Der skulle være bryllup. Bruden og brudgommen boede i hver sin landsby, der begge lå ved samme flod med en halv dages sejlads imellem dem. For at spare tid besluttede brudgommen og hans selskab sig for at sejle om natten til brudens landsby dagen før den store bryllupsdag. Således gik de om aftenen om bord i båden og lagde sig til rette i bunden for at sove. De så frem til både en god nats søvn og til at være fremme i brudens landsby, når de slog øjnene op.
Natten igennem hørte de færgemanden ro, imens vandet skvulpede langs bådens sider. De mærkede den friske brise fra floden, og når de åbnede øjnene, kunne de kunne se stjernene på den mørke, klare himmel. Således tilbragte de en behagelig nat i båden.
Men den næste dag ved daggry slog bryllupsgæsterne øjnene op og så til deres store forbavselse, at de stadigvæk var i deres egen landsby. Båden havde ikke flyttet sig en tomme ud af stedet. Det var et mysterium, og de spurgte færgemanden, hvordan det kunne lade sig gøre. Færgemanden svor dog på, at han havde roet det bedste, han kunne, så det var ikke derfor, de ikke var kommet nogen vegne.
Omsider efter megen granskning og forskning opdagede en af bryllupsgæsterne forklaringen: Ankeret var ikke blevet hevet op! Derfor havde båden ikke flyttet sig ud af stedet på trods af alle færgemandens anstrengelser!
En historie fra Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati, der sagde, at vi på samme måde er nødt til at opgive alle vore tilknytninger til denne midlertidige materielle verden, hvis vi skal gøre os håb om at komme ud af den.