Af Jahnu Dasa
Der kræves ingen magi for at skabe liv. Det er en helt naturlig proces. Hvis du spørger mig om, hvad der helt nøjagtigt menes med en naturlig proces, så har jeg ingen ide om det. Jeg kalder det bare en naturlig proces, så det lyder mere videnskabeligt og for at narre kreationister til at tro, at jeg ved, hvad jeg taler om.
De stakkels religiøse fanatikere behøver en eller anden magisk, usynlig sagnfigur oppe i himlen til at forklare naturen, men mig? Glem det, jeg behøver ikke magi til at forklare naturen, for det er alt sammen naturlige processer.
Ser du, først var der et punkt. Jeg kalder det en singularitet, så det lyder mindre latterligt. Jeg fantaserer, at det er et punkt, der indeholder alt stof, al tid og alt rum, så man behøver ikke spekulere på, hvad der var uden for punktet, eller hvad der kom før, for der var ingenting uden for punktet – intet rum, ingen tid, intet stof, ja, faktisk ingenting, forstår du? Der var kun et punkt, og fra dette punkt kom der så et univers ud af det, sådan puf ved en ren tilfældighed. Det skete simpelthen bare, forstår du? Ingen magi involveret, det er en helt naturlig proces, og som vi ved i dag, er naturlige processer meget videnskabelige.
Jeg vil ikke begynde at forklare, hvad der skete med de naturlige processer, efter, at universet poppede ud af et punkt, hvordan materien skabte liv fra kemikalier, som derefter blev til en amøbe, der gennem utallige mutationer så blev til et menneske, som derefter lærte at tale. Du skal ikke bekymre dig om disse irriterende detaljer. Alt, hvad du behøver at forstå, er, at det er fuldstændigt naturligt og videnskabeligt, og at det skete over lang, lang tid. Det er det eneste, du behøver at vide.
Og du skal slet ikke bekymre dig om, at ingen med en fungerende hjerne tror på, at verden skabte sig selv ud af en bunke kemikalier. Glem det faktum, at de mest prominente og brillante videnskabsfolk støtter ideen om ID – Intelligent Design – simpelthen fordi det giver mere mening. Det er helt betydningsløst. Du skal heller ikke bryde dig om, at du ikke ved, hvad en naturlig proces faktisk indebærer, du skal bare recitere det som et mantra:
… naturlig proces, naturlig proces, proces proces, naturlig naturlig
ingen magi, ingen mag, magi magi, ingen ingen …
Kan du mærke, hvor godt det føles?
Den engelske astrofysiker Sir Fred Hoyle skrev:
”En fortolkning af kendsgerningerne baseret på sund fornuft tyder på, at en superintelligens har pillet ved fysikken såvel som ved kemien og biologien, og at naturen ikke har blinde kræfter, der er værd at tale om. Sandsynlighederne, man regner sig frem til fra kendsgerningerne, er så overvældende, at denne konklusion er så godt som hinsides enhver tvivl.”
Hvordan kan man vide, om spøgelser eksisterer? –
Af Jahnu Dasa
En sjæl har to kroppe – en fysisk krop, der består af de fem sanser, og en psykisk krop, der består af sindet, intelligensen og det falske ego. Sindets funktioner er tanker, følelser og vilje. Intelligensens funktion er skelneevne, hukommelse og tvivl, og det falske egos funktion er falsk identitetsfornemmelse med kroppen og sindet. Og sjælens funktion er at opleve og observere. Sindet fører ved døden sjælen over i en ny krop.
Man bliver spøgelse, hvis man begår selvmord, eller hvis man lider en pludselig, voldsom død. Et spøgelse er således en sjæl i en psykisk krop, men uden en fysisk krop. Spøgelser er ofte meget frustrerede og misundelige. Det hænger sammen med, at alle de følelser, begær, tanker, drifter og opfattelser, man havde, mens man var i live, vil man også have som spøgelse. Et spøgelse er fuld af drifter som sult, tørst og sexbegær, men kan ikke få afløb for disse begær, for dertil kræves en fysisk krop. Derfor forsøger spøgelser ofte at overtage en person, så de kan få afløb for deres frustrerede begær.
Der er rapporter fra hele verden fra mennesker, der har mødt spøgelser. Jeg er selv et af dem. Jeg behøver ikke at være i tvivl om, hvorvidt spøgelser eksisterer eller ej, for jeg har selv mødt et.
Da jeg først kom til Hare Krishna, var jeg munk i fem år. Min opgave (eller tjeneste, som vi kalder det) var at sælge bøger overalt i Danmark. Vi var fem munke, der rejste rundt i en Toyota Hiace fyldt med bøger. Vi boede en uge ad gangen i et sommerhus, vi havde lejet, og så tog vi ud derfra og solgte bøger i alle byerne i omegnen.
På det tidspunkt havde vi lejet et sommerhus på Kolding-egnen. Vi plejede at gå til ro omkring kl. 20 og stå op kl. 3 om morgenen for at meditere. Den nat vågnede jeg som sædvanligt, men jeg var totalt desorienteret. Jeg vidste ikke, om jeg lå ned eller stod op, eller om jeg var vågen eller stadig sov. Så fornemmede jeg en person, der stod ved siden af mig.
Der var slet ikke noget at være i tvivl om. Jeg kunne ikke se vedkommende, men jeg mærkede hans (eller hendes) tilstedeværelse og vibrationer af intenst had og misundelse. Jeg blev grebet af ubændig skræk. Jeg følte, hvordan han hoppede på mig. Jeg mærkede en stærk trykkende fornemmelse på halsen og brystet. Jeg kunne ikke få vejret.
Nu lærer vi om spøgelser i Hare Krishna, så på det tidspunkt vidste jeg, hvad der foregik. Vi lærer, at spøgelser ikke kan udstå lyden af Guds hellige navn. Jeg kendte også et specielt spøgelses-mantra, der jager spøgelser væk, men da jeg forsøgte at få det over mine læber, kunne jeg ikke sige en lyd, for jeg var som sagt ved at kvæles. Jeg blev fuld af mere gru og skræk. Så skreg jeg inde i mit sind – NRISINGHADEVA, KRISHNA, HARE KRISHNA – og med det samme forsvandt den trykkende fornemmelse i halsen, og jeg kunne ånde igen.
Hvis du nogensinde skulle være så uheldig at blive angrebet af et spøgelse, skal du blot skrige HARE KRISHNA! eller tænke det, så forsvinder det. Der er også et særligt mantra til at bortjage subtile, psykiske væsener. Det lyder som følger:
om hrim kshraum ugra viram,
maha-vishnu jvalantam sarvato mukham,
nrisingham bishanam bhadram,
mrithur mrityum namah my aham
Hvis du nogensinde skulle få problemer med psykiske væsener, hvilket også kan være i form af en særlig ond drøm eller et skrækindjagende mareridt, som du eller dine børn udsættes for, skal du bare udtale det mantra. Man kan også bare recitere Hare Krishna-mantraet. Det bortjager øjeblikkeligt alle negative, psykiske elementer fra sindet, hvad enten det kommer fra spøgelser eller ens egne traumer. Og man behøver ikke at tro på eller tage mit ord for det. Det virker, hvad enten man tror på det eller ej.