Der var en mand, der holdt meget af mangoer. Mangoer vokser på mangotræer, der ofte er meget høje, og de bedste mangoer finder man i træets top, hvor der er mest sol.
Da manden en dag var oppe i toppen af et mangotræ, gled hans fod uheldigvis, og han styrtede ned. Han faldt dog ikke ret langt, for det lykkedes ham at gribe fat i en tynd gren, hvorfra han hang hjælpeløst uden at kunne komme op eller ned.
Herfra kaldte han på landsbyens folk, der prøvede at nå op til ham med stiger, men han var for højt oppe. Så kom der en klog mand, en kendt vismand, der boede lidt uden for landsbyen. Han var kendt for at kunne løse alle problemer, og alle kiggede på ham. Han sagde intet en stund, men samlede derefter en sten op, kastede den op i træet og ramte manden!
Alle var forbavsede. Manden i træet begyndte at råbe: ”Hvad laver du? Er du vanvittig? Vil du have mig til at falde ned?“
Vismanden var tavs. Så samlede han igen en sten op og ramte manden. Manden var rasende: ”Hvis jeg bare kunne komme ned, skulle jeg få fat på dig …!“
Luften var anspændt. Nogle ville skælde vismanden ud, men gjorde det ikke. Vismanden tog endnu en sten og ramte manden. Nu gik manden helt amok og blev så besluttet på at komme ned og få fat på vismanden, at han nærmest fik overmenneskelige kræfter. Han glemte al frygt, brugte hele sin snilde og fandt på en eller anden måde ud af at svinge sig hen til en tykkere gren, hvorfra han kunne kravle ned. Alle var forbløffede.
”Hvor er han?“ råbte manden, da han var nede.
”Han er allerede forsvundet, så du ikke kunne få fat på ham.“
”Hvis jeg får fat på ham, slår jeg ham til ukendelighed,“ dirrede manden.
”Men hov, hov,“ sagde en anden mand. ”Han var den eneste, der hjalp dig. Det var ham, der provokerede dig så meget, at du fik dig mandet op til at hjælpe dig selv.“
Manden standsede op, tænkte sig om og indrømmede: ”Ja, alle jeres gode hensigter og medfølelse hjalp mig ikke. Men han fremkaldte dygtigt det bedste i mig. Jeg burde i virkeligheden takke ham.“