Her fortsætter de svar, som Srila Prabhupada gav på en række spørgsmål, han blev stillet i juni 1976 af det indiske magasin Bhavan’s Journal.
Pusta Krishna: Så er konklusionen i Vedanta-sutra og Srimad-Bhagavatam én og samme ting – bhakti?
Srila Prabhupada: Ja. Find dette vers: kamasya nendriya-pritir …
Pusta Krishna:
kamasya nendriya-pritir
labho jiveta yavata
jivasya tattva-jijnasa
nartho yas ceha karmabhih
”Livets ønsker bør aldrig rettes mod sansetilfredsstillelse. Man bør kun ønske et sundt liv eller opretholdelse af sig selv, siden det er meningen, at man som menneske skal spørge ind til den Absolutte Sandhed. Intet andet bør være målet med ens handlinger.” [Srimad-Bhagavatam 1.2.10]
Srila Prabhupada: Ja. Dette vers i Srimad-Bhagavatam ligger i direkte forlængelse af Vedanta-sutras ord athato brahma jijnasa: ”Nu er det tid til at spørge ind til den Absolutte Sandhed.” Her forklares den selvsamme ting: ”Bliv ikke fanget af disse midlertidige, kropslige ‘livsnødvendigheder’ – af sansetilfredsstillelse. Vi skal spørge ind til den Absolutte Sandhed.” Det næste vers i Srimad-Bhagavatam [1.2.11] forklarer det videre med ordene vadanti tat tattva-vidas tattvam yaj jnanam advayam: ”De, der kender den Absolutte Sandhed, beskriver Ham på denne måde …” Tattva betyder ‘sandhed’. Sandheden forklares af tattva-vit – den, der kender sandheden. Hvordan? Brahmeti paramatmeti bhagavan iti sabdyate: Den Absolutte Sandhed forklares som Brahman, den altgennemtrængende åndelige udstråling; som Paramatma, den lokaliserede Oversjæl; eller som Bhagavan, Den Højeste Herre. Forståelse af disse er det, som Vedanta-sutra sigter til, når der står athato brahma jijnasa: ”Nu bør man lære om den Absolutte Sandhed – hvad Brahman er, hvad Paramatma er, og hvad Bhagavan er. På denne måde skal man gøre fremskridt i sin åndelige bevidsthed.”
Mayavadi-vedantisterne følger Sankaracaryas upersonalistiske kommentar, Sariraka-bhasya. Men der er andre kommentarer til Vedanta-sutra. Ud over Srimad-Bhagavatam, den naturlige kommentar fra forfatteren til Vedanta-sutra selv, er der Vedanta-bhasyaer, der er skrevet af vaisnava-acaryaer som Ramanujacarya, Madhvacarya, Visnu Svami og Baladeva Vidyabhusana. Desværre er mayavadi-vedantisterne ligeglade med disse Vedanta-bhasyaer fra vaisnavaerne. De læser kun Sariraka-bhasya og kalder sig selv vedantister.
Pusta Krishna: Hvorfor læser mayavadi-vedantisterne kun én kommentar? Hvad er grunden til det?
Srila Prabhupada: Grunden er, at de gerne vil læse noget, der bekræfter deres illusion om, at de er Gud. Mayavadi-vedantisterne snyder. Lad os sige, at jeg kommer med en påstand. Hvis det er en fejlagtig opfattelse, er der generelt andre, der også kan sige noget for at afklare denne forkerte opfattelse. For eksempel er der i en retssal to advokater. Den ene advokat taler om loven set fra ét perspektiv, og den anden advokat taler om loven fra et andet perspektiv. Men hvis dommeren kun lytter til den ene side, hvordan kan han da komme med en ordentlig domsafsigelse? På samme måde læser vedantisterne kun Sariraka-bhasya. De læser ikke andre bhasyaer som Srimad-Bhagavatam, der er den naturlige kommentar. Og de bedrager folk. Det er alt.
