Af Srila Prabhupada (Oversat af Christopher Thuesen)
KÆRLIGHED. Sangere synger derom, poeter ophøjer det, forfattere skriver komplekse historier om det. Film og tv er smækfyldte med det. Men er det i virkeligheden ægte?
I dette informerende essay forklarer Srila Prabhupada, hvordan den kærlighed, vi føler i den materielle verden, har afsæt i illusion og er ligesom alt andet i den materielle verden flygtig. Der er dog en “højere kærlighed”, en kærlighed, som verdslige romantikere aldrig kan forestille sig.
Artiklen er fra et kapitel i bogen Science of Self Realization.
Værner man omhyggeligt om den hengivne tjenestes sarte slyngplante, vil den med tiden give frugterne af ufortyndet kærlighed til Gud. Ufortyndet kærlighed til Gud betyder kærlighed, der ikke er farvet af ønsket om at opnå materiel vinding, blot og bar filosofisk kundskab eller frugtbærende resultater. Ufortyndet kærlighed er at vide: “Gud er stor, jeg er Hans uadskillelige del, og derfor er Han den endelige genstand for min højeste kærlighed.” Denne bevidsthed er menneskelivets højeste fuldkommenhed og det endelige mål for alle former for selverkendelse. Hvis man når denne forståelse – ”Gud er min eneste elskede. Krishna er den eneste genstand for kærlighed” – er éns liv perfekt, og når man oplever dette transcendentale forhold til Krishna, oplever man ægte lykke. Slyngplanten af hengivenhed vil da være så godt beskyttet, at man kan nå den højeste destination ved blot at hægte sig fast til den. Hvis man stille og roligt klatrer opad i et træ, vil man til sidst nå toppen. Ligeledes vil man, hvis man kan fremelske kærlighed til Gud ved at holde fast i hengivenhedens slyngplante, uden tvivl komme til Krishnas transcendentale bolig og have personlig omgang med Ham på samme måde, som vi er sammen her ansigt til ansigt.
Gud er hverken fiktiv eller imaginær. Han er lige så virkelig, som vi er det (i virkeligheden er vi underlagte illusion. Vi opfatter denne krop som vores egentlige identitet til trods for, at kroppen blot er en uvirkelig, midlertidig manifestation). Vi vover at antage, at Gud ikke findes, eller at Han er formløs. Denne mentale spekulation er grundet ringe viden. Herren Krishna og Hans bolig eksisterer, og man kan rejse dertil, nå Ham og omgås med Ham. Det er et faktum. Åndeligt liv vil sige at omgås med den Højeste Herre i evig lyksalighed og viden. En sådan evig omgang indebærer at lege med Krishna, at danse med Krishna, at elske Krishna.
Eller Krishna kan blive ens barn – hvad end man foretrækker. Der er fem hovedforhold, man kan have med Krishna: som en passiv hengiven, som en tjener, som en ven, som en forælder eller som en elsker. Køerne i Krishnas bolig er også befriede sjæle. De kaldes surabhi-køer. Der findes mange populære malerier, der portrætterer, hvor meget Krishna holder af køerne, og hvordan han omfavner og kysser dem. Det passive forhold til Krishna kaldes santa. Deres perfekte lykke er, at Krishna kommer og blot rører ved dem.
Andre hengivne er mere interesserede i at yde aktiv tjeneste. De tænker: “Krishna ønsker at sætte Sig. Jeg vil sørge for et sæde til Ham. Krishna vil have noget at spise. Lad mig arrangere et godt måltid til Ham.” Og de arrangerer rent faktisk disse ting. Andre hengivne leger med Krishna som venner på lige fod. De har ingen anelse om, at Krishna er Gud. For dem er Krishna deres elskelige ven, og de kan ikke holde ham ude af tankerne i blot et splitsekund. Dag og nat tænker de ustandseligt på Krishna. Om natten, når de sover, tænker de: “Åh, i morgen tidlig kan jeg lege med Krishna.” Om morgenen går de hen til Krishnas hus og venter på, at Krishna bliver klædt på af Sin mor, så Han kan komme ud at lege med Sine venner på markerne. Det er det eneste, der finder sted i Krishnaloka (Krishnas bolig). Der findes ingen fabrikker, ingen skal skynde sig hen på kontoret, intet af den slags nonsens. Der er tilstrækkeligt med mælk og smør, og alle og enhver spiser sig mætte i overmål. Krishna holder meget af Sine venner, og sommetider finder Han glæde i at stjæle smør til dem. Det er muligt at leve således, og det udgør eksistensens perfektion. Vi bør længes efter at opnå det perfekte livsstade. Krishnabevidsthed er processen, hvorigennem det opnås.
