Her fortsætter de svar, som Srila Prabhupada gav på en række spørgsmål, han blev stillet i juni 1976 af det indiske magasin Bhavan’s Journal.

Nu kan man så sige: ”Krishna er ikke længere tilstedeværende, så hvordan kan jeg overgive mig til Ham?” Krishna er ikke længere tilstedeværende? Krishnas instruktioner er der – Bhagavad-gita. Hvordan kan folk sige, at Krishna ikke længere er tilstedeværende? Fordi Krishna er absolut, er Han ikke forskellig fra Sine ord. Krishnas ord og Krishna Selv er det samme. Det er betydningen af Absolut Sandhed.

I den relative verden er ordet vand og substansen vand forskellige. Når jeg er tørstig, vil min tørst ikke blive slukket ved blot at sige ”vand, vand, vand.” Jeg har brug for virkelig vand. Det er naturen af den relative verden og relativ bevidsthed. Men i den åndelige verden eller i åndelig bevidsthed er navnet det samme som den ting, der benævnes med navnet. For eksempel synger vi Hare Krishna. Hvis Krishna var forskellig fra sangen af Hare Krishna, hvordan kunne man da finde tilfredsstillelse i at synge det dag ud og dag ind? Det er beviset. Et almindeligt navn, hvis man f.eks. synger ”Hr. John, Hr. John,” vil man holde op med det efter tre gange. Men dette Hare Krishna-mahamantra bliver man aldrig træt af, selv hvis man fortsætter med at synge eller recitere det døgnet rundt. Det er den åndelige natur af den Absolutte Sandhed. Det er praktisk. Alle kan se det.

Krishna er tilstedeværende gennem Sine ord og Sin repræsentant. Derfor råder vi alle til at acceptere Krishnas instruktioner i Bhagavad-gita og overgive sig til Hans ægte repræsentant. Man er nødt til at acceptere en guru, så hvorfor gå til en pseudo-guru, der vildleder os? Hvorfor ikke tage instruktioner fra en ægte guru? Nu er de i tvivl om, hvorvidt der er brug for en guru. Ja, der er brug for en guru, men man skal henvende sig til den virkelige guru. Det er instruktionen, som Krishna giver i Bhagavad-gita. Find dette vers:

tad viddhi pranipatena
pariprasnena sevaya
upadeksyanti tad-jnanam
 jnaninas tattva-darsinah

Pusta Krishna: ”Forsøg at lære sandheden at kende ved at opsøge en åndelig mester. Udspørg ham ydmygt og tjen ham. De selvrealiserede sjæle kan bibringe dig viden, for de har set sandheden.” [Bhagavad-gita 4.34]

Srila Prabhupada: Dette er den virkelige vej – den, der har set sandheden, ligesom Arjuna har set Krishna. Arjuna hørte Krishnas instruktioner og sagde: ”Du er den Absolutte Sandhed.” Hvis vi nu følger Arjunas instruktion, vil vi forstå den Absolutte Sandhed. Så hvad er Arjunas instruktion? Find dette vers i det tiende kapitel.

Pusta Krishna:

arjuna uvaca
param brahma param dhama
pavitram paramam bhavan
purusam sasvatam divyam
adi-devam ajam vibhum

”Arjuna sagde: ’Du er Guddommens Højeste Personlighed, den højeste bolig, den reneste, den Absolutte Sandhed. Du er den evige, transcendentale, oprindelige person, den ufødte, den største af alle.’” [Bhagavad-gita 10.12]

Srila Prabhupada: Og i Vedanta-sutra står der, athato brahma jijnasa: ”Nu i den menneskelige livsform er det tid til at spørge ind til, hvad den Højeste Brahman er.” I Bhagavad-gita har Arjuna forstået: ”O Krishna, Du er den Højeste Brahman.” Derfor bør Arjuna være vores guru og Krishna vores guru. Arjuna er Krishnas repræsentant, Krishnas ven. Guruen er afgørende. Men hvorfor gå til en falsk guru? Så vil man blive snydt. Hvis man er syg, er man nødt til at gå til en læge for at få behandling. Men man vil gerne gå til en virkelig læge, ikke til en bedrager, der ingen viden har om lægevidenskab og falsk udgiver sig for at være læge. Guruen er nødvendig, det er sandt. Men gå til den virkelige guru. Hvem er den virkelige guru? Den virkelige guru er Krishna eller den, der har set Krishna, sådan som Arjuna så Ham.

