Af Srila Prabhupada (Oversat af Christopher Thuesen)
Dette er anden del af et kapitel fra bogen Science of Self Realization. Første del bragtes i forrige nummer (9.2023).
Derfor skal man så vidt muligt udføre sin åndelige mesters ordre. Det vil gøre én i stand til at gøre fremskridt.
Det er essensen af favorabel udførelse af Krishnabevidsthed. I min alderdom drog jeg til Amerika, og jeg forsøger at undervise i Krishnabevidsthed, fordi min åndelige mester beordrede mig til det. Det er min pligt.
Jeg har ingen anelse, om det vil blive en succes eller ej. Men det er sådan set også uvæsentligt. Formår jeg at præsentere jer for min åndelige mesters lære, præcis som jeg modtog den, har jeg gjort min pligt. Det kaldes favorabel udførelse af Krishnabevidsthed. De, der rent faktisk er seriøse, må tage Krishnas budskab, sådan som det bliver givet til dem gennem Krishnas repræsentant, alvorligt og betragte det som deres liv og sjæl. Man må holde sig til dette princip for at gøre fremskridt. Caitanya Mahaprabhu gav udtryk for dette, og min åndelige mester plejede at sige: “Den åndelige mester er det gennemsigtige via-medium.” Jeg kan for eksempel se denne bogs bogstaver meget klart gennem mine transparente brilleglas, uden hvilke jeg ikke ville kunne se, da mine øjne er defekte. På samme vis er alle vores sanser defekte. Vi kan ikke se Gud med disse øjne, vi kan ikke høre Hare Krishna med disse ører, intet kan vi gøre uden den åndelige mesters assistance, det gennemsigtige via-medium. På samme måde, som defekte øjne ikke kan se uden via-mediet i form af briller, kan man ikke henvende sig til den Højeste Herre uden at gå gennem den åndelige mester, det transparente via-medium. “Gennemsigtig” indebærer, at via-mediet må være pletfrit. Hvis det er transparent, kan man se igennem det.
I ublandet Gudskærlighed må man engagere sanserne – sarvendriya, alle sanserne. Det indbefatter også, at kønsliv skal engageres i Krishnabevidsthed. At opfatte Gud som en far eller mor tillader ikke, at man engagerer sit kønsliv i Herrens tjeneste, siden man ikke har et kønsligt forhold til hverken sin far eller mor. Men opfattelsen af Gud som en elsker tillader, at man også engagerer sit kønsliv. Caitanya Mahaprabhu gav derfor den mest perfekte information vedrørende vores forhold til den Højeste Herre. Inden for andre religiøse livsopfattelser betragtes Gud højest som enten faderen eller moderen. Mange tilbedere i Indien betragter gudinden Kali som Guds repræsentation. Det er selvfølgelig ikke anerkendt, men alligevel tror de på det, og opfattelsen er også til stede i den kristne religion med Gud som faderen. Men Caitanya Mahaprabhu fortæller os, at vi kan have et kønsligt forhold til Gud. Denne viden er Caitanya Mahaprabhus enestående bidrag. I den materielle verden betragtes kønslig omgang som den bedste aktivitet, som den højeste nydelse, selv om den kun eksisterer i en perverteret form. Ingen har dog kunnet forestille sig, at der findes kønsligt samkvem i den åndelige verden. Der er ikke et eneste eksempel på en sådan teologi nogen steder i verden. Denne viden var Caitanya Mahaprabhu den første til at give: Man kan have Guddommens Højeste Personlighed som sin mand og sin elsker. Det lader sig gøre i tilbedelsen af Radha og Krishna, men ingen, upersonalisterne i særdeleshed, kan forstå Radha-Krishna. Upersonalisterne har ingen anelse om det. De kan ikke engang forstå, at Gud har en form. Men ifølge Caitanya Mahaprabhu besidder Gud ikke blot en form. Han har også et kønsliv. Det er Caitanya Mahaprabhus største bidrag.
Man kan tjene den Højeste Herre i forskellige slags forhold, men i den materielle verden eksisterer disse forhold kun i en perverteret form. Hvad består vores forhold af i denne materielle verden? Hvad er vores opfattelse af samfund, venskab eller kærlighed? De er alle baserede på den materielle livsopfattelse. I vores samfund er nogle relaterede som far eller mor til en søn. Andre er relaterede som mand og kone eller elsker og elskede. Der findes også andre rasaer (forhold) såsom at være fjendtligt indstillet. Der findes tolv forskellige forhold, hvoraf de fem er primære. De syv andre er indirekte forhold såsom at være nogens fjende. Som regel er der et forhold fjender iblandt, endda mellem morderen og den myrdede. Hvad angår vores forhold til Krishna vil éns liv blive vellykket, selv hvis man etablerer et fjendtligt forhold til Ham. Når man engagerer sine sanser med Krishna, kan man derfor etablere et forhold i en af de tolv variationer, hvoraf de fem varianter er direkte og de resterende syv indirekte.
