldstændigt, er usikkert.

De første to afsnit bragtes i de to forrige numre af Nyt fra Hare Krishna.

Hayagriva: Ifølge Schopenhauer forstyrres et menneske i viden ikke i nogen situation. ”Sådant et menneske anser døden for en falsk illusion,” skriver han, ”en uforskammet tilskuer, der skræmmer de svage, men ingen magt har over ham, der ved, at han selv er viljen, af hvilken hele verden er objektet eller kopien, og at han derfor altid er sikker på livet og også på nutiden … ”

Srila Prabhupada: Dette er ulogisk. På den ene side er der et ønske om sikkerhed for livet, og på den anden side hævder han, at nirvana er det eneste svar. Hvilken af dem vil han have? Han snakker blot. Han forstår ikke filosofien om viljens renselse.

Hayagriva: Som en af de første store vestlige filosoffer til at have læst Bhagavad-gita mener Schopenhauer, at det var Krishnas garanti om udødelighed, der fik Arjuna til at kæmpe.

Srila Prabhupada: Ja, men hvad er Schopenhauers filosofi om det udødelige levende væsen? Han forstår ikke, at ligesom det levende væsen er udødeligt, er hans vilje også udødelig. Hvis sjælen er udødelig, hvordan kan hans vilje da blive stoppet? Hvordan er nirvana mulig?

Hayagriva: Han kommer ikke med nogen anden løsning end undertrykkelse af viljen.

Srila Prabhupada: Men det er ikke muligt. Han må ændre naturen af sin vilje for at blive lykkelig. Det er bhaktiens proces:

sarvopadhi-vinirmuktam, tat-paratvena nirmalam
hrsikena hrsikesa, sevanam bhaktir ucyate

”Bhakti eller hengiven tjeneste vil sige at beskæftige alle vores sanser i tjenesten til Herren, der er alle sansernes herre. Når den åndelige sjæl gør tjeneste til den Højeste, er der to sidevirkninger. Han befries fra alle materielle betegnelser, og blot ved at være beskæftiget i Herrens tjeneste renses hans sanser.” (Bhakti-rasamrta-sindhu, 1.1.12) Bhakti er renselsesprocessen: sravanam kirtanam visnum. At tale og høre om Herrens aktiviteter renser os. Schopenhauer forstår ikke Bhagavad-gitas pointe. Selv om han accepterer kendsgerningen, at livet er evigt, tror han, at dets formål er nirvana. Desværre ved han ikke, hvad virkelig nirvana er. Nirvana vil sige at gøre ende på den lunefulde vilje og komme til niveauet af vilje i Krishna-bevidsthed.

Hayagriva: Schopenhauer var imponeret over, at Indiens religion har eksisteret i over 4.000 år. Han skriver, at en sådan religion ”kan ikke være en vilkårligt opfundet overtro, men må have sit fundament i menneskets natur.”

Srila Prabhupada: Inden for den vediske religion er der to grundlæggende grupperinger: mayavadi og vaisnava. Begge indrømmer den kendsgerning, at den materielle verden er flygtig og kortvarig, og at der er et andet liv i den åndelige verden. For mayavadierne betyder åndeligt liv at smelte sammen med Brahman-udstrålingen, og for vaisnavaerne betyder det at omgås personligt med Gud i Hans bolig, Goloka Vrindavana, Vaikuntha. Begge har en forestilling om et åndeligt liv, der kan opnås efter døden.

Hayagriva: Schopenhauer anser indisk religion for at være baseret på benægtelse af viljen.

Srila Prabhupada: Ja, benægtelse af viljen til materiel lykke, men det er ikke selve viljen, der benægtes. Imens vi fornægter viljen til materiel lykke, må vi forfægte viljen til åndelig lykke. Når man benægter én ting, må man acceptere noget andet. Ingen kan forblive i en neutral position. Param drstva nivartate (Bg. 2.59). Vi opgiver det, der er dårligere, til fordel for noget bedre.

Syamasundara: For Schopenhauer er der tre veje til frelse: æstetisk, etisk og religiøs. Gennem æstetisk frelse og beskuelse af platoniske idealer gennem poesi, musik og kunst hæves vi over lidenskab, ønske og vilje.

