En godsejer havde en søn, som han ansatte en huslærer til at undervise for femten rupier om måneden. Drengen var specielt meget dårlig til regning og matematik, så læreren gav ham masser af opgaver, som han selv skulle lave.

Drengen insisterede imidlertid igen og igen på, at læreren selv skulle løse opgaverne. Læreren tvang dog med forældrenes billigelse drengen til at løse sine opgaver.

En dag blev det for meget for den dovne dreng, og han talte højlydt til sine kammerater, så læreren og forældrene kunne høre ham:

”Min far har ansat en helt værdiløs lærer til femten rupier om måneden plus ekstra femten rupier som hans kost og tøjpenge. Tredive rupier om måneden! Og se bare, jeg skal fortsat lægge så mange tal sammen for ham hver dag. Hvorfor skal der lægges så meget pres på mig, når han får så mange penge? Hvorfor overhovedet give ham nogen løn, når det alligevel er mig, der ender med at skulle lægge alle tallene sammen for ham?”

Fortalt af Bhaktisiddhanta Sarasvati. Han sigtede til, at somme tider beklager vi os. Hvorfor skal vi give afkald på så meget i tjenesten til den åndelige mester, hvorfor skal vi gøre så mange ting, give penge til missionen og så mange andre direkte og indirekte tjenester. Hvad får VI ud af det? Her glemmer vi, at disse mange tjenester ikke gøres for den åndelige mesters skyld, men kun fordi de er til gavn for os selv.