Da Krishna ankom til Kamsas arena, var mange store brydere rede til at slå Ham ihjel. Faktisk blev Han inviteret dertil blot for at blive dræbt. Hans fjende Kamsa tænkte: “Drengen vil snart ankomme. I seksten år har vi forsøgt at dræbe Ham, men den knægt Krishna kan ikke slås ihjel. Men nu har jeg inviteret Ham som gæst, og når Han ankommer, vil Han kæmpe med disse brydere, og de vil slå Ham ihjel.” Dæmoniske eller ateistiske folk pønser altid på at slå Krishna, altså Gud, ihjel. Derfor teoretiserer de om, at Gud er død. De tror, at de ved Guds undergang vil være frie til at gøre, som det passer dem. Men hvad angår deres reelle aktiviteter, spiller det ingen rolle, om Gud er død eller levende, da Guds medhjælper, den materielle energi, er så stærk, at ingen frit kan gøre ugerninger. Så snart man foretager sig noget usømmeligt, straffes man straks. Det kræver ikke Guds tilstedeværelse. Gud kan være død eller levende. Den materielle energi evner egenhændigt at straffe enhver, der bryder de materielle love, uanset hvor alvorlig eller beskeden overtrædelsen måtte være. Gud har arrangeret det således, men tåberne fatter det ikke.
Herren Caitanya taler dog om at engagere alle sine sanser favorabelt i Krishnas tjeneste i et rent hengivent liv. Man bør velvilligt engagere sine sanser og gøre, hvad end Krishna ønsker. Selv hvis man engagerer sine sanser mod Krishnas vilje, men alligevel tænker på Ham, er det stadig fordelagtigt. For eksempel tænkte dæmonen Putana på at dræbe Krishna. Ligesom gudfrygtige personer tjener Gud, er dæmoner og ateister på samme måde altid opsatte på at slå Gud ihjel. “Jeg vil dræbe Krishna. Han er blot et barn.” Det er endnu en af dæmonernes fejltagelser. De tror, at Krishna eller Gud er et almindeligt barn eller en almindelig mand. Putana tænkte således: “Lad mig påsmøre mit bryst med gift, og når barnet dier, vil Det dø.” Når vi ser nærmere på dette, kan vi se, at hun betragtede Krishna som sin fjende, men alligevel accepterede Han hende som Sin ven, fordi Han er så nådefuld. Han tog ikke hendes dæmoniske mentalitet i betragtning, men Han accepterede hende. Alle levende væsener er betingede, men det er Krishna ikke. En doktor eller psykiater behandler galninge, men han bliver ikke selv skør. Sommetider kan en patient blive sur på ham eller tale grimt til ham, men doktoren er fattet og behandler blot den syge. Ligeledes bliver Krishna ikke éns fjende, selv hvis man betragter Ham som en.
Putana kom for at forgifte Krishna, men Han opfattede situationen anderledes. Han tænkte: “Jeg har drukket hendes brystmælk. Derfor er hun blevet til Min mor.” Krishna behandlede hende som Sin mor, og derfor opnåede hun samme befriede status som Hans virkelige mor, Yasoda. Konklusionen er derfor, at det er den højeste perfektion at etablere et favorabelt forhold til Krishna, men selv hvis man etablerer et antipatisk forhold, er Krishna så nådefuld, at Han som minimum tildeler én befrielse. Alle de fjender, Krishna dræbte, blev befriet på stedet.
To klasser af folk smelter sommetider sammen med den upersonlige brahmajyoti: De, der med fuldt overlæg søger at smelte sammen med den upersonlige brahmajyoti, gives adgang, og de af Krishnas fjender, der dræbes af Ham, bliver også givet adgang. Derfor slutter de hengivne: “Hvorfor skulle jeg acceptere en position, der også tildeles Guds fjender?”
