Her fortsætter de svar, Srila Prabhupada gav på en række spørgsmål, han blev stillet i juni 1976 af det indiske magasin Bhavan’s Journal.

Mærk enheden – med en forskel

Pusta Krishna: Det næste spørgsmål er temmelig interessant, Srila Prabhupada. ”Er det ikke muligt for alle slags spiritualister, uanset om de er advaitaer [tror på selvets enhed med Gud], dvaitaer [ttror på en fuldstændig forskel imellem selvet og Gud] eller visistadvaitaer [tror på en kvalificeret enhed mellem selvet og Gud], at finde sammen i stedet for at fortsætte med at være isoleret som stridende fraktioner?”

Srila Prabhupada: Jo. Det er processen, som Caitanya Mahaprabhu gav – at bringe alle dvaitaerne og advaitaerne sammen på et fælles niveau. Alle er vi nødt til at forstå, at vi hver især i bund og grund er en tjener af Gud. Advaitaen tror forkert, at han er absolut ét med Gud, og at han selv er Gud. Det er forkert. Hvordan kan vi blive Gud? Gud er sad-aisvarya-purnam, fuldstændig inden for seks overdådigheder. Han har al magt, al rigdom, al berømmelse, al viden og al forsagelse. Så denne advaita-ide om, at man kan blive Gud, er kunstig.

Dvaitaerne fremhæver, at vi er helt forskellige fra Gud, altså at Gud er separat fra det levende væsen. Men fra Bhagavad-gita forstår vi, at de levende væsener i virkeligheden er uadskillelige dele af Gud. Og i Vedaerne står der, nityo nityanam cetanas cetananam (Katha Upanisad 2.2.13): Både Gud og Hans skabninger er levende væsener, selv om Gud er det højeste. Eko yo bahunam vidadhati kaman: Forskellen på de to er, at Gud opretholder alle de andre levende væsener. Det er en kendsgerning. Vi opretholdes, og Gud er opretholderen. Vi beherskes – vi er ikke uafhængige – og Gud er herskeren. Men fordi de beherskede levende væsener er uadskillelige dele af Gud, er de i kvalitet ét med Gud.

Så Sri Caitanya Mahaprabhus filosofi er acintya-bhedabheda: de levende væsener er på samme tid ét med og forskellige fra Herren. Det levende væsen er ét i den forstand, at han er en uadskillelig del af Gud. Så hvis Gud var guld, ville det levende væsen også være guld. Det er enhed i kvalitet. Men Gud er stor, og vi er ganske små. På den måde er vi forskellige. Det er derfor, at Caitanya Mahaprabhu formulerede denne filosofi om acintya-bhedabheda: ufattelig samtidig enhed med og forskellighed fra Gud. Det er virkelig filosofi.

På platformen af denne filosofi kan alle komme sammen, hvis de er rimelige. Hvis de ufornuftigt fortsætter med at klamre sig til deres egne opdigtede filosofier, er det svært. Men det er en kendsgerning, at det levende væsen i al evighed er ét med og forskellig fra Gud. Find dette vers: mamaivamso jiva-loke.

Hari-sauri:

mamaivamso jiva-loke
jiva-bhutah sanatanah
manah sasthanindriyani
prakrti-sthani karsati

”De levende væsener i denne betingede verden er mine evige fragmentariske dele. På grund af deres betingede liv kæmper de meget hårdt med de seks sanser, der inkluderer sindet.” [Bg. 15.7]

Srila Prabhupada: Så hvis det levende væsen i al evighed er en fragmentarisk del, hvordan kan han da blive ét med helheden? Delen er aldrig lig med helheden. Det er en aksiomatisk sandhed. Det er en forkert ide at forsøge at blive ét med Gud. Mayavadierne forsøger at blive Gud, men det er umuligt. Lad dem forsøge at blive guddommelige. Guddommelig betyder ”tjener af Gud”. Det vil gøre dem fuldkomne. Vaisnava-filosofien lærer, at man kan forblive i sin naturlige position, men handle som en tjener af Gud. Det er fuldkomment. Men hvis tjeneren forsøger at blive herren, er det kunstigt.

