Dette er anden del af en forelæsning, som Srila Prabhupada gav den 18. april 1975 over et vers i Srimad-Bhagavatam (1.7.6). Han forklarede, hvordan forfatteren til den vediske litteratur, Srila Vyasadeva, blev ledt af et direkte syn af den Absolutte Sandhed, hvorved han kunne give sit endelige bidrag til menneskehedens viden. Foredraget blev første gang bragt i trykt form i Back to Godhead, september 1989.

(Fortsat fra sidste nummer)

Jeg er en åndelig sjæl, og jeg tilhører ikke disse materielle kvaliteter. Ikke desto mindre tror jeg, at jeg er et produkt af den materielle natur. Man kan ikke sætte sig ud over disse tre gunaer: sattva-guna, rajo-guna, tamo-guna eller en blanding af dem. Der er 8.400.000 arter af levende væsener [der eksisterer] under indtryk af, at ”Jeg er en hund,” “Jeg er en plante,” “Jeg er en fisk,” “Jeg er en myg,” “Jeg er et menneske,” “Jeg er en halvgud,” “Jeg er en tiger,” “Jeg er inder,” “Jeg er amerikaner” osv. På denne måde er der 8.400.000 forskellige slags identifikationer. Derfor finder vi så mange livsformer. Dette er alt sammen mayas virksomhed for at holde os fanget under et bestemt indtryk. Vi arbejder under et bestemt indtryk og skaber en ny situation og får derpå en anden krop.

Hvis jeg skaber en situation som en hunds i dette liv, vil jeg i mit næste liv få en hunds krop, det er alt. Eller hvis jeg skaber en situation som en halvguds, kan jeg komme til de himmelske planeter. Men hvis jeg skaber en situation som en evig tjener af Krishna, kommer jeg til Krishna. Det er ønskeligt. Dette er formålet med Krishna-bevidstheds-bevægelsen. Skab ikke en situation, at “Jeg er dit” eller “Jeg er dat.” Skab blot denne situation: ”Jeg forstår til fulde, at jeg har intet andet at gøre end at avancere i Krishna-bevidsthed, og min eneste pligt er at tjene Krishna.” Dette er eftertragtelsesværdigt.

Hvordan man kan opnå denne position, beskrives i dagens vers: anarthopasamam saksad bhakti-yogam adhoksaje. Dette er midlet: Alle unødvendige ting kan fjernes med hengiven tjeneste til den Højeste Herre.

Men så længe jeg tænker: “Jeg er dit,” eller “Jeg er dat,” er jeg stadig i illusion. At tro, at “Jeg er en stor gosvami,” eller “Jeg er en stor brahmana,” er også en anartha. Den virkelige gosvami er ham, der er herre over sine sanser. Vi er nødt til at beherske vores sanser og identificere os selv rigtigt. Vi bør tænke: “Jeg tilhører intet af denne materielle besmittelse, men jeg er en evig tjener af Krishna.” Det kaldes selvrealisering eller mukti.

I Srimad-Bhagavatam (2.10.6) gives definitionen på mukti: muktir hitvanyatha rupam sva-rupena vyavasthitih. Anyatha rupam betyder, at jeg identificerer mig selv som det ene og det andet: “Jeg er amerikaner,” “Jeg er inder,” “Jeg er en brahmana,” “Jeg er en gosvami.” Nej. Disse er alle anarthaer, uønskede. Vi lever under en forkert opfattelse. Derfor står der skrevet: hitvanyatha rupam – at opgive det forkerte indtryk. Og sva-rupena vyavasthitih betyder “situeret i sin oprindelige position.” Det kaldes mukti. Mukti betyder intet andet. Dette er definitionen på mukti. Man holder sig selv i sin oprindelige position.

Så vores oprindelige position er, at vi er uadskillelige dele af Krishnas krop. Brahmanaerne er Krishnas mund, og ksatriyaerne er Krishnas arme. Vaisyaerne er Krishnas mave, og sudraerne er Krishnas ben. Derfor må man ikke hade nogen. Krishna er advaya, absolut. Almindeligvis ser vi en forskel på hovedet og benet. Benet er mindre vigtigt. Hovedet er mere vigtigt. Men en hvilken som helst del af Krishna er lige så vigtig som nogen anden del. Så hvis man når til forståelsen af, at man er en uadskillelig del af Krishna, er der ingen forskel, uanset om man handler som Krishnas ben eller Krishnas hoved.

Her i den materielle verden misforstår vi det, at fordi jeg er hovedet [en brahmana], kan jeg hade benene [sudraerne]. Men hvorfor skulle vi tænke sådan? Vi ofrer først tulasi og blomster til Krishnas ben, ikke til hovedet. Bhakti-yoga begynder fra Krishnas lotusfødder. Så hvordan kan man sige, at Krishnas ben er ringere end Hans hoved? En sådan misforståelse kaldes en anartha.

