Det berømte Maurya-dynasti blev grundlagt af Kong Candragupta, der styrtede den korrupte Kong Nanda, hvorefter Candraguptas dynasti regerede det meste af Indien i næsten 150 år (officielt fra 322 f.Kr. til 185 f.Kr., men muligvis var det noget tidligere end det).

Det er interessant, hvordan Candragupta tog magten fra Nanda. Faktisk mislykkedes hans første forsøg, og han måtte leve i eksil i en årrække. Ved sit første forsøg havde han samlet en stor hær og forsøgte et frontalangreb på Nandas hovedstad. Nanda slog angrebet så voldsomt tilbage, at Candragupta mistede alt og måtte som sagt leve under jorden i en periode.

En dag, mens Candragupta var i eksil i junglen, kom han forbi en hytte, hvor en mor var i færd med at servere for sin lille søn. Moderen stillede en skål med varm kichari (en sammenkogt ret med ris, bønner og grønsager) foran sin sultne søn, der var så utålmodig, at han med det samme stak hånden ned midt i skålen og midt i den varme kichari. Drengen brændte fingeren og stak i et vræl. Moderen så på sin søn og sagde:

”Dit lille fjols, det er ikke sådan, man spiser en varm kichari. Du er lige så dum som ham Candragupta, der forsøgte at erobre magten ved at storme midt ind i hovedstaden. Se, den rigtige måde er at tage en lille smule ude i kanten, hvor kicharien ikke er så varm. Så tager du en lille smule mere i kanten og gradvist arbejder du dig ind, indtil du kommer ind til midten, der nu ikke længere er brændvarm og kan brænde dine fingre.”

Candragupta overhørte samtalen mellem moderen og sønnen fra sit skjul og forstod med det samme, hvad han skulle gøre. Han samlede igen en mindre hær og startede med at erobre en lille landsby i udkanten af kongeriget. Derefter erobrede han en landsby mere og så en til, indtil han havde erobret hele landet undtagen hovedstaden. På den tid var der ingen effektive kommunikationsmidler som nu, så Kong Nanda havde ingen anelse om, at så godt som hele landet allerede var på Candraguptas hænder. Da Candragupta omsider åbenlyst gik til angreb på den omringede hovedstad, havde Nanda ikke en chance.