I denne måneds spalte svarer Sankarsana Prabhu på nogle spørgsmål fra en oprigtig sjæl om, hvordan man bliver Krishna-bevidst.

SPØRGSMÅL: Hvorfor anses det for nødvendigt at tage imod hjælp fra en guru for at blive Krishna-bevidst?

Hvad vil det præcist sige at være Krishna-bevidst? Hvordan følger man vejen til Gud? Hvad skal en hengiven gøre for at vise sin kærlighed og hengivenhed? Hvordan bliver man en ægte hengiven af Herren? Hvad gør man?

Jeg kan ikke læse en stavelse på hverken hindi eller sanskrit. Er det et problem? Jeg ved, at Srimad-Bhagavatam er skrevet på sanskrit med få engelske oversættelser, der yder den retfærdighed, og mange bønner og sange er på sanskrit…

SVAR: Hvis vi gerne vil være dygtige inden for et hvilket som helst felt, har vi brug for vejledning fra dem, der er eksperter på dette område. Åndeligt liv er ingen undtagelse. Når vi beslutter os for seriøst at forfølge vejen til åndelig oplysning, søger vi naturligt vejledning fra dem, der er eksperter deri. Det er derfor, vi anbringer os selv under en åndelig mesters vejledning.

Krishna-bevidsthed vil sige altid at tale om, høre om og huske på Herren så meget som muligt døgnet rundt.

Vejen til Gud er at træde den vej, som de tidligere åndelige mestre har trådt. De har vist os en vej igennem den materielle eksistens’ tætte, mørke skov.

Krishna fortæller os i Bhagavad-gita (9.34), hvordan vi viser vores kærlighed og hengivenhed som følger:

man-mana bhava mad-bhakto
mad-yaji mam namaskuru
mam evaisyasi yuktvaivam
atmanam mat-parayanah

“Tænk altid på Mig, blive Min hengivne, buk dig ned for Mig og tilbed Mig. Ved at være fuldstændig fordybet i Mig vil du med sikkerhed komme til Mig.”

Du er velkommen til at praktisere på hvad end niveau, som du føler dig komfortabel og oplivet på. Hvis du gerne vil blive meget seriøs med hensyn til at opnå fuldstændig åndelig fuldkommenhed i dette liv, er her nogle retningslinier  (disse er de grundlæggende elementer af sadhana-bhakti, der skal følges af alle, der er seriøse med hensyn til at blive en hengiven af Herren Krishna):

  • Ingen utilladt sex (dvs. sex ud over for at få børn).
  • Ingen kødspisning (inklusive fisk og æg).
  • Ingen beruselse (inklusive kaffe, te og tobak).
  • Intet hasardspil.
  • Recitér mindst 16 runder af Hare Krishna-mantraet hver dag på en meditationskæde.

Spis kun Krishna-prasada (mad, der først er blevet ofret til Herren Krishna).

Studér regelmæssigt (dagligt) autoriserede skrifter som Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam.

For at styrke din forbindelse til Krishna bør du blive en aktiv deltager i et samfund af hengivne, der følger Krishna-bhaktiens vej rent.

Du behøver ikke at kunne læse hindi eller sanskrit, for Srila Prabhupada har oversat denne tidløse visdom til engelsk. Hvis du holder dig til Srila Prabhupadas dybtgående oversættelser og forklaringer, vil hele lyset af den vediske visdom manifestere sig i dit hjerte.

Har du spørgsmål om Krishna-bevidsthed, er du velkommen til at sende dem til redaktionen: Nyt fra Hare Krishna, Holsteinborgvej 20, 1.th., 2720 Vanløse. E-mail: lalitanatha@krishna.dk.