Her fortsætter de svar, Srila Prabhupada gav på en række spørgsmål, han blev stillet i juni 1976 af det indiske magasin Bhavan’s Journal.
Hvordan elsker man Gud?
Pusta Krishna: Næste spørgsmål, Srila Prabhupada: ”I takt med, at verden bliver mere og mere delt i kun to klasser – ateister og teister – er det da ikke tilrådeligt for alle religioner at finde sammen? Og hvilke konkrete skridt kan tages i den retning?”
Srila Prabhupada: De nødvendige skridt er allerede blevet forklaret – denne Krishnabevidstheds-bevægelse. Den ateistiske klasse og den teistiske klasse vil altid eksistere. Det er naturen af den materielle verden. Selv bag hjemmets vægge – faderen kan være en ateist som Hiranyakasipu og sønnen en teist som Prahlada. Ateister og teister vil altid findes – i familien, i samfundet, i nationen.
Men teisterne bør følge Bhagavad-gitas instruktioner og søge tilflugt hos Krishnas lotusfødder og opgive andre såkaldte religiøse principper. Det vil føre til religiøs enhed. Religion uden en klar ide om Gud er humbug – svindel. Religion vil sige at acceptere Guds ordre. Og hvis man ikke har nogen klar ide om Gud, og hvis man ikke ved, hvem Gud er, er det umuligt at acceptere Hans ordre. Find dette vers i Srimad-Bhagavatams sjette bog: dharmam tu saksad bhagavat-pranitam [SB. 6.3.19].
Hari-sauri:
dharmam tu saksad bhagavat-pranitam
na vai vidur rsayo napi devah
na siddha-mukhya asura manusyah
kuto nu vidyadhara-caranadayah
”Virkelige religiøse principper forordnes af …”
Srila Prabhupada: Netop. ”Virkelige”. Fortsæt.
Hari-sauri: ”Virkelige religiøse principper forordnes af Guddommens Højeste Personlighed. Selv om de store vismænd, der opholder sig på de højeste planeter, til fulde befinder sig i godhedens kvalitet, kan selv de ikke udrede de virkelige religiøse principper, og det kan halvguderne eller lederne af Siddhaloka heller ikke for slet ikke at tale om dæmonerne, almindelige mennesker, Vidyadharaer og Caranaer.”
Srila Prabhupada: Hm. Læs også de næste vers.
Hari-sauri:
svayambhur naradah sambhuh
kumarah kapilo manuh
prahlado janako bhismo
balir vaiyasakir vayam
dvadasaite vijanimo
dharmam bhagavatam bhatah
guhyam visuddham durbodham
yaj jnatvamrtam asnute
[SB. 6.3.20-21]
”Herren Brahma, Bhagavan Narada, Herren Siva, de fire Kumaraer, Herren Kapila [Devahutis søn], Svayambhuva Manu, Prahlada Maharaja, Janaka Maharaja, Bhismadeva, Bali Maharaja, Sukadeva Gosvami og jeg selv [Yamaraja] kender de virkelige religiøse principper. Mine kære tjenere, dette transcendentale religiøse princip, der kaldes bhagavata-dharma eller overgivelse til den Højeste Herre og kærlighed til Ham, er ubesmittet af naturens materielle kvaliteter. Dette transcendentale religiøse princip er meget fortroligt og svært for almindelige mennesker at forstå, men hvis man tilfældigvis er så heldig at forstå det, er man med det samme befriet, og således vender man hjem, tilbage til Guddommen.”
Srila Prabhupada: Disse mahajanaer – Brahma, Narada, Herren Siva osv. – ved, hvad religionens principper er. Religion betyder bhagavata-dharma, forståelse af Gud og vores forhold til Gud. Det er religion. Man kan kalde det ”hindureligion” eller ”kristen religion”, men under alle omstændigheder er virkelig religion det, der lærer én, hvordan man elsker Gud. Sa vai pumsam paro dharmo yato bhaktir adhoksaje [SB. 1.2.6]. Hvis man kommer til niveauet af at elske Gud ved at følge et bestemt religiøst system, er ens religiøse system perfekt. Ellers er det blot spild af tid – en falsk religion uden en klar ide om Gud. Vi må forstå, hvad Gud er, og hvad Han siger, og vi må rette os efter Hans befalinger. Så er der virkelig religion og virkelig forståelse af Gud, og alting er fuldendt.
