Af Srila Prabhupada (Oversat af Christopher Thuesen)
Dette er tredje del af et kapitel fra bogen Science of Self Realization. De to første dele bragtes i de to forrige nummer (9-10.2023).
Fra dette vers i Narada-pancaratra kan vi forstå, at den åndelige sjæl grundlæggende er udstyret med sanser. Uagtet hvor lille en krop, den åndelige sjæl er trådt ind i, er han ikke upersonlig. Han har sanser. Måske finder man et insekt på sin bog. Det er mindre end en nålespids, men ikke desto mindre bevæger det sig. Det er udstyret med samtlige sanser. Selv en lille bakterie bevæger sig og har sine sanser. Oprindeligt besidder alle levende væsener sanser.
Det er ikke korrekt, at sanserne har udviklet sig under visse materielle omstændigheder. Den ateistiske teori postulerer, at vi har udviklet sanser under bestemte materielle omstændigheder, at der ingen sanser er i den åndelige eksistens, og at vi er upersonlige. Denne opfattelse er i direkte modstrid med logik og sund fornuft. En mikroskopisk partikel af åndelig kraft besidder sanser, selv hvis den er mindre end et atom. Fordi disse sanser nu dækkes af materielle elementer, manifesteres de på en unaturlig måde.
Vi må rense sanserne, og når sanserne er rensede, kan vi engagere dem i tjenesten til Sansernes Herre. Krishna er Sansernes Herre og Ejer. Fordi vi er uadskillelige dele af den Højeste Herre, er vores sanser til låns fra Ham. Det bedste, man derfor kan gøre, er at anvende sanserne til Hans sansetilfredsstillelse, ikke til vores egen. Det er den rene Krishnabevidste proces.
Herren Caitanya giver os et eksempel fra Srimad-Bhagavatam på ren hengivenhed. Der står i Srimad-Bhagavatam, at Krishna befinder Sig i hjertet. Ligesom floder løber, og deres naturlige tendens er at nå havet, vil ens sjæl, så snart den hører om Herrens glorværdigheder, straks blive tiltrukket af den Højeste Herre. Det er begyndelsen på ren hengiven tjeneste. Så snart der er sang af Hare Krishna, vil Krishnas ejendele, Krishnas navn, Krishnas berømmelse, Krishnas bolig, Krishnas omgangsfæller – det hele – pludseligt manifestere sig inden i én, fordi Han er til stede der.
Det er begyndelsen på Krishnabevidsthed. At huske ved at referere til en sammenhæng betyder, at så snart man hører et kodeord, vil man straks huske på al den information, kodeordet indebærer. Når sindet tiltrækkes af Krishna og alt i forbindelse med Krishna blot ved at høre en smule forherligelse af Hans kvaliteter, er det på samme måde begyndelsen på ren Krishnabevidsthed. Da er der ikke mere gati, dvs. flakken af sindet.
Det var sådan, gopierne havde det. Så snart de hørte lyden af Krishnas fløjte, gav de afkald på alting. Nogle af dem lå ned, andre havde travlt med at arbejde eller passe deres børn, men så snart de hørte Krishnas fløjtespil, glemte de alt andet og skyndte sig hen til Ham. Deres mænd, brødre og fædre sagde: “Hvorfor tager I af sted og forsømmer jeres pligter?” Men de var ligeglade – de stak blot af. Der er ingen hindringer eller vanskeligheder for at forene sindet med Krishna. Det er begyndelsen på ren hengivenhed.
Purusottama betyder Krishna. Ordet purusa betyder “nyderen”. De betingede levende væsener er falske nydere, imitationsnydere. Her i den materielle verden opfører alle levende væsener sig som purusa. Ordet purusa betyder nærmere bestemt “hankøn”. Hannen betragtes som nyderen og hunnen som den nydte. Uanset om man har en mandlig eller kvindelig krop, har alle i den materielle verden en tilbøjelighed til at nyde og går derfor under betegnelsen purusa. Men det er kun den Højeste Herre, der virkelig er en purusa. De levende væsener er Hans energi, og Han er den højeste nyder. Vi er ikke purusa. Energier anvendes på nydelse, og vi er energier og redskaber for den Højeste Person. Derfor er Purusottama den højeste transcendentale person, Krishna. Symptomet på ren Krishnabevidsthed er, at vores rene hengivenhed til Guddommens Højeste Personlighed udfolder sig uden hindring eller vanskeligheder.