Civilisation betyder kontrol

Pusta Krishna: Må jeg stille det næste spørgsmål, Srila Prabhupada? ”Er faste og andre kostreguleringer nødvendige for at kunne føre et åndeligt liv.”

Srila Prabhupada: Helt sikkert. For at gøre fremskridt i åndeligt liv er en sådan tapasya afgørende. Tapasya vil sige frivilligt at acceptere noget, der kan gøre ondt. For eksempel anbefaler vi afståelse fra utilladt sex, beruselse, spil og kødspisning. For dem, der er forfaldne til disse dårlige vaner, kan det i begyndelsen være lidt svært. Men på trods af denne vanskelighed er man nødt til at overholde det. Det er tapasya. At stå tidligt op om morgenen gør lidt ondt for dem, der ikke er vant til det, men man er nødt til at gøre det. Ifølge de vediske tilhold er der nogle tapasyaer, der skal følges.

Det er ikke sådan, at ”Jeg kan gøre det eller lade være.” Denne askese skal følges. For eksempel beordres det i Mundaka Upanisad, at hvis man vil være selvrealiseret, skal man henvende sig til en åndelig mester: tad-vijnanarthad sa gurum evabhigacchet [MU. 1.2.12]. ’Valgfrit’ er ingen mulighed. Det skal gøres. Man må gøre alvor af den åndelige mesters ordre og sastraernes, skrifternes, ordre. Når man følger uden hensyn til, om det er bekvemt eller ubekvemt, blot fordi det skal gøres, kaldes det tapasya. Tapo divyam [SB 5.5.1]: Ligesom andre store åndelige autoriteter befaler Rsabhadeva, at dette menneskeliv er tilsigtet askese, der er rettet imod at erkende Gud. Derfor finder vi i vores vediske civilisation så mange regler og reguleringer.

I begyndelsen af livet skal man være brahmacari. Man skal bo hos den åndelige mester og agere som en simpel tjener. Hvis den åndelige mester siger: ”Gå ud og hent noget brænde fra skoven,” kan man være en kongesøn, men man kan ikke afvise den åndelige mesters ordre. Man skal gøre det. Selv Krishna fik ordre af Sin åndelige mester til at gå ud og hente tørt træ i skoven. Altså var Han nødt til at gøre det. Selv om Hans far var Nanda Maharaja, landsbyens vaisya-konge, og selv om Krishna var Guddommens Personlighed Selv, kunne Han stadigvæk ikke nægte det. Han var nødt til at gøre det. Nicavat – ligesom en simpel tjener. Dette er brahmacarya, åndeligt elevliv. Det er tapasya. Tapasya er så essentielt, at man er nødt til at gøre det. Et alternativ kommer slet ikke på tale.

Efter brahmacari-livet kan man gifte sig. Det betyder at træde ind i grhastha-livet, husholderlivet. Det er også tapasya. Man kan ikke have sex, når som helst man har lyst til det. Nej. Ifølge sastra: ”Du skal have sex på denne måde: én gang om måneden og kun for at få børn.” Det er også tapasya.

Nu om dage følger folk ikke nogen form for tapasya, men menneskelivet er tilsigtet tapasya – regulative principper. Selv i daglig omgang – lad os sige, at vi kører i vores bil og har travlt, og vi ser et rødt lys. Vi er nødt til at standse. Vi kan ikke sige: ”Vi skal være der om nogle minutter. Vi er nødt til at komme af sted.” Nej, vi er nødt til at standse. Det er tapasya.