Nu står der i Vedanta-sutra, janmady asya yatah [SB. 1.1.1]: ”Den Absolutte Sandhed er det, som alting kommer fra.” Men dette kræver en forklaring. Man kan spørge: ”Er den Absolutte Sandhed personlig eller upersonlig?” Derfor udtaler Krishna klart i Bhagavad-gita [10.8], aham sarvasya prabhavo mattah sarvam pravartate: ”Jeg er oprindelsen til alting. Alting kommer fra Mig.” Så hvorfor accepterer mayavadi-vedantisterne det ikke? Hvorfor når de ikke længere end til, at den Absolutte Sandhed er det, som alting kommer fra? Når Krishna, den Absolutte Sandhed, viser Sig foran os og siger: ”Jeg er oprindelsen til alting. Alting kommer fra Mig,” hvorfor så ikke acceptere Krishna som den Absolutte Sandhed? Hvorfor kun acceptere den upersonlige opfattelse, at den Absolutte Sandhed ingen form har? Her taler den Absolutte Sandhed – en person. Hvorfor ikke acceptere det?
Men selvfølgelig – hvis folk gerne vil snydes, hvem kan da forhindre dem i det? I Bhagavad-gita udtaler Krishna også, vedanta-krd … eva caham: ”Jeg er Vedantas forfatter.” Hvorfor tager disse slyngler ikke hensyn til, hvem der har skrevet Vedanta? Vyasadeva er Krishnas inkarnation. Han udarbejdede Vedanta. Hvorfor tager disse slyngler ikke den oprindelige vedantist, Krishna, i betragtning? De går til en mayavadi i stedet. Så hvordan skal de kunne forstå Vedanta?
Lad os sige, at jeg har skrevet en bog. Hvis der er noget, folk ikke kan forstå i den, bør de komme direkte til mig og få en forklaring. Det giver mening. Hvorfor henvende sig til en slyngel, der ikke har noget med min bog at gøre? På samme måde kan en slyngelagtig mayavadi hævde: ”Jeg er vedantist,” men hvorfor skulle jeg gå til en slyngel i stedet for til den virkelige forfatter af Vedanta-sutra?
De, der går til mayavadi-vedantisterne for at få viden, er også slyngler. De lader sig snyde med glæde. Lad mayavadi-vedantisterne og deres tilhængere acceptere konklusionerne i Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam. Da vil de forstå Vedanta-sutra. Det vil gøre dem til virkelige vedantister. Ellers forbliver de bedragere. Så hvis man går til en bedrager, vil man blive snydt, og det vil være ens egen skyld.
Pusta Krishna: Srila Prabhupada, påstår du, at mayavadierne slet ingen viden har?
Srila Prabhupada: Endnu engang betyder Vedanta ”den slutgyldige viden”. Og hvad er det for en viden? Krishna forklarer i Bhagavad-gita [7.19]: bahunam janmanam ante jnanavan mam prapadyate. ”Efter mange liv overgiver den, der virkelig har viden, sig omsider til Mig.” Så medmindre man overgiver sig til Krishna, er der ingen jnana, ingen viden.
Derfor er mayavadi-vedantisterne alle nogle vrøvlehoveder. De har slet ingen viden overhovedet. Emnet for den slutgyldige viden, Vedanta, er Krishna, Gud. Så hvis man ikke ved, hvem Gud er, hvem Krishna er, og hvis man ikke overgiver sig til Ham, hvor er da spørgsmålet om viden? Men hvis en slyngel hævder: ”Jeg er en mand af viden,” hvad kan da gøres?
I Bhagavad-gita [7.19] fortsætter Krishna med at forklare: vasudevah sarvam iti sa mahatma su-durlabhah. ”Når man forstår, at Vasudeva, Krishna, er alting, er det viden. Men sådan en mahatma er meget sjælden.” Før man kommer til denne forståelse, har man ingen viden. Ens såkaldte forståelse er blot misforståelser. Brahmeti paramatmeti bhagavan iti sabdyate [SB. 1.2.11]: Man kan begynde med at forstå den upersonlige Brahman gennem den spekulative metode. Derefter kan man på det andet stadie forstå Paramatma, Herrens lokaliserede aspekt. Og det endelige stadie er at forstå Guddommens Højeste Personlighed, Krishna. Vedais ca sarvair aham eva vedyam [Bg. 15.15]: Gennem alle Vedaerne er det Krishna, der skal forstås. Det er den endelige viden. Men hvor er ens viden, hvis man ikke forstår Krishna? Halvvejs viden er ikke viden. Det skal være fuldstændig viden.