Der er ingen ambitioner bag eller noget motiv for ren Krishnabevidsthed. Enhver anden transcendental funktion eller form for tilbedelse drives af et motiv. Nogle ønsker frelse, nogle ønsker materiel velstand, nogle vil til en højere planet, nogle vil til Krishnaloka. Disse ambitioner bør ikke være der. En ren hengiven har ikke sådanne ambitioner. En ren hengiven ønsker ikke engang at komme til Krishnas højeste bolig. Selvfølgelig kommer den hengivne dertil, men han har intet ønske derom. Den hengivne ønsker blot at engagere sig fuldt ud i Krishnas tjeneste.
Der findes forskellige former for befrielse. Der er salokya-befrielse, at bo på samme planet som den Højeste Herre. Beboerne på Vaikunthaplaneterne bor på samme planet som Guddommens Højeste Personlighed. Sarsti-befrielse betyder at have næsten samme overdådighed som Narayana. Den befriede individuelle sjæl kan fremstå ligesom Narayana med fire arme, de fire emblemer, næsten de samme kropslige karakteristika, den samme overdådighed, den samme udsmykning, de samme bygninger, alting. Sarupya betyder at have samme form eller kendetegn.
Samipiya betyder aldrig at være langt væk, men altid at være sammen med den Højeste Herre. For eksempel kan man have samvær med Herren, ligesom vi sidder og er sammen her. Det kaldes samipya-mukti, befrielse i nærhed. Rene hengivne accepterer dog ikke disse forskellige former for befrielse. De ønsker blot at være engagerede i Krishnas tjeneste. De bekymrer sig ikke om nogen form for befrielse.
De, der rent faktisk er Krishnabevidste, opnår den Højeste Herres selskab, men de ønsker det ikke. Deres eneste ambition er at være engagerede i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. Den højeste fuldkommenhed inden for hengiven tjeneste eller Krishnabevidsthed kommer til udtryk, når en hengiven nægter at tage imod nogen form for velsignelse eller vinding fra den Højeste Herre. Prahlada Maharaja blev tilbudt hvad som helst, han ønskede sig. Han skulle blot anmode om det, men han sagde: “Min Herre, jeg er Din evige tjener.
Det er min pligt at tjene Dig, så hvordan kan jeg tage imod nogen form for fordel fra det? Da ville jeg ikke være Din tjener. Jeg ville være en købmand.” Således svarede han, hvilket er et tegn på en ren person. Krishna er så venlig, at Han opfylder alle en hengivens ønsker, selv hvis han ønsker materielle velsignelser. Hvis der befinder sig et ønske på bunden af en hengivens hjerte, opfylder Han også det. Han er så venlig. Men den ophøjede natur af bhakti-yoga, dvs. hengiven tjeneste, er, at en ren hengiven nægter at acceptere de forskellige former for befrielse, selv hvis de bliver tilbudt af den Højeste Herre.
Hvis man har materielle ønsker eller motiver inde i sig selv, og man engagerer sig i hengiven tjeneste for at opfylde sådanne ønsker, vil resultatet være, at man aldrig opnår ren kærlighed til Gud. Hvis man tænker: “Jeg er engageret i Krishnabevidsthed i Krishnas hengivne tjeneste, fordi jeg ønsker mig den og den rigdom,” kan ønsket blive opfyldt, men man vil aldrig få samme ublandede kærlighed til Krishna som gopierne. Har man et bagvedliggende motiv, selv om man udfører sin hengivne pligt, vil man stadigvæk ikke være i stand til at nå stadet af ren kærlighed til Gud.