Caitanya Mahaprabhu anbefaler ren hengiven tjeneste. Der bør ikke være noget ønske om at opfylde éns materielle ønsker, der bør ikke blive gjort noget forsøg på at forstå Krishna gennem eksperimentel filosofi, og man bør ikke udføre frugtstræbende aktiviteter for at opnå materielle fordele gennem Krishna. Det eneste ønske bør være at tjene Ham fordelagtigt, som Han ønsker det. Hvis Krishna ønsker noget, bør vi gøre det. Hvis jeg nu spørger en discipel: “Min kære elev, ræk mig venligst et glas vand.” Så er det hans pligt at give mig et glas vand. Hvis han tænker: “Prabhupada vil have et glas vand, men hvorfor ikke give ham noget bedre? Hvorfor ikke et glas varm mælk?” Det er ikke tjeneste. Han betragter måske varm mælk som meget velsmagende og bedre end vand, men fordi jeg har bedt om et glas vand, skal han give mig vand og ikke mælk. Det er favorabel tjeneste. Man skal kende Krishnas ønsker. Når det tætte forhold opstår, kan man tjene Krishna mest favorabelt. Og så længe det tætte forhold ikke er der, må man få viden om Krishnas ønske gennem den åndelige mester, det transparente via-medium.
En vaisnava forestiller sig aldrig, at han har et direkte forhold til Krishna. Herren Caitanya siger: “Jeg er tjenerens tjeners tjeners tjener – hundrede tjenerled – af Krishna.” Vi må aktivt vælge at være tjeneren af tjenerens tjener. Det er discipelrækkeprocessen, og hvis man søger ægte transcendental Gudskærlighed, må man holde sig til denne proces. Fordi folk ikke holder sig til denne proces, udvikler de ikke ægte Gudskærlighed. De taler om Gud, men i realiteten elsker de ikke Gud. De elsker hunde, fordi de ikke fremelsker ren hengiven tjeneste.
Vi kan nævne “Gudskærlighed”, men medmindre vi følger dette princip, tvinges vi til at elske hunde, ikke Gud. Det er fejltrinnet. Caitanya Mahaprabhu siger, at hvis man virkelig ønsker Gudskærlighed, må man følge den rene hengivne tjenestes proces. Det er ikke noget, Caitanya Mahaprabhu Selv har fundet på. Hans udtalelser er i overensstemmelse med vediske skrifter såsom Narada-pancaratra og Srimad-Bhagavatam. Disse to bøger samt Bhagavad-gita er yderst autentiske skrifter, der er tiltænkt hengivne. Caitanya Mahaprabhu citerer et vers fra Narada-pancaratra: hrsikena hrsikesa-sevanam bhaktir ucyate [Cc. Madhya 19.170]. Dette er definitionen på ren hengiven tjeneste. Hrsikena hrsikesa-sevanam. Hrsikena betyder “via éns sanser”. Vi må aktivere vores sanser. Det er ikke kun sindet, vi bør aktivere. Hvis nogen siger: “Jeg tænker bestandigt på Krishna,” er det ikke ren hengiven tjeneste. Meditation indebærer tanker, men ingen tænker på Krishna. De forestiller sig tomheden eller noget upersonligt. Hvis nogle tænker på Krishna, Narayana eller Visnu som foreskrevet i de vediske skrifter, er det ægte yoga. Yoga-meditation betyder at fokusere sindet på Oversjælen. Oversjælen er Krishnas repræsentant i form af den firarmede Narayana. Selv Patanjali, en autoritet inden for yoga-systemet, foreskriver meditation på Visnu. Men ligesom folk opfinder deres egne tvivlsomme religionsprocesser, har vore dages såkaldte yogier opfundet deres egen måde at tænke over tomheden på.
Men Narada-pancaratra siger, hrsikena hrsikesa-sevanam: Man skal engagere ikke blot sit sind, men samtlige sine sanser. Engagér sanserne i tjenesten til sansernes herre. Disse tre sanskritord er meget vigtige. Hrsikesa betyder “Herren over sanserne”. Så bhakti-yoga betyder tjeneste til Herren over sanserne. Herren over sanserne er Krishna. Vi bør altid have in mente, at vi er blevet tildelt vores sanser, fordi vi ønskede at nyde den materielle verden, og derfor har Herren givet os et bestemt sæt sanser for at nyde. Svinet har en bestemt slags krop og sanser, fordi det ønskede at nyde at spise afføring. Ligeledes har mennesket en bestemt krop og sanser, fordi det ønskede at nyde noget andet. Vi har et bestemt sæt betingede sanser, igennem hvilke vi kan nyde den materielle verden, og det er disse, vi må rense. Vores sanser er evige og åndelige, men dækkes nu af materielle ønsker. Vi må kurere og frigøre os fra sådanne ønsker. Når éns sanser ikke længere er inklinerede til materiel sansetilfredsstillelse, kaldes ens status ren hengivenhed. (Fortsættes i næste nummer)