Den 18. april 1975 talte Srila Prabhupada over et vers i Srimad-Bhagavatam (1.7.6) og forklarede, hvordan forfatteren til den vediske litteratur, Srila Vyasadeva, blev ledt af et direkte syn af den Absolutte Sandhed, hvorved han kunne give sit endelige bidrag til menneskehedens viden. Foredraget blev første gang bragt i trykt form i Back to Godhead, september 1989.

anarthopasamam saksad
bhakti-yogam adhoksaje
lokasyajanato vidvams
cakre satvata-samhitam

”Det levende væsens materielle lidelser, som han ikke behøver, kan direkte lindres gennem den hengivne tjenestes forbindende proces. Men folk flest ved ikke dette, og derfor skrev den lærde Vyasadeva denne vediske litteratur, der står i relation til den Højeste Sandhed.” (Srimad-Bhagavatam 1.7.6)

Viden betyder i sidste ende at forstå den oprindelige kilde til alting. Videnskabsmænd og filosoffer søger efter den oprindelige årsag. For eksempel søger moderne videnskabsmænd efter den oprindelige årsag til liv. Det er et godt forskningsspørgsmål. Men fordi de er omringet af anarthaer, unødvendige ting, kan de ikke kende den. Så længe man står under illusion af maya [den illusoriske energi], kan man ikke have fuldkommen viden. Vyasadeva tiltales her som vidvan, fuld af viden. Vyasadeva var ulykkelig selv efter at have skrevet Vedanta-sutra. Så på instruktion fra sin guru, Narada Muni, ville han gerne skrive sit endelige bidrag til menneskesamfundet, en kommentar til Vedanta-sutra. Det blev til Srimad-Bhagavatam. Vedanta betyder ”den endelige viden”. Veda betyder ”viden”, og anta betyder ”det endelige bidrag”.

Så på Narada Munis instruktion gjorde Vyasadeva som det første sit liv fuldkomment, for hvis man skriver bøger uden at være fuldkommen, vil de ikke have nogen virkning. Man er nødt til at blive fuldkommen, før man skriver bøger. Nu om dage, specielt i Vesten, kan folk nedfælde alle former for slyngelagtige ideer i navn af filosofi eller videnskab. De skriver ”måske” eller ”det kan godt være, at… ” Det er ikke systemet i den vediske civilisation.

I den vediske civilisation kan kun de, der er avanceret i vedisk viden, skrive. Vedisk viden kaldes sruti, og hvis man skriver i efterfølgelse af principperne i sruti, kaldes det smrti. Srila Rupa Gosvami giver dette råd (Bhakti-rasamrta-sindhu 1.2.101):

sruti-smrti-puranadi-
pancaratra-vidhim vina
aikantiki harer bhaktir
utpatayaiva kalpate

”Hvis man udgiver sig for at være en stor hengiven af Krishna uden henvisning til sruti, smrti, Puranaerne og Pancaratrika-vidhi, er det blot en forstyrrelse i samfundet.”

Da Narada instruerede Vyasadeva: ”Skriv noget, der vil hjælpe folk til at forstå den Højeste,” engagerede Vyasadeva sig i bhakti-yoga, hengiven tjeneste. Man kan ikke forstå den Højeste Sandhed uden at engagere sig i hengiven tjeneste. Krishna fortæller i Bhagavad-gita (18.55), bhaktya mam abhijanati. Kun gennem hengivenhed, underkastelse og overgivelse kan man forstå Krishna, ikke gennem sin såkaldte lærdom eller forskningsarbejde. Nej. Bhaktya mam abhijanati. Krishna sagde aldrig: ”Ved at kultivere spekulativ viden kan man forstå Mig.” Nej.

Derfor engagerede Vyasadeva sig i bhakti-yoga for at forstå den Højeste Sandhed. Der står skrevet (SB. 1.7.4): bhakti-yogena manasi, samyak pranihite ’male/ apasyat purusam purnam, mayam ca tad-apasrayam. Han havde en vision af to ting: purusam purnam og maya.

Purusam purnam betyder Guddommens Højeste Personlighed, der er fuldstændig eller perfekt. Vi førsøger at blive purusa eller Bhagavan, men vi er ikke fuldkomne. Bhagavan betyder purna, fuldstændig. Vi kan ikke acceptere nogen som Bhagavan, medmindre vedkommende er purna. Den fuldstændige Højeste Person er Krishna.

Gennem meditation i bhakti-yoga kan man forstå den Højeste Sandhed. Virkelig meditation betyder at forsøge at opdage den Højeste Person, der er inde i os alle. Det kaldes yoga, og den yoga er fuldkommen, når man ser Krishna. Yoga vil sige at forsøge at finde Krishna inde i sig selv. Krishna er der, men man skal være kvalificeret for at kunne se Ham. Det er nødvendigt. Det kaldes bhakti-yoga.

I Brahma-samhita (5.38) står der, premanjana-cchurita-bhakti-vilocanena, santah sadaiva hrdayesu vilokayanti. At se Krishna er ikke muligt blot igennem gymnastik. Man er nødt til at udvikle transcendental kærlighed til Krishna. Når ens øjne er smurte med kærlighed til Gud, kan man se Ham inde i sig selv døgnet rundt.