Pusta Krishna: Srila Prabhupada, man kan stille spørgsmålet, hvorfor personer som Kristus eller Moses ikke nævnes blandt mahajanaerne.
Srila Prabhupada: Der er også mahajanaer blandt de kristne helgener. De inkluderer Kristus, og ud over Kristus er der så mange andre – Sankt Matthæus, Sankt Thomas osv. Disse mahajanaer nævnes i Biblen. En mahajana er en, der strengt følger den oprindelige religion og forstår tingene, som de er. Og det indebærer, at han skal komme i parampara, discipelrækkens system.
For eksempel lærte Arjuna Bhagavad-gita direkte fra Krishna. Derfor er Arjuna en mahajana, og man bør lære fra Arjuna. Følg den måde, som Arjuna handlede på, og måden, hvorpå Arjuna forstod Krishna. Da, mahajano yena gatah sa panthah [Cc. Madhya 17.186]: Man følger mahajanaen – man er på den virkelige vej, ligesom vi er det. I disse vers fra Srimad-Bhagavatam er der en liste over mahajanaer inklusive Svayambhu eller Herren Brahma. Denne vores sampradaya kaldes Brahma-sampradaya. Vores sampradaya inkluderer også Narada, en anden mahajana. Sambhu eller Herren Siva er endnu en mahajana. Han har sin egen sampradaya, Rudra-sampradayaen. Og på samme måde har Laksmi, lykkegudinden, Sri-sampradayaen.
Vi skal tilhøre en af disse sampradayaer. Sampradaya-vihina ye mantras te nisphala matah: Hvis man ikke tilhører en ægte sampradaya, der går tilbage til en mahajana, er ens religiøse proces værdiløs. Man kan ikke opfinde et religiøst system. Det er lige meget, om man følger de kristne mahajanaer eller de vediske mahajanaer, men man er nødt til at følge mahajanaerne. Hvis en kristen siger: ”Jeg tror ikke på Sankt Thomas,” hvad slags kristen er han da? Det er lige meget, hvilken mahajana vi taler om. Den virkelige mahajana er ham, der strengt følger principperne, der forkyndes af Gud. Så følger man et virkeligt religiøst system, ellers kan der ikke være tale om religion. Den såkaldte tilhænger er blot en mano-dharmi, en mental spekulatør. Mental spekulation er ikke religion. Religion er Guds ordre, og den, der følger den ordre, er religiøs. Det er alt.
Pusta Krishna: Da siger du, Srila Prabhupada, så vidt jeg kan forstå det, at der er ingen grund til at bevare sekteriske betegnelser – at der kun er én religion i verden.
Srila Prabhupada: Den ene religion eksisterer allerede: Hvordan man elsker Gud. Det er den eneste religion. Vil de kristne sige: ”Nej, vi ønsker ikke at elske Gud”? Vil muhamedanerne sige: ”Nej, nej, vi ønsker ikke at elske Gud”? Religion betyder, hvordan man elsker Gud, og enhver religion, der lærer, hvordan man elsker Gud, er fuldkommen. Det er lige meget, om man er kristen, muslim eller hindu.
Dharmam tu saksad bhagavat-pranitam [SB. 6.3.19]: ”Virkelig religion forkyndes direkte af Bhagavan, Guddommens Højeste Personlighed.” Så Bhagavan, Herren Krishna, siger: ”Overgiv dig til mig.” Men man kan selvfølgelig ikke overgive sig, medmindre man elsker. For eksempel er I overgivet til mig. Selv om jeg ikke er fra jeres land, overgiver I jer, fordi I holder af mig. Hvis jeg siger: ”Gør dette,” vil I gøre det. Hvorfor? Fordi I holder af mig. Så hvornår kan der være overgivelse til Gud? Når man holder af Gud. Når man når til niveauet, hvor man tænker: ”O Herre, jeg elsker Dig. Jeg kan ofre alt for dig.” Det er det grundlæggende princip for religion.
