En konge havde engang en minister, hvis yndlingsmotto var ”Det er Guds barmhjertighed.” På en jagtudflugt var kongen en dag ude for en ulykke og mistede en finger. Ministeren sagde med det samme: ”Det er Guds barmhjertighed.” Dette gjorde kongen så vred – for han havde jo lige mistet sin finger – at da de kom hjem til slottet, smed han ministeren i fængsel. Ministeren var upåvirket. ”Det er Guds barmhjertighed,” var hans reaktion.
En tid senere tog kongen igen på jagt. Denne gang var han så uheldig at blive taget til fange af en gruppe røvere. Som røvere ofte gør det, tilbad de gudinden Kali. For at tilfredsstille hende ønskede de at give hende et menneskeoffer, og kongen var ham, der skulle ofres. Kongen blev badet, indsmurt i olie og iklædt det fineste tøj. Inden han skulle slagtes, skulle han dog undersøges, om han var uden fejl. Røvernes præst opdagede da, at han manglede en finger. Ifølge røvernes indbildte ritual kunne de ikke ofre noget ufuldkomment, så de kasserede kongen og slap ham fri.
Kongen skyndte sig hjem, frigjorde ministeren og sagde: ”Du havde ret, det var Guds barmhjertighed, at jeg mistede en finger.”
Ministeren svarede, at det var det selvfølgelig, for alt, der sker, er Guds barmhjertighed.
”Men,” fortsatte kongen, ”hvordan var det så Guds barmhjertighed, at du uretfærdigt blev fængslet?”
”Det var helt sikkert Guds barmhjertighed,” svarede ministeren. ”Hvis jeg ikke var blevet fængslet, havde jeg været med dig, som jeg jo altid er det, og så havde røverne fanget mig og ofret mig.”