Dette er ikke vanskeligt at forstå. Hvis man elsker en eller anden, tænker man altid på Ham. Man mærker altid hans tilstedeværelse. Det samme gælder for kærlighed til Krishna. Derfor lærer Krishna os, hvordan man udvikler denne kærlighed til Ham. Han siger (Bg. 9.34), man-mana bhava mad-bhakto, mad-yaji mam namaskuru: ”Blot tænk på Mig, bliv Min hengivne, tilbed Mig og frembær din underkastelse til Mig.”

Vi har brugt så mange penge på at installere Deiteterne af Krishna-Balarama her [Deiteterne af Krishna-Balarama blev installeret eller indviet i Vrindavana i april 1975, da Prabhupada gav dette foredrag]. Hvad er formålet? Formålet er, at I skal kunne se Dem til stede i dette tempel, og således kan I tænke på Dem. Det er helt naturligt. Hvis man altid ser Deiteten, får man Hans billede indprentet i sit sind, og derved vil man altid tænke på Ham. Og Deiteten er ikke-forskellig fra Krishna. For en hengiven er Deiteten Krishna Selv, identisk.

Vi ville ikke bruge så mange penge på at tilbede en statue. Det ville ikke være særlig intelligent. Deiteten er direkte Krishna. Derfor er templet et helligt sted. Hvis man følger processen med at se Deiteten regelmæssigt, vil ens sind blive renset. Når sindet er renset for alle urene ting, kan man tænke på Krishna.

Så Vyasadeva gjorde først sit liv fuldkomment ved at praktisere bhakti-yoga, og derefter skrev han denne Srimad-Bhagavatam. Derfor vil man opdage, at hvert eneste ord i Srimad-Bhagavatam er transcendentalt. Hvert eneste ord er fuld af betydning og transcendental viden, for forfatteren af denne transcendentale bog er Vyasadeva, og han er fuldkommen. Han er kendt som Veda-vyasa, ”fuldkommen i viden”.

Vyasadeva så den fuldstændige Guddommens Højeste Personlighed, og han så også maya. Mayam ca tad-apasrayam (SB. 1.7.4). Maya stod bag Guddommens Højeste Personlighed. Han har forskellige slags maya’er [energier], for Han har så mange ting at gøre i både den materielle verden og den åndelige verden. Tænk engang! Universerne er så store, og der er utallige universer. I hvert univers er der utallige planeter. På hver planet er der utallige store og små byer. I hver by er der utallige levende væsener. Og Krishna skal tage Sig af dem alle. Det er Krishna. Derfor kaldes Han Paramesvara, ”den Højeste Hersker”. Og Krishna nævner i Bhagavad-gita (15.15), sarvasya caham hrdi sannivisthah: ”Jeg bor i enhvers hjerte.”

Krishna skal handle på en sådan måde, at uanset hvad vi gør, sker det under Hans vejledning. For eksempel siger Krishna, mattah smrtih (Bg. 15.15): ”Fra Mig kommer hukommelse.” Vi står op om morgenen, og med det samme forstår vi, at vi sov, og nu er der så mange ting, der skal gøres. Så hvor kommer den hukommelse fra? Krishna siger, mattah: ”Fra Mig.” Tænk engang, hvor travlt Krishna har!

Så den maya, der styrer den materielle verden, blev set af Vyasadeva. Srimati Radharani er også maya. Hun er yoga-maya. Og Durga er maya. Hun er en ekspansion af Radharani. Men Durgas opgave er forskellig fra Radharanis opgave. Durgas opgave er at holde de levende væsener tildækkede, så de ikke vågner op til Krishna-bevidsthed. Det er hendes pligt.

Vyasadeva så den Højeste Person, og han så maya bag den Højeste Person. Hvilken maya? Yaya sammohito jiva (SB. 1.7.5), den maya, der holder de levende væsener i illusion. Hvad er den illusion? Under mayas indflydelse identificerer vi os med forskellige guna’er, den materielle verdens kvaliteter: godhed [sattva-guna], lidenskab [rajo-guna] og uvidenhed [tamo-guna]. Sattva-guna er den brahminske kvalifikation. Den ene person tror: ”Jeg er en brahmana.” En person under indflydelse af rajo-guna tænker: ”Jeg er en ksatriya.” Denne fejlidentifikation findes over hele verden. Måske tænker I ikke, at I er brahmanaer, men I kan tænke: ”Vi er amerikanere.” Eller måske tænker jeg: ”Jeg er inder.” En eller anden form for identifikation har vi altid. Derfor er hele verden fuld af anartha’er, unødvendige ting. Jeg er ikke nogen brahmana, jeg er ikke inder, I er ikke amerikanere, og du er ikke en ksatriya. Disse er alle falske identifikationer.

Denne fejlidentificering er mayas værk. Alle levende væsener er underlagt forskellige indtryk: ”Jeg er dit,” eller ”Jeg er dat.” Og når deres udgangspunkt er ”Jeg er dit,” og ”Jeg er dat,” kan de ikke finde nogen løsning på livets problemer. Vores ledere har skabt de Forenede Nationer, men der er ingen løsninger i sigte. Hvorfor? Fordi de alle er i kløerne på maya, den materielle energi, og skaber blot problemer. Det er, hvad de har travlt med. (Afsluttes i næste nummer)