Hvis vi påbegynder bhakti-yogaens proces, går disse anarthaer væk. Derfor anbefales det her i Srimad-Bhagavatam (1.7.6), anarthopasamam saksad bhakti-yogam adhoksaje: Hvis vi engagerer os i transcendental kærlighedstjeneste til Adhoksaja, den Højeste Person, der ligger uden for vores sanseopfattelse, er det slut med vores anarthaer.

Når det er slut med ens anarthaer, og man ser hvert eneste levende væsen som en uadskillelig del af Krishna, kaldes dette virkelig Brahman-erkendelse. Alle er vi uadskillelige dele af Krishna. Så vi må engagere os selv i ikke blot Krishnas tjeneste, men også forsøge at engagere andre, for de er på samme måde uadskillelige dele af Krishna. Hvorfor skulle vi udelukke dem? Det er vaisnavisme, det er Krishna-bevidsthed, og det er Caitanya Mahaprabhus mission.

Denne mission skal startes fra Indien. Især indere har muligheden for at lære disse vediske sastraer [skrifter], blive selvrealiserede og introducere denne Krishna-bevidsthed over hele verden. Det er Caitanya Mahaprabhus mission.

Så hver eneste vaisnavas pligt er at gøre sit liv fuldkomment ved at forstå sin virkelige position og derefter prædike. Alle mennesker over hele verden er ajanatah. Ajanatah betyder, at de intet ved. De er stolte, og de tror, at materielt fremskridt er livets fuldkommenhed. Nej, det er ikke fuldkommenhed. Fuldkommenhed er muktir… sva-rupena vyavasthitih – at være situeret i sin egen oprindelige position.

Det kan gøres overalt. Bhakti-yoga kan praktiseres hvor som helst i verden, som vi har erfaret det i praksis. Hvad er bhakti-yoga? Den første ting at gøre er sravanam: Man skal høre. Høre om hvem? Om Visnu. Ikke om en masse vrøvl. Man skal høre om Krishna. Ham kan man høre om hvor som helst. Det står ikke specielt omtalt, at man skal lytte på det ene eller det andet sted. Man kan lytte hvor som helst. Men på et helligt sted som Vrindavana har det en særlig effekt at lytte. Så her er vi ved at etablere dette tempel, og I udlændinge har fattet en vis interesse for det. Så kom fast til dette tempel og hør om Krishna. Få jeres anarthaer væk.

Nu om dage er alt, der bliver gjort, en anartha, uden mening. Men hvis vi siger dette, vil folk kritisere os tilbage: ”Hvorfor bruger I biler? Hvorfor bruger I flyvemaskiner?” Men vores princip er, at vi kan bruge enhver såkaldt anartha i Krishnas tjeneste. Folk har skabt en form for anartha, men vi kan engagere selv denne anartha i Krishnas tjeneste og gøre den meningsfuld. Det er vores opgave.

Så det kræver tid at fjerne alle anarthaer. Vi er bebyrdet med så mange unødvendige ting. Igennem bhakti-yoga vil vores såkaldte livsnødvendigheder mindskes. Anarthopasamam. Selv om vi kører i biler, tror vi ikke, at de er uundværlige. Men de, der er fanget i den nuværende civilisation, tror, at biler er uundværlige. Det er forskellen.

Vores princip er, at siden vi skal til USA, hvorfor skulle vi så ikke tage flyvemaskinen? Hvor skulle vi spilde vores tid? Så vi er ikke imod materielt fremskridt. Men vi advarer blot imod, at man ikke glemmer Krishna til fordel for materielt fremskridt. Dette er Krishna-bevidsthed. Vi forsøger ikke at afholde jer fra det, men når I har opfundet noget materielt, så brug det for Krishna. Vær ikke knyttet til bilen, men brug den til at komme hurtigt frem for at prædike, det er alt. Dette er påkrævet, og dette er Rupa Gosvamis råd. Lad være med at dø for at have en bil. Men hvis man får muligheden for at komme hurtigere frem end ved at gå, bør man benytte sig af den. Dette er nødvendigt. Alting bør engageres i Krishnas tjeneste.

Dette kaldes yukta-vairagya, der er forskelligt fra phalgu-vairagya, der betyder at tro, at fordi
noget er materielt, er det falsk og må derfor forkastes. Nej, det har et forhold til Krishna. Det skal man se. Hvad er denne bil? Er den materiel. Hvor har de fået metallet, jernet, træet – alting – fra? Det har de fået fra Krishna. Derfor har det et forhold til Krishna. Og når det bliver fremstillet, så brug det for Krishna. Det er yukta-vairagya. Vi hader ingen af det materielle fremskridts frembringelser. Vi kan bruge alting i Krishnas tjeneste. Det eneste, vi prædiker, er: “Glem ikke Krishna.” Det er vores opgave. Og hvis man har et særligt talent, så brug det for Krishna.

Hvis I engagerer jer i bhakti-yogam adhoksaje, vil anarthaerne, de ting, der ikke er ønskede, eller verdens problemer, mindskes. Folk ved ikke dette. Derfor er vi nødt til at lære dem det. Det er formålet med Krishnabevidstheds-bevægelsen.

Mange tak.