Men så længe man har selv den mindste tilknytning til denne materielle verden, vil man vedblive med at være her. Krishna er meget striks. Han tillader ingen, der har blot den mindste anelse af den materielle livsopfattelse, at omgås med Ham. Bhakti skal være renset for materiel besmittelse. Lad være med at tro: “Jeg er højtuddannet. Jeg skal nok finde frem til den Absolutte Sandhed via intellektuel spekulation.” Det er noget vrøvl. Man kan fortsætte med at spekulere til evig tid uden nogensinde at finde kilden til alle kilder. I Brahma-samhita står der skrevet: “Man kan fortsætte med at spekulere over den Absolutte Sandhed i millioner og atter millioner af år, uden at den vil blive åbenbaret for én.” Man kan rådne i denne materielle verden, som man er, og fortsætte med at spekulere, men det er ikke den rette fremgangsmetode. Her er processen – bhakti-yoga.
Herren Caitanya forklarer, at livets højeste fuldkomne stadium er at gøre hengiven tjeneste til Krishna, og sammenlignet med dette er alt andet, folk længes efter i denne materielle verden, ligesom bobler på havet. Generelt ønsker folk resultater, og derfor bliver de religiøse. De siger: “Jeg er hindu,” “Jeg er kristen,” ”Jeg er jøde,” “Jeg er muhamedaner,” “Jeg er det her, jeg er det der, og derfor kan jeg ikke skifte min religion. Jeg kan ikke anerkende Krishna.” Det kaldes religiøsitet, dharma. Med en sådan materialistisk, sekterisk religionsopfattelse vil de fortsætte med at rådne op i denne materielle verden fastnaglet til tro og ritualer. De har indtrykket af, at hvis de følger deres religiøse principper, vil de opnå materiel velstand. Og naturligvis vil man få faciliteter til sin materielle eksistens, hvis man holder sig til en bestemt religiøs tro, uanset hvilken det end måtte være.
Hvorfor ønsker folk denne materielle velstand? Fordi de vil have sansetilfredsstillelse. De tænker: “Jeg finder mig en god kone. Jeg får mig nogle gode børn. Jeg vil bestride et godt erhverv. Jeg vil være præsident. Jeg vil være statsminister.” Dette er sansetilfredsstillelse. Og når man skuffes og har set, at selv ikke rigdom eller præsidentembedet fører lykken med sig, og man har klemt den sidste dråbe nydelse ud af sexlivet og er fuldstændigt frustreret, vil man måske forsøge sig med at tage LSD og blive ét med tomheden. Men den slags tåbeligheder leder ikke til lykke. Her er lykken: Man må vende sig til Krishna. Ellers vil man blot ende i en LSD-forvirring og flakke rundt i upersonlige tomhedsopfattelser. Folk er frustrerede. De skal være frustrerede, hvis de ikke har et ægte åndeligt liv, for en person er åndelig af natur.
Hvordan kan nogen være lykkelige uden Krishna? Lad os forestille os, at vi smides ud midt på havet. Hvordan kan vi være lykkelige der? Det er ikke vores habitat. Man kan være nok så dygtig en svømmer, men hvor længe vil man kunne svømme? Man vil i sidste ende blive træt og drukne. Hvordan kan vi være lykkelige i denne materielle verden? Det lader sig ikke gøre. Men folk forsøger alligevel at forblive her og laver så mange midlertidige justeringer for at overleve. Lykken er ikke at finde i disse lappeløsninger. Hvis man virkelig ønsker at blive lykkelig, er dette processen: Man må udvikle kærlighed til Gud. Medmindre man kan elske Krishna, medmindre man stopper med at elske katte, hunde, lande, nationer og samfund og i stedet koncentrerer sin kærlighed om Krishna, er det umuligt at være lykkelig. Rupa Gosvami kommer med et meget fint eksempel i denne forbindelse. Der findes mange stoffer, der kan fylde én med idéer og hallucinationer. Men Rupa Gosvami bemærker, at medmindre man prøver det ultimative rusmiddel af kærlighed til Gud, krsna-prema, vil man fortsætte med at være fascineret af meditation, upersonlig monisme og så mange andre sindsforvirringer.
