Af Jahnu Dasa
Hvis man vil forstå en ting eller et emne til bunds, må man forstå essensen af denne ting. Essensen eller den inderste uadskillelige kvalitet af et element eller objekt kaldes dharma på sanskrit.
Dharma er den iboende kvalitet, der gør en ting til det, den er, og som ikke kan adskilles fra tingen. Dharma er med andre ord det, der giver tingen mening. Salts dharma eller mening er at være salt, en stens dharma er at være hård, vands dharma at være vådt, ilds dharma lys og varme, sukkers dharma sødme osv. Disse er alle iboende kendetegn, der karakteriserer et element – det, der er meningen med elementet. Ild giver for eksempel ingen mening, hvis den ikke brænder og udsender lys.
Man kunne da spørge, hvad sjælens eller livs dharma er. Hvad gør et levende væsen til et levende væsen? Hvad er det, som ikke kan adskilles fra det levende væsen? Svaret ifølge Vedaerne er tjeneste. ‘At tjene’ er den iboende egenskab, der ikke kan adskilles fra sjælen. Sjælen, der er en evig del af Guds bevidsthed, er til for at tjene Krishna. I sin betingede tilstand, hvor sjælen lever adskilt fra Krishna, kommer tjenesten til udtryk på andre måder, men den tjenende tendens skinner uvægerligt igennem.
Vi er alle nødt til at tjene nogen eller noget. Som forældre tjener vi vore børn, vi tjener samfundet ved at betale skat, vi tjener vor arbejdsgiver, vi tjener vores partner. Denne trang til at tjene er så stærk, at selv de, der ingen har at elske og tjene, får sig en kanariefugl eller hund, de kan tjene. Under alle omstændigheder tjener vi. Somme tider tjener vi frivilligt, men når vi ikke gør det, tvinges vi alligevel til at tjene et eller andet. Vi tvinges for eksempel hele tiden til at tjene kroppens behov ved at spise, hvile, gå på toilet osv.
Dharma bliver ofte oversat som religion, men religion kan ændre sig. En kristen kan blive ateist og omvendt, en hindu kan ændre sig og blive muslim osv. Tro kan med andre ord forandre sig, og derfor beskriver tro eller religion kun den midlertidige dharma, vi følger som mennesker. Den beskriver ikke den evige dharma eller den tjeneste, der er evig.
En bedre oversættelse af dharma finder vi i ordet pligt. Pligter er uløseligt forbundet med menneskeligt liv. Men vi har ikke de samme pligter. Vi har forskellige pligter i forhold til vores krop. Vedaerne beskriver derfor forskellige former for dharma alt efter hvilken krop, vi befinder os i. Der er dharma for kvinder, mænd, børn, gamle, de forskellige mennesketyper og samfundsklasser osv.
Som menneske har vi to former for dharma eller pligt: den dharma, vi har i forhold til vores krop, religion og kultur, og den dharma, vi har som sjæl, dvs. som vi har i vor befriede tilstand. Dharmaen, der er forbundet med kroppen, er midlertidig, for kroppen er midlertidig, men sjælens dharma er evig, eftersom sjælen er evig. I begge tilfælde er der tale om tjeneste, for tjeneste er den inderste essens ved vores eksistens.
På den kropslige platform skelnes der igen mellem de pligter, vi er blevet givet af Gud, skrifterne og de hellige mestre (dvs. de pligter, vi er blevet ordineret af vores religion), og de pligter, vi selv finder på. Her udtaler Bhagavad-gita tydeligt, at hvis man lader hånt om at udføre den dharma, der i skrifterne er angivet for menneskelivet, og i stedet handler lunefuldt ved at finde på sine egne regler og forskrifter, skal man ikke regne med at blive lykkelig hverken i dette eller næste liv.
Hvis man følger sin dharma som menneske, leder det til lykke og velfærd i livet, og man vil gradvist blive promoveret til mere avancerede former for liv på de højere planetsystemer. Hvis man bryder med sin dharma (de foreskrevne pligter) og nægter at gøre de pligter, man forventes at udføre som menneske, vil man ikke alene både individuelt og kollektivt skabe en helvedesagtig eksistens i dette liv, men også gradvist synke ned til de mest degraderede former for liv.
Ud over vores dharma som menneske har vi som sagt som sjæl en evig dharma, nemlig vores tjeneste til Krishna. Ifølge Vedaerne er sjælens oprindelige position at være Krishnas evige tjener. Denne tjeneste udføres i sjælens befriede tilstand, efter at sjælen er blevet fritaget for nødvendigheden af at eksistere i et fysisk legeme, og kommer til udtryk ved, at sjælen hengiver sig til Radha-Krishnas nydelse. Når det levende væsen ikke længere har ønsker om at nyde selvisk, dvs. uafhængigt af Krishna, tjener sjælen Krishna ved ubetinget at lade sig nyde af Ham. Sjælen viser sin kærlighed til Krishna ved at tjene Ham.
Læg mærke til, at selv om tjeneste er tvunget i det materielle liv, indebærer kærlighed også tjeneste, men her er den frivillig. Uden frivillig tjeneste er kærlighed tom snak. Vi tjener den, vi elsker.
Ved at tjene Krishna erfarer sjælen den højeste kærlighed, der er uden sorg og lidelse og uden ophør. Denne kærlighed til Krishna kan erfares, endnu mens sjælen befinder sig i en fysisk krop. Sjælens oprindelige kvaliteter af evighed, viden og glæde kan kultiveres allerede i dette liv. Man behøver ikke vente på at forlade sin krop. Metoden til at lukke op for personens oprindelige kvalitet, den evige tjeneste til Krishna, der bor i hjertet på alle levende væsener, er simpelthen at påkalde den, at bede inderligt til Krishna om den, hvilket man gør ved at recitere eller meditere på Hans navn som i Hare Krishna-mantraet:
Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare, Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare.
Ved at meditere på Krishnas navn engagerer man sig i sin evige dharma, sin evige tjeneste til Krishna, og ens liv vil uden tvivl blive ophøjet. Denne sandhed kan erfares af enhver på tværs af alle trosforhold og kulturelle skel. Det er ikke engang et spørgsmål om at opgive dette eller hint eller på anden måde lægge sit liv om. Man behøver blot at føje Krishna til sit liv. Det eneste, man behøver at gøre, er at føje Krishna til det, man ellers går og laver, hvilket man som sagt kan gøre ved blot at recitere Hans navn. Så vil ens eksistens gradvist blive renset, og man opnår den naturlige glæde, vi alle længes efter, hvilket er det virkelige mål med selvrealisation og selve tilværelsen.