Srila Prabhupada: Det er der ikke noget nyt i. Det omtales i Bhagavad-gita, og eleverne i denne Krishnabevidstheds-bevægelse gav slip på deres afskyelige levevaner, fordi de fik et bedre liv med bedre tanker, filosofi, mad, sang, poesi og kunst. Når sindet er fyldt med Krishna, er der ingen mulighed for, at det involverer sig i fordybelse i nonsens.

Syamasundara: Æstetisk frelse er en midlertidig oplevelse. Når vi for eksempel ser et smukt maleri, hæver vi os i et øjeblik over de lavere niveauer af bevidsthed og bliver fri for ønsker.

Srila Prabhupada: Ja, vi medgiver, at det kan ske, men vi ønsker at forblive i denne højere bevidsthed hele tiden, ikke kun i et øjeblik. Det er muligt igennem praksis. Igennem praksis lærer et barn at læse og skrive og bliver dermed uddannet. Det er ikke en ting, der kommer og går. Hvis vi praktiserer Krishna-bevidsthed dagligt, vil den lavere bevidsthed automatisk forsvinde. Sri-vigraharadhana-nitya-nana-srngara-tan-mandiramarjanadau (Sri gurv-astakam 3). Den åndelige mester beskæftiger sine disciple i Herrens tempeltilbedelse. Man kan ikke drage fordel af tilbedelse af Deiteterne, medmindre den æstetiske sans anvendes med ærefrygt og respekt.

Syamasundara: Ifølge etisk frelse skal vi forsøge at tilfredsstille viljen. Når den er tilfreds, kan ingen nye ønsker opstå. Dette giver vedvarende lykke.

Srila Prabhupada: Ud over den individuelle vilje er der den højeste vilje. Hvis vi tilfredsstiller den højeste vilje, er vi lykkelige. Yasya prasadad bhagavat-prasado (Sri gurv-astaka 8). Vores filosofi er, at ved at tilfredsstille den åndelige mester, Guds repræsentant, tilfredsstiller vi den højeste vilje. Det er ikke vores vilje, der skal tilfredsstilles, men Guds vilje.

Syamasundara: Igennem religiøs frelse, der er den mest effektive form for frelse, nægtes viljen gennem askese. På denne måde troede Schopenhauer på, at vi kunne opnå stadiet af nirvana, intetheden.

Srila Prabhupada: Sådanne folk hævder, at når der ikke længere er nogen følelse af glæde og smerte, er der ingen verden. Kendsgerningen er, at der er tre stadier: vågen, sovende og fuldstændig bevidstløshed. I alle tre stadier er viljen der. En person kan komme ud af en tilstand af total bevidstløshed og med det samme huske sin vågne tilstand og sine drømme. Derfor er viljen der. Viljen kan ikke dræbes, for den er sjælens funktion. Siden sjælen er evig, er viljen også evig. Viljen kan dog undertrykkes i nogen tid. Når det levende væsen efter døden kommer ind i moderlivet, bruger han de næste ni måneder på at udvikle sin næste krop, og der er en ophævelse af viljen. Imidlertid udvikler man ifølge sin vilje en bestemt slags krop. Når man kommer ud fra sin moders mave, genoptages viljeprocessen. Døden betyder en ophævelse af viljen i nogle måneder. Det er alt. Hvis man træner sin viljeproces på en forkert måde, kommer man til at lide liv efter liv, men hvis man træner den rigtigt, kan man med det samme komme til Vaikuntha efter døden.

Hayagriva: Med hensyn til religiøse sædvaner skriver Schopenhauer: ”Den kristne mystiker og læreren i Vedanta er enige om, at alle ydre handlinger og religiøse andagtsøvelser er overfladiske for den, der har opnået fuldkommenhed.” Men anbefaler Krishna ikke det stik modsatte?

Srila Prabhupada: Jo. I Bhagavad-gita udtaler Han:

yajna-dana-tapah-karma, na tyajyam karyam eva tat
yajno danam tapas caiva, pavanani manisinam

”Offerhandlinger, velgørenhed og askese må ikke opgives, men bør udføres. Ja, offerhandlinger, velgørenhed og askese renser selv de store sjæle.” (Bg. 18.5) Hvis vi opgiver de ritualistiske ceremonier, er der al mulighed for, at vi falder ned. Selv om vi måske er befriede, bør vi fortsætte med at udføre offerhandlinger, velgørenhed og askese for at holde vores position sikker.