Caitanya Mahaprabhu forklarer, at for at opnå ufortyndet kærlighed til Krishna må man udføre hengiven tjeneste, dvs. Krishnabevidsthed. Man skal dedikere sig eksklusivt til at tjene Krishna. Det højeste fuldkomne stadie af ufortyndet hengivenhed er at være fri for alle materielle ønsker, al intellektuel spekulation og alle frugtstræbende aktiviteter. Hovedprincippet bag ufortyndet hengivenhed er, at man ikke kan fastholde noget andet ønske end at blive fuldstændigt Krishnabevidst. Selv hvis man er klar over, at alle andre former af Gud også er Krishna, bør man ikke tilbede nogen anden form, men koncentrere sin bevidsthed på Krishnas form. Krishna har mange former, men man må holde sig til at tilbede Krishna sammen med Hans fløjte som i Radha-Krishna-Deiteten. Koncentrér jer blot om den form, og alle mentale spekulationer og frugtstræbende aktiviteter vil falme. Man skal kultivere Krishnabevidsthed på en favorabel måde, hvilket indebærer at udføre tjeneste, der gør Krishna tilfreds. Krishnabevidsthed opnås ikke ved at opfinde sin egen vej. Jeg forestiller mig måske, at jeg gør noget i Krishnabevidsthed, men hvem har sanktioneret det? For eksempel tøvede Arjuna i Bhagavad-gita med at kæmpe på grund af moralske overvejelser, men han betragtede situationen fra niveauet af frugtstræbende handling, hvor man er tvunget til at nyde eller lide under resultaterne. Han forestillede sig, at hvis han dræbte sine familiemedlemmer, ville han underlægges mange reaktioner. Denne konklusion var dog ikke sanktioneret af Krishna. Loven om aktivitet og reaktion i den materielle verden kaldes karma, men hengiven tjeneste overskrider karma.
Ufortyndet kærlighed skal være fri for ethvert anstrøg af frugtstræbende aktiviteter (karma), mental spekulation og materielle ønsker. Denne ufortyndede hengivne tjeneste bør være favorabelt fikseret på Krishna. “Favorabelt” betyder i overensstemmelse med det, som Han ønsker. Krishna ønskede, at slaget på Kuruksetra skulle finde sted. Det var alt sammen arrangeret af Ham. Arjuna fik at vide: “Du gør dig dine egne tanker, men selv hvis du ikke går i kamp, kan du være vis på, at fordi Jeg har arrangeret det sådan, vil ingen af disse krigere, der er forsamlede her, komme hjem. De vil alle blive dræbt her. Det er allerede blevet arrangeret.”
Guds ønske er sådan, at ingen kan ændre det. Krishna besidder to egenskaber: Han kan beskytte, og Han kan dræbe. Hvis Han ønsker at dræbe nogen, kan ingen magt i verden beskytte dem, og hvis Han ønsker at beskytte nogen, er der ingen verdslig magt, der kan dræbe dem. Krishnas ønske trumfer alt andet. Derfor må vi samstemme vores ønsker med Krishnas. Uanset hvad Krishna ønsker, kan ingen ugyldiggøre eller overtrumfe det, da Han er den Højeste Herre. Derfor er det vores pligt at indrette vores ønsker efter Krishnas ønske og ikke at opfinde en handling for derpå at påberåbe os: “Jeg gør denne handling i Krishnabevidsthed.” Vi må være meget omhyggelige med at fastslå, hvorvidt Krishna nu også virkelig ønsker det. Den form for autoriseret viden instrueres af Krishnas repræsentant. I vores daglige bønner og hyldester til den åndelige mester synger vi: “Hvis den åndelige mester stilles tilfreds, stilles Gud tilfreds. Og hvis man ikke tilfredsstiller sin åndelige mester, er det umuligt for én at glæde Gud.” (Fortsættes i næste nummer)