Denne fuldstændige viden er mulig efter mange liv, som der står i Bhagavad-gita [7.19] – bahunam janmanam ante. De, der stræber efter at få viden, indrømmer, når de efter mange, mange liv ved Guds nåde og ved nåden fra en hengiven kommer til viden: ”Vasudevah sarvam iti. Krishna er alting.” Sa mahatma sudurlabhah: En sådan mahatma, stor sjæl, er meget sjælden at finde. Durlabhah betyder ”meget sjælden at finde,” men ordet, der anvendes, er sudurlabhah, ”meget, meget sjælden at finde”. Det er ikke let at finde en sådan mahatma, der klart forstår Krishna.
Åndelig vejledning
Pusta Krishna: Må jeg stille et andet spørgsmål, Srila Prabhupada? ”Er en guru absolut nødvendig, hvis man skal gå den åndelige vej og opnå målet, og hvordan genkender man sin guru?”
Srila Prabhupada: Ja, en guru er nødvendig. I Bhagavad-gita var der ingen konklusion, så længe Krishna og Arjuna talte som venner. Arjuna besluttede sig derfor for at acceptere Krishna som sin guru. Find dette vers i Bhagavad-gita: karpanya-dosopahata svabhavah.
Hari-sauri:
karpanya-dosopahata svabhavah
prcchami tvam dharma-sammudha-cetah
yac chreyah syan niscitam bruhi tan me
sisyas te ‘ham sadhi mam tvam prapannam
”[Arjuna sagde:] Nu er jeg forvirrret med hensyn til min pligt, og jeg har mistet al fatning på grund af en gnieragtig svaghed. I denne tilstand beder jeg Dig fortælle mig med sikkerhed, hvad der er det bedste for mig. Nu er jeg Din discipel og en sjæl overgivet til Dig. Vær god at instruere mig.” [Bg. 2.7]
Srila Prabhupada: Ja. Så en guru er nødvendig. Ligesom Arjuna er alle rådvilde med hensyn til, hvad der er det bedste at gøre. Ingen kan selv afgøre det. Selv en læge – når han er syg, udtænker han ikke sin egen behandling. Han tilkalder en anden læge, fordi hans hjerne ikke fungerer ordentligt. Hvordan kan man ordinere den rigtige medicin til sig selv?
Når vi på samme måde er rådvilde og ikke kan finde nogen løsning, er en guru påkrævet på det tidspunkt. Det er derfor absolut nødvendigt for alle at overgive sig til en guru, siden vi alle i vores nuværende eksistens er rådvilde. Arjuna repræsenterer den materialistiske persons rådvilde position. Under alle omstændigheder er en guru nødvendig for at få den rigtige vejledning.
Arjuna valgte altså Krishna som sin guru. Han henvendte sig ikke til nogen anden, for han vidste: ”Jeg kan ikke finde nogen anden måde, jeg kan få fred på. Du er den eneste.” Den virkelige betydning er, at ligesom Arjuna skal vi også acceptere Krishna som guruen, der kan instruere os i, hvordan vi slipper ud af vores rådvilde situation. Krishna er guru ikke blot for Arjuna, men for os alle.
Hvis vi får instruktion fra Krishna og følger den instruktion, bliver vores liv fremgangsrigt. At videregive denne kendsgerning er vores mission. Denne Krishnabevidstheds-bevægelse lærer: ”Accepter Krishna som din guru. Bortled ikke din opmærksomhed til noget andet.” Vi siger ikke: ”Jeg er Krishna. Følg min ordre.” Det siger vi aldrig. Vi beder blot folk: ”Følg venligst Krishnas ordre.” Krishna siger, sarva-dharman parityajya mam ekam saranam vraja [Bg. 18.66], og vi siger den samme ting: ”Opgiv alle andre ideer om såkaldt dharma og overgiv dig til Krishna.” Den samme ting. Vi siger ikke om os selv: ”Jeg er autoriteten.” Nej, vi siger: ”Krishna er autoriteten, og man bør overgive sig til Hans instruktion og forsøge at forstå Ham.” Dette er Krishnabevidstheds-bevægelsen. (Fortsættes i næste nummer)