I den åndelige verden virker det selvfølgelig ofte som om, at der ingen forskel er på herren og tjeneren. For eksempel ved Krishnas venner – kohyrdedrengene – ikke, at Krishna er Gud. De leger med Ham på lige fod. Når Krishna står som taberen i en leg, må Han tage Sin ven op på skulderen og bære ham. Vennerne ved ikke, hvem Gud er, og hvem der ikke er Gud. Så det er den avancerede åndelige forestilling. Forskellen er der selvfølgelig altid mellem Gud og de uadskillelige levende væsener, men ved indflydelsen fra Guds indre kraft dækkes forståelsen over. Vi kan opnå den position efter mange, mange liv med fromme aktiviteter. Det står der i Srimad-Bhagavatam [10.12.11]:

ittham satam brahma-sukhanubhutya
dasyam gatanam para-daivatena
mayasritanam nara-darakena
sakam vijahruh krta-punya-punjah

Kohyrdedrengene leger med Krishna. Og hvem er Krishna? Han er essensen af brahma-sukha, åndelig lykke. Han er Param Brahman, den Højeste Ånd. Så drengene leger med Param Brahman, selv om Han i et almindeligt menneskes øjne er et almindeligt barn. Hvordan har kohyrdedrengene fået positionen, hvor de kan lege med Krishna? Krta-punya-punjah: Efter mange, mange liv med fromme aktiviteter har de fået positionen til at lege med Krishna på lige fod.

Dette er ideen i ren hengiven tjeneste – at når man kommer til Goloka Vrindavana, Krishnas bolig, elsker man Krishna så meget, at man ikke vil skelne mellem den Højeste Herre og Hans underordnede. Indbyggerne i Krishnas bolig har en sådan ubøjelig kærlighed til Krishna. Sådan er livet i Vrindavana. Køerne, kalvene, træerne, blomsterne, vandet, de gamle mennesker, Krishnas forældre Nanda Maharaja og Yasodamayi – alle er de intenst knyttet til Krishna. Alles midtpunkt er Krishna. Alle elsker Krishna så meget, at de ikke ved, at Han er Guddommens Højeste Personlighed.

Nogle gange ser Vrindavanas indbyggere Krishnas fantastiske aktiviteter og tænker: ”Krishna må være en halvgud, der er kommet her.” De genkender aldrig Krishna som Guddommens Højeste Personlighed, eller hvis de gør det, får Krishna dem med det samme til at glemme det. Da Krishna manifesterede Sine lege på Jorden for omkring 5.000 år siden, blev Han udsat for mange farlige situationer – så mange dæmoner kom – og Moder Yasoda ville fremsige mantraer for at beskytte Krishna, mens hun tænkte: ”Gid der ikke må ske Ham noget forfærdeligt.” Krishnas familie og venner forstod aldrig, at Krishna er Gud. Så stærk var deres naturlige kærlighed. Derfor er livet i Vrindavana så fornemt. Som Caitanya Mahaprabhu lærte det, aradhyo bhagavan vrajesa-tanayas tad-dhama vrndavanam: For det første er Krishna-Vrajendra-nandana, Nanda Maharajas søn, aradhya, tilbedelsesværdig. Dernæst tad-dhama vrndavanam: Hans dhama eller bolig, Vrindavana, er lige så tilbedelsesværdig.

Disse kendsgerninger hører til et højere forståelsesniveau. Kun en hengiven kan forstå, at det ikke er nogen ophøjet ide at blive ét med Gud. I Vrindavana vil de hengivne være Guds far eller mor og herske over Gud med kærlighed. Denne kendsgerning kan mayavadierne eller advaitavadierne ikke forstå. Kun rene hengivne kan forstå disse ting. Hvad gavner det at blive ét med Gud?

Selv andre vaisnava-filosofier kan ikke forklare de højere forhold til Gud, sådan som Caitanya Mahaprabhu forklarede dem. Disse er vatsalya-rasa [forældreskab] og madhurya-rasa [ægteskabelig kærlighed]. Caitanya Mahaprabhu lærte specielt, at vores forhold til Krishna kan være i ægteskabelig kærlighed, madhurya-rasa.

(Fortsættes i næste nummer)