Hayagriva: I sin diskussion af hjernens funktioner bemærker Schopenhauer, at behovet for søvn er direkte proportionalt med intensiteten af vores mentale aktiviteter. Sløve skabninger som krybdyr og fisk sover lidt og let. De mere intelligente dyr sover dybt og længe. ”Jo mere fuldstændigt vågent et menneske er,” skriver han, ”jo klarere og mere levende dets bevidsthed er, desto større er behovet for søvn, og desto dybere og længere sover det.”

Srila Prabhupada: Nej, de, der er uvidende og materielt tildækkede, sover mere, og de, der er åndeligt oplyste, sover mindre. Søvn er en nødvendighed for kroppen, ikke for sjælen. Derfor behøver de, der er åndeligt avancerede, ikke meget søvn. Nidrahara-viharakadi-vijitau. Vi forstår, at Rupa Gosvami overvandt søvn, spisen og parring. Når vi er åndeligt beskæftigede, anser vi søvn for spild af tid. De, der er interesserede i åndeligt liv, justerer deres liv på en sådan måde, at deres søvn praktisk taget er nul. Arjuna blev tiltalt som Gudakesa, ”den, der har overvundet søvn.”

Hayagriva: Schopenhauer anbefaler omkring otte timers søvn om natten. Hvor mange anbefales i den vediske tradition?

Srila Prabhupada: Søvn bør undgås, men siden det ikke er muligt, bør det justeres til et minimum. Gosvamierne sov ikke mere end to timer dagligt. Selv nogle karmier er så optagede af deres arbejde, at de praktisk taget slet ikke sover. Det fortælles, at Napoleon sov, mens han red på sin hest, og Gandhi sov, mens han kørte i bil. Generelt er seks timer nok.

Hayagriva: I Livets aldre skriver Schopenhauer: ”En fuldstændig og tilstrækkelig opfattelse af livet kan aldrig opnås af den, der ikke når alderdommen, for det er kun det gamle menneske, der ser livet i dets helhed og kender dets naturlige forløb … Det menneske alene har en fuldstændig fornemmelse af dets absolutte tomhed, imens andre aldrig ophører med at arbejde under den falske forestilling, at alt vil blive godt til slut.”

Srila Prabhupada: Det kan måske synes at være rigtigt, men i Vestens lande ser vi gamle mænd stadig gå sansetilfredsstillelsens vej, så hvad gavner deres erfaring? Medmindre man bliver trænet, er det ikke nok at blive en gammel mand til at kunne forstå formålet med livet. Træning er nødvendig fra tidlig barndom af. Ifølge den vediske plan skal en gammel mand tage den forsagende orden, sannyasa, og fuldstændigt vie sin tid og energi på at forstå og tjene Gud. Vi bliver ikke åndeligt modne blot ved at blive gamle. Vi bør trænes fra begyndelsen af som brahmacari.

Hayagriva: Schopenhauer gør opmærksom på, at det er almindeligt at kalde ungdommen livets lykkelige del og alderdommen den triste del, men det er i virkeligheden ikke rigtigt. ”Dette ville være sandt, hvis det var lidenskaberne, der gjorde et menneske lykkeligt,” skriver han, ”men et menneske føler sig lykkeligt, for så vidt som det er dets intellekt, der er dets dominerende side.”

Srila Prabhupada: For den moderne civilisation betyder lykke sansetilfredsstillelse. Ønsket om sansetilfredsstillelse fortsætter selv, når man er gammel. Derfor er det nødvendigt med en tidlig træning. Der står skrevet, at man kan blive et gammelt menneske, selv uden at være fremskreden i alder. Det betyder, at det er viden, der er vigtig, ikke alder. Hvis man ikke er ordentligt uddannet, bliver man et gammelt fjols.

Hayagriva: Schopenhauer bemærker, at i Upanisaderne angives menneskets naturlige levealder som hundrede år. ”At afslutte sine dage før 90 vil sige at dø af sygdom,” skriver han. ”For tidligt med andre ord.”

Srila Prabhupada: Ja, i denne tidsalder er den maksimale alder hundrede år, men i tidligere tider plejede mennesker at leve i et tusinde år. I Treta-yuga var livslængden titusinde år, og i Satya-yuga var den hundredetusinde år. For nærværende i Kali-yuga er livet blevet så degraderet, at folk kun forventer at leve i omkring 70 år. Jo mere sensuel man bliver, desto mere aftager ens levealder. Det er naturens lov.