Derfor er den religion, der lærer sine tilhængere, hvordan man elsker Gud, fuldkommen. Lad alle komme til dette niveau af at elske Gud. Det er Krishna-bevidsthed. Vi underviser ikke i andet, end hvordan man elsker Gud, og hvordan man ofrer alt for Gud. Det er virkelig religion. Ellers er det altsammen en forloren omgang spild af tid, hvor man blot følger nogle ritualistiske ceremonier. Det er ikke religion. Det er ligegyldigt. Som der står i Srimad-Bhagavatam [1.2.8]:
dharmah svanusthitah pumsam
visvaksena kathasu yah
notpadayed yadi ratim
srama eva hi kevalam
”Du er meget god. Du følger dine religiøse principper strengt. Det er helt i orden, men hvad med din kærlighed til Gud?” ”Jamen, det har jeg ingen anelse om.” Så står der i Srimad-Bhagavatam, srama eva hi kevalam: ”Din religion er blot spild af tid – blot hårdt arbejde for ingenting. Det er alt. Hvis du ikke har lært, hvordan du elsker Gud, hvad er da meningen med din religion?”
Men når man virkelig er på niveauet af kærlighed til Gud, vil man forstå sit forhold til Gud: ”Jeg er en uadskillelig del af Gud – og hunden her er også en uadskillelig del af Gud, ligesom alle andre levende væsener er det.” Man vil udstrække sin kærlighed til også at omfatte dyrene. Hvis man virkelig elsker Gud, har man også kærlighed til insekterne, for man forstår: ”Dette insekt har en anden slags krop, men han er også en uadskillelig del af Gud. Han er min bror.” Samah sarvesu bhutesu: Man ser på alle levende væsener med samme syn. Da kan man ikke have slagterier. Hvis man har slagterier og går imod Kristi ordre i Biblen – ”Du må ikke slå ihjel” – men man alligevel erklærer sig selv som kristen, er ens såkaldte religion blot spild af tid. Srama eva hi kevalam [SB. 1.2.8]: Ens kirkegang og alt andet er blot spild af tid, for man har ingen kærlighed til Gud. Den slags tåbelighed foregår over hele verden. Folk bryster sig med en eller anden sekterisk betegnelse, men der er ingen virkelig religion.
Hvis folk skal mødes på den samme platform, må de acceptere Bhagavad-gitas principper. Det første princip er, at Krishna er Guddommens Højeste Personlighed. Hvis man i begyndelsen ikke kan acceptere, at Krishna er den Højeste Herre, kan man forsøge at forstå dette gradvist. Det er uddannelse. Man kan begynde med at acceptere, at der er en eller anden, der er den højeste.
Så hvis jeg siger: ”Krishna er den Højeste Herre,” siger du måske: ”Hvorfor skulle Krishna være den Højeste Herre? Krishna er inder.” Nej, Han er Gud. For eksempel står Solen først op over Indien og derefter over Europa. Men det betyder ikke, at den europæiske sol er forskellig fra den indiske sol. På samme måde er Krishna nu kommet til Vestens lande gennem denne Krishnabevidstheds-bevægelse, selv om Han først viste Sig i Indien.
Man bør forsøge at forstå, hvorvidt Krishna er Gud eller ej. Men Han er Gud. Det er der ingen tvivl om. Hvis man har intelligens til at forstå, hvad Gud er, så prøv at forstå. Men Krishna er utvivlsomt Gud. Derfor bør man tage denne Krishna-bevidsthed til sig og rette sig efter Krishnas ordre. Da kan alle mødes på den samme religiøse platform. Én religion – Krishna-bevidsthed. (Fortsættes i næste nummer)