I et vers fra Bhakti-rasamrta-sindhu skriver Rupa Gosvami: “Så længe man ønsker materiel vinding [bhukti] eller befrielse [mukti], må man acceptere disse spøgelsesagtige repræsentationer.” Så længe den maya eksisterer i ens hjerte, hvordan kan man så nyde den åndelige lyksalighed, der kommer fra ren kærlighed til Gud? Hvis man med andre ord har materielle ønsker eller sågar et ønske om befrielse, kan man ikke opnå ren Gudskærlighed. Ren hengivenhed er fri fra samtlige ønsker – det er udelukkende at gøre kærlighedstjeneste for tjenestens egen skyld.
Der er et fint eksempel fra Rupa Gosvamis liv. Rupa Gosvami og hans bror Sanatana Gosvami levede hver for sig i Vrindavana og udførte deres bhajana, hengivne tjeneste. Rupa Gosvami boede i skoven, og det var ikke muligt at tilberede god mad eller tigge en capati fra landsbyen. Rupa Gosvami var den yngste af brødrene, og han tænkte: “Hvis jeg kan skaffe nogle madvarer, kan jeg tilberede nogle udsøgte retter, ofre dem til Krishna og invitere min storebror på et måltid.” Det var hans ønske. I selvsamme øjeblik kom en pige på omtrent tolv år og forærede ham en overflod af mad som mælk, mel, ghee osv. Det er det vediske system. Sommetider giver husholdere madvarer til tiggere og vismænd i den forsagende livsorden. Rupa Gosvami var ovenud lykkelig over, at Krishna havde sendt ham så mange ting, og at han nu kunne lave et festmåltid. Han forberedte et gilde og inviterede sin storebror.
Da Sanatana Gosvami ankom, troede han ikke sine egne øjne. “Hvordan har du skaffet alle disse ting? Du har tilberedt et overdådigt gilde midt i skoven. Hvordan er det muligt?”
Rupa Gosvami forklarede: “Jeg ønskede det i morges, og tilfældigvis sendte Krishna mig alle disse ting. En sød pige kom og gav mig dem.” Han beskrev pigen: “En meget sød pige.”
Sanatana sagde: “Denne søde pige er Radharani. Du har taget tjeneste fra Radharani, Herrens evige ledsagerske. Det er en stor fejltagelse.” Det var deres filosofi. De ville ikke modtage tjeneste fra Herren. De ønskede blot at gøre tjeneste. Men Krishna er så klog, at Han også ønsker at tjene Sin hengivne. Han leder efter en mulighed for at tjene Sine hengivne. Dette er en åndelig konkurrence. En ren hengiven ønsker intet fra Krishna. Han ønsker blot at tjene Ham. Og Krishna søger også efter en chance for at tjene Sin hengivne. Krishna er altid lige så ivrig efter at tilfredsstille Sine hengivne, som den hengivne er efter at tilfredsstille Ham.
Sådan er den transcendentale verden. På det absolutte plan findes der ingen udnyttelse. Alle ønsker at tjene. Ingen ønsker at tage imod tjeneste. I den transcendentale verden ønsker alle at give tjeneste. I ønsker at tjene mig, og jeg ønsker at tjene jer. Dette er sådan en fin mentalitet. Den materielle verden betyder, at jeg ønsker at tømme jeres lommer, og I ønsker at tømme mine lommer. Intet andet. Det er den materielle verden. Vi bør prøve at forstå det. I den materielle verden ønsker alle at udnytte sin ven, sin far, sin mor, alle og enhver. Men i den transcendentale verden ønsker alle at tjene. Alle har Krishna som omdrejningspunkt for tjeneste, og alle ønsker at tjene Ham enten som venner, tjenere, forældre eller elskere. På samme tid ønsker Krishna også at tjene dem.
Dette er et transcendentalt forhold. Hovedfunktionen er tjeneste, selv om der intet behov er for tjeneste, da alle er helt opfyldte. Der er ingen sult, der er intet behov for at spise, men alligevel tilbereder alle udsøgte retter for at bespise hinanden med dem. Sådan er den transcendentale verden. Vi kan ikke nyde den transcendentale glæde ved at tjene, medmindre vi når til stadet af blot at tjene Krishna eller Hans hengivne. Har vi nogen form for bagvedliggende motiv, vil den følelse aldrig blive vækket. Tjeneste til den Højeste Herre og Hans hengivne bør udføres uden motiv og uden om ønske om personlig sansetilfredsstillelse.