Tapasya betyder at følge de regulative principper strengt ifølge den højere ordre, og det er, hvad det vil sige at leve som menneske. Dyreliv betyder på den anden side, at man kan gøre, hvad man har lyst til. På gaden kan dyrene gå i højre eller venstre side. Det er lige meget. Deres ukorrekted ses ikke som en forseelse, fordi de er dyr. Men hvis et menneske ikke følger de regulative principper, er det syndigt. Det vil blive straffet. Tag det samme eksempel: Når der er rødt lys, bliver vi straffet, hvis vi ikke standser. Men hvis en kat eller hund forsynder sig – ’Jeg er ligeglad med det røde lys. Jeg går over’ – straffes de ikke. Tapasya er for mennesket. Man skal gøre det, hvis man overhovedet ønsker at gøre fremskridt i livet. Det er essentielt.

Pusta Krishna: Inkluderer tapasya så også kostreguleringer, Srila Prabhupada?

Srila Prabhupada: Det er også tapasya. For eksempel forbyder vi kødspisning. I jeres land er det lidt besværligt. Fra begyndelsen af er I vant til at spise kød. Moderen køber pulverkød og blander det med vand og giver det til spædbarnet. Jeg har set det. Praktisk taget alle opflaskes med kød. Alligevel siger jeg: ”Spis ikke kød.” Derfor er det besværligt. Men hvis man er seriøs med hensyn til at blive selvrealiseret, må man acceptere ordrer. Det er tapasya.

Tapasya gælder for kosten, for ens personlige opførsel, for omgangen med andre osv. osv. I alle aspekter af livet er der tapasya. Det beskrives alt sammen i Bhagavad-gita. Mental tapasya. Kropslig tapasya. Verbal tapasya – at beherske vaco-vegam, trangen til at tale løst eller lunefuldt. Man har ikke lov til at sige noget vås. Hvis man gerne vil tale, skal man tale om Krishna. Det er tapasya. Der er også tapasya i forbindelse med krodha-vegam, trangen til at udtrykke sin vrede. Hvis man bliver vred og gerne vil udtrykke det ved at slå en anden person og gøre noget voldeligt, vil tapasya begrænse én. ”Nej, lad være med det.” Der er også tapasya med hensyn til tungen, maven og kønsdelene. Man kan ikke spise hvad som helst eller når som helst, man ønsker det. Man kan heller ikke frit have sex, men kun ifølge de skriftlige tilhold: ”Jeg er seksuelt inklineret, men jeg kan ikke gøre det. Dette er ikke tidspunktet.” Det er tapasya.

Man bør praktisere tapasya i enhver henseende – i krop, sind, ord, personlig opførsel og omgang med andre. Det er, hvad det betyder at være menneske. Tapo divyam [SB. 5.5.1]: Hvis man slet og ret gerne vil være et menneske, og specielt hvis man ønsker at gøre fremskridt i åndeligt liv, må man handle i overensstemmelse med sastras tilhold. Det betyder tapasya. Før Brahma kunne tage del i skabelsen, måtte han gennemgå tapasya. Står der ikke det i sastra? Jo. Så tapasya er essentielt. Man kan ikke undgå det.

Og hvad er målet med at gøre tapasya? Målet er at glæde den Højeste Herre igennem den åndelige mester. Yasya prasadad bhagavat-prasado: ”Man kan kun opnå Herrens nåde ved at opnå den åndelige mesters nåde.” Det er ideen.

Men hvem underviser i denne tapasya i nutidens uddannelsesinstitutioner? Hvor er skolen eller universitetet? Eleverne ryger tilmed foran deres lærere, og det bliver tolereret. Ingen forseelse. Hvad kan man forvente af sådanne elever? Det er en dyrecivilisation. Det er ikke en menneskecivilisation. Ingen tapasya, intet brahmacari-liv. Virkelig civilisation betyder tapo divyam [SB. 5.5.1], guddommelig askese. Og denne tapasya begynder med brahmacari-liv, at lære at beherske sanserne. Det er begyndelsen på livet. Ikke ”A-B-C-D” lærdom, hvor din karakter måske er dårligere end et dyrs, selv om du har en universitetseksamen. (Fortsættes i næste nummer)